Banca Popolare di Bari, der er den største bank i Syditalien, er blevet sat under administration, efter at banken fredag meddelte, at der var behov for et kapitalindskud på 1 mia. euro for at redde banken.

1 mia. euro er ikke noget stort beløb hverken i forhold til italiensk økonomi eller den italienske banksektors størrelse, og man kan bestemt argumentere for, at den italienske regering slet ikke skulle have reddet banken.

Imidlertid har problemerne i den italienske banksektor flere gange i de senere år truet med at kaste Italien ud i så store vanskeligheder, at en statsbankerot og exit fra euroen ville være uundgåelig. Desværre er de fundamentale årsager hertil ikke ændret, og Banca Popolare di Bari er således blot den seneste af en række italienske banker, der er havnet i problemer.

Dermed er Banca Popolare di Baris problemer blot et symptom på endnu større problemer for hele den italienske økonomi.

Italiensk økonomi er ikke vokset i næsten 20 år

Helt fundamentalt kan man sige, at de italienske bankproblemer afspejler det faktum, at der basalt set ikke har været nogen vækst i italiensk økonomi i næsten 20 år.

Således er størrelsen på italiensk økonomi i dag - når vi ser bort fra inflation - nærmest præcis på det samme niveau som i 2001. Ind imellem er det gået op og ned, men det overordnede billede er af en økonomi, hvor der i to årtier ingen velstandsfremgang har været.

Og det er værre endnu - inflationen er nemlig også aftaget. Normalt skulle man jo mene, at lav inflation er godt, men det er det kun, hvis renteforpligtelserne falder tilsvarende, og det er kun delvist sket i Italien.

Lidt firkantet kan man sige, at Italien har undgået private og offentlige gældsproblemer ved at lade inflationen udhule gælden, men som følge af Italiens euro-medlemsskab har dette ikke været muligt siden 1999.

Det ville ikke være noget problem, hvis der ellers var vækst i økonomien, og der også var en økonomisk-politisk disciplin, der sikrede, at gældsproblemer bliver undgået. Men det kan vi i dag se ikke har været tilfældet.

Når renten er højere end væksten, kommer bankkrisen

Et land kommer - lidt forsimplet sagt - i gældsproblemer, når den nominelle BNP-vækst (altså real BNP-vækst plus inflation) bliver lavere end renterne på landets gæld.

Præcis dét har især i de sidste 10 år været et vedvarende italiensk problem.

Som grafen viser, så har vi nærmest konstant været i en situation, hvor renten har været højere end den nominelle BNP-vækst siden 2008, og det var sådan set kun i 2016-17, da ECBs pengepolitiske lempelse løftede væksten en smule, at væksten kom op over renteniveauet i Italien.

Resultatet har været, at både den private og den offentlige gæld som andel af BNP nærmest har været eksplosivt stigende siden 2008 i Italien.

Der er to løsninger på dette problem. Enten skal den reale BNP-vækst op, eller også skal inflationen op.

For at få BNP-væksten op, må der gennemføres markante strukturelle reformer af italiensk økonomi. Noget som har vist sig nærmest umuligt i Italien.

Eller også kommer inflationen op, og det kan kun ske, hvis Italien igen får sin egen pengepolitik - altså forlader euroen og lader en ny, selvstændig valuta devaluere kraftigt.

Og præcis derfor handler Banca Popolare di Baris problemer altså om meget mere end en redningspakke til 1 mia. euro. Det handler potentielt set om, hvorvidt det er muligt for Italien overhovedet at blive i euroen, og om euroen vil overleve et italiensk euro-exit.