Krigen mod Iran har skabt naturlige finansielle dønninger. Olie- og gaspriser stiger. 

Krige stopper, når de stopper. Hvornår kigger investorerne mod tiden efter at Iran er i bad standing?

Krigen mod Iran har skabt de naturlige finansielle udsving. Olie- og gaspriserne stiger markant. Usikkerheden om olievejens forsyning ned igennem det vigtige Hormuzstræde gør en stor forske. 

Samtidig har investorerne investeret sig til rette i USD, som igen dokumenterer, at på trods af ændringer i den “globale verdensorden”, så eksisterer der kun et globalt valutarisk gemmested.

Iran er en af verdens rigtig store energiproducenter. De har historisk været OPEC producent med potentiale til at levere meget mere olie til verdensmarkedet, end de gør nu. 

Samtidig har de enorme forekomster af naturgas, som verden naturligt efterspørger og har brug for.

Udfordringen for Iran og for den sags skyld verden her og nu er, at Iran ikke kan sælge mere. Så længe de ikke har lavet en atomaftale, er der en række lande, som de ikke kan handle med. 

Det har betydet rigtig meget for den iranske økonomi, hvor energi er den væsentligste indtægtskilde. Aktuelt betyder krigen meget for den globale forbruger og for økonomien. 

Selv om stigende energipriser ikke har det samme potentiale for at ødelægge det globale væksthumør, som tilfældet var i 1970’erne med flere energikriser, kan udviklingen stadig mærkes. For økonomi og investorer er det afgørende, om det nye normale er det samme som det “tidligere” normale.

Investorerne lever i nuet; de tager bestik af det som de ser aktuelt og forlænger nuet med en lineal. I den optik er markant højere energipriser det nye normale som gælder. Det er på den ene side ikke forkert, men er samtidig også langsigtet, mindre realistisk.

Mellemøsten er stadig præget af uro, men har ikke i meget bred forstand den samme geopolitiske dynamit, som den havde tidligere. Iran og Syrien alliancen er svækket, og USA har brugt mange ressourcer på at bygge bro til og alliancer med andre lande i Mellemøsten.

Det er ikke kun uden for Mellemøsten, at Iran fremstår isoleret. Det gælder også i Mellemøsten. Det er relevant.

Ikke alt, men meget handler om olieprisen. For de som skal eksportere, men også for dem som skal købe. Selvom USA er verdens største olieproducent, afhænger prisen ved

tankstationen stadig af den globale afsmitning; herunder også fra Mellemøsten.

Om ikke “særlig længe” skal USA til midtvejsvalg. Magten kan tippe fra republikansk flertal i begge kamre til mere delt. 

Det kan betyde en del for USA, vælgerne og verden. USA vil gerne have lavere energipriser, men det går næppe hånd i hånd med en langvarig usikkerhed med et iransk regime, som naturligt vægrer sig ved en modrevolution fra 1979.

Investorerne fokuserer her og nu på risikoen for højere oliepriser. En krig varer indtil den slutter. Det viser al erfaring. Tænk blot på Ukraine. Der kan altså ikke sættes en dato på, hvornår den slutter. Den slutter når den slutter. 

Når den ene part bliver mør, eller når begge kan indse, at det er det bedste. Hvis resultatet af krigen er langvarig usikkerhed, kan høje oliepriser være det nye normale.

Det er en risiko. For mig er det mere sandsynligt, at krigen, på et tidspunkt som ingen kender, ender med, at Iran kan komme tilbage som olie- og gasproducent. 

Det vil trykke energipriserne ned igen, og verden har måske så mistet den mellemøstlige gidseltager, som historisk har været en risikofaktor for investorerne.

Denne kommentar er skrevet af Per Hansen, investeringsøkonom hos Nordnet. Euroinvestor bringer i debatformatet 'Pengetanken' alle hverdage kommentarer fra vores faste panel på 15 eksperter i investering, boligøkonomi og privatøkonomi. Alle kommentarer er udelukkende udtryk for den pågældende skribents egen holdning. Klummen er udelukkende til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge finansielle produkter.