De danske C25-selskaber leverede i 2. kvartal et meget stærkt og tiltrængt comeback efter en række skuffelser de seneste kvartaler. For en række men ikke alle selskaber har aktiekurserne fulgt de gode regnskaber op. Hvis det samme skal ske for indeksinvestorer, kræver det, at Novo Nordisk aktien følger med op og trop.

Historisk mange opjusteringer
Investorerne fik rigtig mange opmuntrende udmeldinger i forbindelse med halvårsregnskaberne. Det var en blanding af opjusteringer og positive præciseringer på top- og bundlinje. At halvdelen af selskaberne leverer en positiv fremdrift, som i hovedsagen lå over konsensus, er opløftende og kan være billedet på flere ting.

Lave forventninger eller fremragende resultater
For det første kan det skyldes, at forventningerne er blevet justeret ned under og til et niveau, som afspejler at nogen, men naturligvis ikke alle, har leveret under det, som man ved selskaberne kan præstere. Behørigt tilsat en portion forsigtighed i selskabernes udmeldinger for året

Men det kan også skyldes, at selskaberne i det store og hele leverer ret fremragende. Sandheden ligger nok gennemsnitligt midt imellem.

Mange i toppen
I toppen har FLSmidth, Genmab, Vestas og A.P. Møller-Mærsk gjort sig specielt og positivt bemærket. Investorerne bør være mere end blot tilfredse med udviklingen, og selskaberne skal være stolte.

Færre nederst
I den modsatte ende er der, sædvanen tro også selskaber med plads til forbedringer. DSV-aktien er kørt i grøften. Integrationen med DB Schenker “kører efter planen”, stod der i halvårsmeddelelsen. Risikopræmien spiller dog aktien en puds. På blot et halvt år, er stemningen forvandlet fra optimisme til skepsis, og aktien har tabt rundt regnet 500 kr.; Noget som har sendt det 5-årige afkast i minus. Det har ikke ændret ved, at DSV er et stærkt selskab. Kursnedgangen er formentlig, når alt kommer til alt drevet af, at udvalgte kortsigtede investorer købte ind på en udvikling, som har skuffet marginalt snarere end at investeringscasen er varigt ændret. De seneste år har der samtidig været lidt mere sving i regnskabspræstationerne end investorerne bryder sig om.

GN Store Nord sendt yderligere ned
GN Store Nord-aktien blev desværre sendt ud i en (ny) kursderoute. Det skulle være så godt, men så blev det desværre så skidt. Hearing er solgt, men de fortsættende aktiviteter lider stadig under eftervirkningerne efter corona fem år senere. Der mangler resolut eksekvering. Prisfastsættelsen er, korrigeret for det forventede frasalg og provenu for Hearing, historisk lavt, men investorerne er nervøse.

Novo Nordisk mangler
Godt begyndt er som bekendt halvt fuldendt. I hvert fald i ordsproget. Mange selskaber har leveret bedre og i en del tilfælde har investorerne efterfølgende sendt aktierne op. Der findes dog et aber dabei og det store selskab som mangler for, at man for alvor kan konkludere, at 'verdens værste aktier' kan blive til om ikke verdens bedste, så dog levere langt bedre de kommende fem end de forgangne fem år: Novo Nordisk.

Novo Nordisk leverede meget solidt isoleret set i andet kvartal. Investorerne har dog valgt at fokusere på hullerne i osten i stedet for tallene. Og hvis man vil finde dem, så finder man dem, eller fokuserer i det mindste på dem.

Novo Nordisk skal tilbage til positive vækstrater af en 'vis' størrelse. Det skal få især de udenlandske investorer tilbage som langsigtede medejere. Når/hvis det sker (vækst, resultater og investorer), vil forudsætninger for et dansk comeback på indeksniveau have gode forudsætninger.

Denne kommentar er skrevet af Per Hansen, investeringsøkonom hos Nordnet. Euroinvestor bringer i debatformatet 'Pengetanken' alle hverdage kommentarer fra vores faste panel på 15 eksperter i investering, boligøkonomi og privatøkonomi. Alle kommentarer er udelukkende udtryk for den pågældende skribents egen holdning. Klummen er udelukkende til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge finansielle produkter.