Lau Svenssen: Vestlandene udfordres efter sammenbruddet i Afghanistan
Evakueringen af vestlige tropper og andre personer er overstået. Man undgik angreb mod selve operationen, men terrorhandlinger fandt beklageligvis sted uden for lufthavnsbasen.
De europæiske lande optræder endnu en gang venligt ved at lancere et forslag om forlængelse ved etablering af en civil luftbro ud af Kabul (og andre lufthavne). Man vil reelt selv sætte gang i en flygtningestrøm til Europa, og adgang til asyl gives dermed på forhånd. USA ser ikke ud til at være enig i det projekt. USA krævede vores aktive hjælp i deres krig, men det kan blive Europa som må bære konsekvenserne fra en mulig enorm strøm af flygtninge. Politisk kan det skabe voldsom ballade i de europæiske lande. Storbritannien vil formentlig lade Kanalen fungere som stopbom. Det har fungeret førhen i historien.
Er en massiv udvandring på vej
Der kan blive tale om en langt større udfordring for EU end sidste gang i 2015. Kommer der en ny massiv folkevandring fra Øst til Vest med udgangspunkt i Afghanistan. Barrieren er afstand og dårlig infrastruktur for landtrafik. Grænsekontrol i EU er næppe mulig, da Vestlandene reelt har anerkendt et legitimt behov for at flygte væk fra Talibans hårdhændede styre. Hegn kan ikke holde store skarer af folk ude.
Fra Taliban’s side vil man næppe holde på folk men glæde sig over en frivillig politisk ”udrensning” – det kan måske muliggøre et flertal for dem ved et kommende valg med fri opstilling? Fragang af dygtige borgere betragtes helt anderledes her end i et land med vestlig kristen kultur. Jo færre munde, der skal mættes og jo færre modstandere af magthaverne, des bedre. Så kan Vestlandene jo få alle sympatisørerne med sig hjem, mens Taliban lettere kan holde kontrol med den nye muslimsk baserede etparti-stat og få det hele til at fungere igen i en ny orden.
Mellemøsten har været i indre opløsning siden Irak-felttoget væltede Saddam Hussein i 2003. Det arabiske forår (begyndte i 2010) var en anden form for forsøg på indre revolte. Forløbet er endnu ikke lykkedes i større omfang, men det fortsætter med at ulme selv om magthaverne (især Syrien) har formået at holde befolkningen i skak. Pointen på det punkt kan vise sig at blive det samme som i Afghanistan: det fører ikke til et skift til vestlig pluralisme og demokratisk styreform men til en sejr for den eneste eksisterende, samordnede folkebevægelse, nemlig muslimske trossamfund. De kan benytte moskeer mv. som ramme og skjulested. I Østeuropa var kirken på samme måde det eneste samlingssted, hvor oppositionen kunne søge ly og prøve at organisere sig under Kommunismen. Historien gentager sig.
Selv om Vestlandene tabte i Afghanistan og også har måttet opgive direkte kontrol over Irak, så har vi medvirket til at skabe ravage i disse lande. På et dybere menneskeligt plan - som næppe tillægges interesse lige i øjeblikket pga. store truende udfordringer – er der sået frø til en kulturændring i retning af at lægge vægt på den enkelte persons ret og faktiske adgang til et liv uden organiseret overherredømme eller kontrol via muslimske love og regler eller diktatorers vilkårlige magtudøvelse. På langt sigt vil det ændre udviklingen i hele Mellemøsten, men på kort sigt kan det føre til forfærdelige konfrontationer, splittelse, borgerkrigslignende tilstande og massiv flugt.
Det burde ikke overraske nogen. Så vidt jeg husker, gennemførte FN kort efter 2001-terrorangrebet en undersøgelse i en række muslimske lande af unge menneskers ønske om adgang til udvandring til vestlige lande. Knapt halvdelen ville gerne kunne rejse væk. Reglen er da også: mit fædreland er, hvor jeg har det godt.
Balladepunktet denne gang kan blive Vestlandenes reelle forhåndsgodkendelse af legitim flugt fra Afghanistan. Hvis der bliver fri passage igennem Rusland og Tyrkiet vil der komme opbrud blandt de strandede flygtninge, som er holdt tilbage i Tyrkiet. De to lande er EU’s evige hovedpine. Deres selvrådige regenter vil hellere end gerne udsætte EU for en voldsom belastning, som kan udløse intern uro, ja, kaos.
Bestikkelse i form af Vestlig hjælp og støtte til det nye Taliban-regime for at holde befolkningen tilbage drøftes allerede som en metode til at forhindre en stor folkevandring fra Øst til Vest. Gode råd er dyre.
Læs også: Lau Svenssen: Absurde forsyningsproblemer i overflodssamfundet – en advarsel
Mantraet om vestligt demokratis overlegenhed er ramt af et stort nederlag
Ideen om den vestlige samfundsmodels overlegne stilling har lidt et stort nederlag. USA’s storhedstid med rollen som verdens eneste supermagt er forbi. USA opnåede sin førerrolle i Anden Verdenskrig, men i den kolde krigs tid var der store, traditionelle modstandere. Det ophørte med kommunismens sammenbrud i 1990. Så kom fasen med Pax Americana, som har hersket siden - altså i 30 år. Nu er det sandsynligvis allerede forbi. I historisk perspektiv er 30 år ikke meget, men det har fungeret i global skala og ikke kun inde i et stort imperium som det britiske (ca. 350 år).
På det punkt kan man næppe sammenligne forløbet i Afghanistan med Vietnam-krigen. Her formåede USA hurtigt at lægge den frygtelige fadæse bag sig ved at fortrænge og glemme den. På de indre linjer i Vestlandene var Vietnam dog medvirkende til ungdomsoprøret i 1968. Trods en række reformer fastholdt den politiske magtelite sit greb om styringen af landene. Prisen var åbning for decentral inddragelse af de utilfredse unge. Inklusionen passiverede dem bare, mens de ventede på deres chance og tur opad mod at overtage positionerne på samfundets top. Disse personer har haft deres storhedstid på magtens tinde fra 1990 frem til i dag. Biden (født 19343) kan vel betragtes som en af de sidste fra disse årgange, hvor konceptet med udefra-styring via tidens rigtige meninger tog fart.
Følelser (græsrodsbevægelser) og medieomtale, der opfattes som indikation af flertallets mening, vandt overtaget i forhold til kloge vurderinger af de reelle forhold. Alt blev muligt i postmodernismen. Virkeligheden findes ikke men er kun, hvad du selv mener, og du skal selv udtænke din personlige identitet og sexualitet - indtil du vågner op med et geværløb sat for panden.
I den politologiske teori om verdens gang har Huntingtons’ opfattelse (Civilisationernes sammenstød) vundet æren over for Fukuyama’s ide om Historiens slutpunkt. De skrev deres to bøger først i 1990’erne - så sig ikke at akademiske teoretikere ikke kan bruges til noget. De er foran historiens store hjul. Men det er jo kun den ene, som har fået ret. Overdreven vestlig selvtillid var nok vores fejl udadtil, men det var den indre struktur som muliggjorde disse fejltagelser.
Evalueringen – selvransagelse – skal starte med det punkt. Demokratiet har tabt en krig, som vælgerne påstås at have givet mandat til. Politikere anser sig kun som formidlere i et repræsentativt folkestyre, når det går galt. Er det rigtigt, eller har magteliten endnu en gang snydt befolkningen og ført os bag lyset? Hvem bærer ansvaret? Er Staten (Det store anonyme kollektiv) ikke god men ond? Svar udbedes, hvis vi altså tør lede efter et svar og handle ud fra denne lære?
Læs også: Lau Svenssen: Analyse i fem punkter af aktiemarkedet
Sejren har mange fædre, nederlaget skal lede efter sine
Denne sandhed vil vi snart opleve. USA krævede vores medvirken i krigen. USA’s to dominerende partier har begge ansvar for 20 års felttog og besættelse af landet, der endte i et totalt sammenbrud. Kritikken vil dog ikke komme fra de to partier, der højest kan møde op med utilfredse yngre folk, som tager afstand fra deres gamle partifællers beslutninger og handlinger. Men de er jo selv med i disse politiske firmaer.
Det er vist på det punkt Mao kan bidrage med et par citater: Krig er politik med blodsudgydelse, politik er krig uden blodsudgydelse. Men hvilken bedsteborger i USA eller Europa vil påtage sig et klart ansvar ved at have afgivet sin stemme og loyalt betalt skat, som muliggjorde krigsindsatsen?
Mørket sænker sig nu over Afghanistan. Mørket sænker sig også over Vestens ansvar - med mindre befolkningen vågner op af dvale og indser, at vi er blevet ført bag lyset. Just derfor endte vi i mørket.
Hvor vidt der opstår et folkeligt krav om reform af et selvbærende dysfunktionelt politisk system i vore egne lande vides ikke. Men selvrangelse blandt de ansvarlige partiers uendelig række af fodsoldater betyder blot, at de ønsker at ransage sig selv og herigennem frikende sig selv. Folket er tilskuere i det politiske teater. Klap eller klap i.
USA er en papirtiger – lad os håbe finansmarkedet ikke bliver forskrækket
Mao anvendte i flæng begrebet Papirtiger om sine fjender eller bare udfordringer. Men nu har USA faktisk vist sig at være en papirtiger, og landets rolle som verdens politimand er formentlig forbi. Det vil få mindst to konsekvenser: tilliden til USA vil falde markant (og det vil også gælde økonomisk), og en ny verdensorden vil åbne for optrapning af mange slumrende såvel som nye konflikter. Vestlandene vil belært af rædselsfulde erfaringer holde lav profil bag høje mure.
Stormagters magtelite har svært ved at forstå, at deres livsforløb er toppet. Trump ville gøre America great again. Det var en krampetrækning og et eksempel på politisk narcissisme i et forsøg på at skabe et indbildt fællesskab i en nation.
Se på Frankrig. Se på Storbritannien. Se på Rusland. Disse landes ledere prøver personligt (på befolkningens vegne, siger de) at spejle sig i havets vand for at føle sig store. En lille nisse rejste. Men når mørket sænker sig, kan Nissen kun fornemme sig selv og sit lille format.
Virkeligheden banker på. Tør vi se den i øjnene, eller foretrækker vi at glemme ansvaret, så vi ikke bliver klogere og derfor vil begå lignende fejltagelser næste gang?
Læs også: Lau Svenssen: Ydre faktorer på aktiemarkedet frem mod nytår
