Investorerne balancerer mellem håb og frygt


På én uge gik aktiemarkedet fra valgfest til AI-panik og tilbage til køb af aktier. Investorerne svinger mellem tro på fremtiden og en frygt for, at festen er forbi. Men hvad er årsagerne hertil og hvad bør man som investor gøre - det er de helt store spørgsmål lige nu.
Aktiemarkedet fortæller lige nu to historier, og begge er sande. Den ene: Markedet ligger solidt i plus for året, og virksomhederne leverer stærke regnskaber. Den anden handler om inflation, renteforhøjelser og en AI-fortælling, der pludselig har fået revner.
Den 5. november viste, hvor hurtigt stemningen kan vende. Nasdaq 100 faldt 6,4 pct. og S&P 500 4,4 pct. på én dag. Få dage senere havde markedet sin bedste dag siden april. Det tegner et billede af, at investorerne lige nu sidder fast mellem optimisme og udpræget pessimisme.
Tre grunde til pessimismen
Renten stiger igen. Krigen mellem USA/Israel og Iran sendte i februar energipriserne på himmelflugt, mens inflationen steg. Det betød, at den amerikanske centralbank så sig nødsaget til for første gang i mere end 3 år at hæve renten til 3,75-4,00 pct. på rentemødet i september måned i forsøget på at holde inflationen i skak. Markedet regner med endnu en i december.
Inflationen bider. De private investorer mærker nu de stigende priser. I Morgan Stanleys måling fra oktober var 42 pct. af investorerne negative, det højeste niveau i over et år. 54 pct. pegede på inflationen som deres største bekymring.
Valget ramte AI-fortællingen. Demokraterne vandt begge kamre i Kongressen den 3. november. Flere nyvalgte guvernører vil stramme reglerne for datacentre, og nogle vil sætte nye godkendelser på pause. Det kan forsinke byggeriet og dermed efterspørgslen efter chips.
Bag det hele ligger det spørgsmål, markedet har stillet i månedsvis: Tjener de enorme AI-investeringer sig hjem? Tech-aktierne gik ind i faldet med høje værdiansættelser.
Hvorfor optimisterne holder fast
Året er stadig positivt. De globale aktier var steget ca. 20 pct. i kroner før faldet og ligger fortsat omkring 10 pct. i plus.
Indtjeningen leverer. De fleste selskaber i S&P 500 har slået forventningerne i regnskabssæsonen. Det fik køberne tilbage.
Investeringerne fortsætter. Amazon investerer omkring 220 mia. dollar i 2026. Alphabet investerer 195-205 mia. dollar og har en ordrebog på ca. 560 mia. dollar. Trods de enorme investeringer, er kapaciteten stadig for lille til efterspørgslen.
Reguleringen er ikke vedtaget. Valgløfter er ikke regler. Texas står for omkring en fjerdedel af USA's planlagte datacenterkapacitet, og den nye guvernør lader de godkendte projekter blive færdige. Min vurdering er, at markedet har overreageret på AI-bekymringerne.
Hvorfor udsvingene er så store
De professionelle og de private investorer står forskellige steder. Ifølge Bank of America var fondsforvalternes kontantbeholdninger i juli på et rekordlavt niveau, mens de købte op i amerikanske aktier og AI. I oktober var de stadig positive, mens de private investorer var blevet mere nervøse.
Når mange ejer de samme aktier, skal der kun lidt dårligt nyt til, før alle sælger på én gang. Faldet den 5. november var større, end indtjeningsforventningerne kunne begrunde. Det peger på gearing og trængsel i de samme positioner snarere end på et underliggende problem. Derfor var både faldet og genrejsningen så kraftige. En hurtig genrejsning fjerner dog ikke risikoen ved koncentrerede positioner.
Der er ingen tvivl om, at både optimisterne og pessimisterne har en pointe. Inflationen og renten er reelle problemer, og AI har fået sin første politiske modvind. Men indtjeningen blandt virksomhederne er fortsat robuste, investeringerne fortsætter, og året er afkastmæssigt i plus.
Opgaven er derfor ikke at gætte markedets næste bevægelse, men at eje en portefølje, der kan tåle udsving i begge retninger. De gode råd er derfor hold fast i din strategi, spred dine investeringer og giv porteføljen et servicetjek, så du ikke har for store positioner i AI og tech.
Denne kommentar er skrevet af Michelle Nørgaard, aktiestrateg og partner i Lumina Ejendomme. Euroinvestor bringer i debatformatet 'Pengetanken' alle hverdage kommentarer fra vores faste panel på 15 eksperter i investering, boligøkonomi og privatøkonomi.
Alle kommentarer er udelukkende udtryk for den pågældende skribents egen holdning. Klummen er udelukkende til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge finansielle produkter.