Håbet er lyseblåt, og det er netop håb om forbedrede markedsforhold for oliebranchen, som Maersk Drilling ønsker. Året 2020 gav et lidt svagere ordinært resultat end 2019, men der foretages en ny omgang med enorme nedskrivninger. Derfor ender bundlinjen med et ekstremt underskud: -1.653 mio. dollar (10,1 mia. kroner). Selskabets driftstekniske præstationer har atter været flot (99 pct. uptid) og kundernes tilfredshed er steget fra et i forvejen højt niveau.
Problemet i 2020 var alt for lav aktivitet. Der var et dyk på 17 pct. i antallet af dage med betalt arbejde. Dagraterne var lidt højere, men udnyttelsen af kapaciteten blev på kun 65 pct. (2019: 77). Desuden ramte nedgangen de hidtil robuste Nordsø Jackup rigge. Dette segment udgør Maersk Drillings styrke, hvor der er et begrænset antal topklasse-rigge fra andre udbydere til brug i Norge med verdens højeste kvalitetskrav. Nedturen i Offshore branchen udløstes af sammenbruddet i olieprisen i 2014, hvor situationen skiftede 180 grader fra boom til bust. Det ramte især de mest avancerede borefartøjer (Floaters) til projekter på dybt vand, og værst af alt: olieselskaberne stoppede næsten samtlige projekter af denne type, da rentabiliteten blev ødelagt. Man lukkede så hurtigt det kunne lade sig gøre.
Maersk Drillings klarede sig pænt igennem de første års nedtur i kraft af en lang, god ordrebog, men disse opgaver er klaret (eller annulleret). I 2020 ramtes Jackups så af lav aktivitet, og de to segmenter har næsten været lige dårlige på det punkt – men der er udsigt til hurtigere forbedring for Jackups end Floaters. Investeringsmæssigt har Jackups en meget lavere anskaffelsespris end Floaters, men den regning hænger man jo allerede på. Det gælder om at vinde ordrer med et positivt cash flow bidrag (EBITDA). I 2020 lykkedes det trods hård modvind at reducere nettogælden fra 1.099 mio. dollar til 1.059 mio. dollar. Egenkapitalen er nu bogført til 2.017 mio. USD. Blødningen (nedskrivninger) ser omsider ud til at være overstået.
Olieprisen er kernepunktet på kort sigt
Niveauskiftet for råolie gik fra 100-110 dollar medio 2014 ned til 40 dollar, for så at rejse sig mod 80 dollar fulgt af en ny glidetur nedad. I begyndelsen af 2020 opstod vild finansiel spekulation – i opadgående retning. I stedet brød markedet sammen, da futures-kontrakter ikke blev afviklet i tide og derfor »blev våde« med krav om fysisk levering. Det kunne de finansielt orienterede spekulanter slet ikke håndtere. Heldigvis blev krisen nærmest momentan, og siden da er olieprisen faktisk gået i
netop den retning spekulanterne satsede: opad. Prisen har nu ramt et niveau omkring 60 dollar. Balancen i markedet mellem udbud (kapacitet cirka 105 mio. tønder råolie i døgnet) og efterspørgsel (p.t. cirka 95 mio. tønder i døgnet) afspejler fortsat corona-nedlukningerne. Trods overkapacitet har OPEC+ koalitionen taget resolut fat for at dirigere prisen opad. Olien forbliver i jorden. De råder over knapt halvdelen af kapaciteten og er fast besluttet på at sikre markant højere indtægter fra deres eksport – ellers vil økonomien snart bryde sammen i en række af disse lande.
Hvis det indtræffer er det slut for en række af de nuværende statsledere, som må forberede sig på flugt fra deres land efter oprør og revolutioner. Af samme årsag er USA og Saudi-Arabien (den afgørende swing-producer) blevet ekstra gode venner. USA har genvundet sin førsteplads som olieproducent takket være en årrække med vækst for skifferolie/-gas. USAs regering er indstillet på at acceptere højere oliepriser for at sikre stabiliteten i de altid usikre olielande. I denne gruppe er en
række lande med store oliereserver allerede sat ud af spillet pga. indre kaos eller boykot fra USA: Iran, Iraq, Libyen og Venezuela. Den vigtigste ubekendte er i øjeblikket Rusland. Her satte Kina sig i 2014-15 på landets energieksport og reddede dermed Putin-styret fra bankerot og krise. Derfor vil russisk olie fortsat flyde til Kina, hvis Rusland rammes af en reel handelsboykot fra vestlig side (EU og USA). Indien lader sig heller ikke kyse af USAs udenrigspolitik.
Mellemlangt sigt fornyet optur og fokus på naturgas
Olieselskaberne måtte rebe sejlene og spare på udgifterne. Man sænkede derfor break-even kravet til olieprisen før accept af nye projekter. De dyreste felter er offshore, men de rummer trods alt også en positiv vinkel, nemlig mindre politisk risiko i ustabile nationer end udvinding inde på land. Ofte kan man fortsætte driften selv om en nation havner i krise og oprør. For boreselskaberne førte det dog til markant færre opgaver end før 2014. En række selskaber med dyre borefartøjer (Floaters) er gået fallit eller kæmper fortsat for at overleve. Maersk Drillings vigtigste konkurrent på norsk sektor er Seadrill, som kæmper for at klare sig igennem krisen.
Nu har denne neddrosling været i gang så længe, at der begynder at blive fornyet aktivitet. Det skyldes udvikling af billigere metoder, lavere priser for boreopgaver (MD’s problem) og behov for at kompensere faldende output fra ældre felter. Olieselskaber med koncessioner er i reglen forpligtet til at udføre et mindste antal af boringer. Samtidig ønsker de naturligvis at maksimere udvindingen før oliens æra ebber ud. Formentlig vil det tage rigtig fart i 2040-45. Derfor vil der næppe blive
bygget dybhavsrigge fremover, og det ender jo med at gavne de nuværende leverandører som MD.
Epoken er forbi – stoppet af den grønne omstilling
Overgangsløsningen ser dog ud til at blive en systematisk udvidelse af brugen af naturgas, og det vil give arbejde til rigge. Behovet vil stige, og her har EU-landene desuden et politisk problem omkring afhængighed af import fra Rusland. Hvis man blot kan håndtere det på kort sigt, kan det hele jo løse sig på fredelig vis, idet Putin-æraen kan være overstået før nogen aner det. Udbud er et mere håndfast og positivt aspekt for naturgas. Store forekomster er fundet og skal
sættes i gang. Særligt to steder er interessante for borerigge: Østafrika og Østlige Middelhav. Sidstnævnte vil gavne en række lande, og de er ivrige for hurtigt at få gang i indtægter fra denne vinkel. Politisk kan øget velstand fremme viljen til fred og samarbejde. Nye opgaver er på vej.
Aktien
Maersk Drilling har aktiemæssigt været en fæl affære – nærmest et uønsket barn som de cirka 70.000 trofaste aktionærer i A.P Møller – Mærsk blev påduttet ved opdelingen. Der var næppe mange, som frivilligt havde valgt at købe MD-aktien dengang til den pris (noteret i april 2019 til 555). Ideen var, at rederiet skulle fremstå som en rendyrket gigant inden for containertransport uden påvirkning (belastning) fra olierelaterede aktiviteter, og selv guldægget Maersk Oil blev solgt. Den dårlige fase med nedtur for olieprisen startede i sommeren 2014 og har dermed snart varet 7 år. Undervejs har kravet om grøn omstilling vundet gevaldigt frem i de rige Ilande rent
holdningsmæssigt og dermed politisk, såkaldt emotivisme (følelser; ikke fornuft). De rige OECD-landes olieforbrug stagnerer. I resten af verden med Emerging Markets i spidsen fortsætter væksten i olieforbruget. Samlet er tempoet faldet fra normen på +1,4 pct. til +1,0 pct. årligt. Med corona-nedlukningerne er der så indtrådt et ryk nedad. Prognoserne taler nu om to års setback (2020-21), således at det daglige forbrug (regnet fra ultimo 2019) først vil være genoprettet ultimo 2021.
Aktiekursen holdt skansen over 400 helt frem til februar 2020, og efter en dyb nedtur er den atter på vej opad. Formentlig skal der etableres et nyt niveau, der afspejler en afventende situation. Der må være et gevaldigt upside i en rebound, men det kræver kontrakter på rentabelt arbejde og i anden runde højere dagrater (især for Floaters). Det kan muligvis allerede komme om et års tid. For 2021 er terningerne stort set kastet for boreopgaverne. Resultatet vil blive svagt men ikke elendigt. Jeg ser aktien som et asset play med stor upside ved et comeback. Olieprisen er ved at bane vejen opad og vil næppe bryde sammen – snarere det modsatte, da tilførslen kommer fra »bløde lande«. Børsværdien (212,8) er på 8,8 mia. kroner (1,4 mia. dollar). Egenkapitalen er bogført til 2,0 mia. dollar. Riggene er nedskrevet til 3,0 mia. dollar, og forskellen (2,0-1,4=0,6 mia. dollar) indebærer, at man reelt kun betaler 2,4 mia. dollar for 14 Jackups og 8 borefartøjer – alt i topklasse.
Deres anskaffelsespris var 10,0 mia. dollar, så prisen er populært sagt 25 ører for en krone (2,4/10). Jeg er selv med i gruppen fra Mærsk-aktietiden. Hele 78 pct. af MD-aktierne er danskejede, herunder 48 pct. i hænderne på selve A.P. Møller-sfæren. Jeg mener, at man skal holde ud og på et tidspunkt overveje, at jack’e up(!) i Maersk Drilling-aktien helt frivilligt. Upside kan forekomme at ligge langt ude i fremtiden, men det kan til gengæld blive meget stort. Håbet er lyseblåt.
Lau Svenssen ejer aktier i selskabet (Maersk Drillings formelle navn er: The Drilling Company of 1972 A/S)
Læs også: Maersk Drilling-anbefaling og kursmål hæves markant
Læs også: Facebook arbejder på smartwatch
Det koster 0 kr. - vind luksusophold til 8.000 kroner
