Investorerne forsøger stadig at tilpasse sig den “nye globale verdensorden”. I flere henseender er der noget at se til. Her er 5 ting, som investorerne spørger sig om aktuelt og formentlig i en betydelig tid fremover.
Donald Trump 2.0 vs 1.0.
Donald Trump version 2.0 er anderledes end 1.0. De personalemæssige svingdøre, hvor mange blev overraskede over, hvad det indebar at arbejde for og med den amerikanske administration fra 2017-2020 er afløst af ubetinget loyalitet. Det er præsidenten og kun ham, der bestemmer.
USA “politik” bevæger aktierne i et større omfang end nogensinde . Det skyldes, at politik ikke længere kun bliver opfattet som en kortsigtet støjkilde, men ganske enkelt, at investorer ved at andre investorer reagerer, når den amerikanske præsident giver sine meninger og ambitioner til kende.
I kombinationen med en stadig kortere investeringsmæssig tidshorisont er det en slagkraftig cocktail. Der er god grund til at følge udtalelser, hvis man altså orker det.
Den nyhedsgenererede dagligdag
Aktieverdenen har ændret sig markant over de sidste årtier. Investorerne handler med stigende frekvens, og den tid der går fra en investor køber og senere sælger en aktie, er faldet dramatisk.
Det betyder, at investorerne 1) køber og sælger oftere; 2) det er i højere grad nyhedsstrømmen, der bevæger aktierne; og 3) aktierne (og dermed investorerne) er meget følsomme over for kursudsving.
Det udfordrer fundamentale investorer og kan også gøre det sværere for virksomheder at manøvrere, når de skal guide. Hver sætning og tal bliver vejet og vurderet, kortsigtet. Det stresser investorerne.
Er USD stadig det faste værdimæssige holdepunkt?
Den verdensorden, som vi har kendt siden 2. Verdenskrig, er, i det mindste kortsigtet, udfordret. Den amerikanske præsident lukker USA om sig selv og den frie verden ude. Med mindre altså, at den frie verden, vil underkaste sig USA.
Det behøver investeringsmæssigt ikke at være en meget stor udfordring, men det kan blive det, hvis det kombineres med nogle betydelige amerikanske ubalancer på statsbudget og med udenrigshandel.
Når USA fortæller den frie verden, at de skal underlægges amerikanske “regler”, kan modsvaret være, at de aktiver, som har finansieret den amerikanske forbrugsfest historisk, bliver frigivet i form af salg af USD aktiver.
Betyder det, at den amerikanske dollar, som fortsat er den eneste globale reservevaluta, er på vej til at miste sin status som global reservevaluta? I så fald kan det varsle en ret betydelig svækkelse af netop dollaren, som betyder noget for globale investorer.
Er aktiefesten i amerikanske aktier forbi?
De seneste år har aktiefesten ikke mindst været drevet af kunstig intelligens (AI) i USA. Det sker ikke sjældent, at en meget betydelig del af et finansielt afkast bliver tjent før temaets gennembrud kommer i stort omfang.
AI er kommet for at blive langt mere udbredt end i dag, men en betydelig del af de afkast kan være tjent. Hvad skal så drive de fremtidige afkast?
Vil Donald Trump spænde ben for dansk life science?
Det er ikke længere fremtidsmusik, men en reel trussel. Den største danske sektor er “life science”, og selskabernes største markedsplads er USA.
Uanset om selskaberne placerer sig i USA for at undgå en toldhammer, kan der være andre muligheder for at lave danske benspænd, når temaet er Grønland eller andet.
Realøkonomisk er risikoen formentlig mindre end frygtet, men større end det som investorerne føler sig komfortable med aktuelt.
Denne kommentar er skrevet af Per Hansen, investeringsøkonom hos Nordnet. Euroinvestor bringer i debatformatet 'Pengetanken' alle hverdage kommentarer fra vores faste panel på 15 eksperter i investering, boligøkonomi og privatøkonomi. Alle kommentarer er udelukkende udtryk for den pågældende skribents egen holdning. Klummen er udelukkende til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge finansielle produkter.
