Nærværende grundlovstale er alene udtryk for Lau Svenssens egne vurderinger og synspunkter. Nederst kan talen høres som podcast og øverst kan talen ses på video.
Kære Lyttere,
Danmark er ikke et demokrati. Danmark er et oligarki. Danmark er et partiorganiseret oligarki. Et oligarki er et fåmandsvælde, altså en snæver kreds af personer, som har tilegnet sig en ledende position. I en form for vekslende samspil/samarbejde opretholder de kontrol med magten. Jo mere politikere, medier og den talløse skare af statsfinansierede eksperter lovsynger demokratiet som selve kernen og den grundlæggende værdi i Vestlandenes samfund des mere hult er det. I det kommunistiske Østeuropa - og Kina den dag i dag - understreger man styrets påståede legitimitet ved at gentage/understrege en påstået folkelig og demokratisk struktur. DDR: Deutsche Demokratische Republik. Peoples Republic of China. En republiks overhoved burde være en frit valgt præsident. Demokrati er et Hurra-ord, som den kloge gamle samfundsforsker Mogens Herman Hansen rammende har udtrykt det. Den er alle med på. Hurra. Ordet har positiv ladning men er uden klar mening eller definitoriske krav. Her i landet er den gode intention desværre blevet udslettet i takt med Statens kontinuerte vokseværk. Det har i stedet udviklet sig til en Totalstat som blander sig i alt, og hertil er der føjet en akademisk styret lovjungle med jura, som fremmedgør befolkningen.
Men det er vi som borgere ligeglade med, og det er præcis, hvad den herskende elite ønsker, så de kan opretholde magten over den uvidende hob. Ingen læser de komplekse og uforståelige love, der er grundlaget for det påståede lovbaserede retssamfund. Den egentlige mening med demokrati som styreform er dermed ødelagt indefra - af Systemet selv. Der er tale om selvdestruktion. Danmark som lovstyret samfund er ramt af fremskreden kræft. Men en så rædselsfuld diagnose må man benægte – det er en statshemmelighed.
Desperationen over vore gamle I-landes fuldstændig tydelige nedtur fører i stedet til endnu højere råb med saligprisning af de tilbageværende positive elementer i de frie forfatninger - og omvendt des større negative reaktioner mod overgreb på basale frihedsrettigheder i lande som Kina, Rusland, Belarus osv. Deres type af enevældige statsledere er letgenkendelige fjender af alt godt i livet. Når de en dag måtte blive fjernet af de pågældende landes egen befolkning, vil vestlandenes politiske ledere dog mangle en ydre trussel. Seriøse fjendebilleder bruges jo til at skaffe en politiker folkelig opbakning. Heldigvis er der altid mulighed for at udråbe nye fjender: Indvandring der kan opløse den nationale karakter, Miljøtruslen fra påstået menneskelig forårsaget global opvarmning ved CO 2 udledning og Corona pandemi-truslen. Politikere elsker en god krise, som bør udnyttes - til gavn for dem selv. Derved udviser de adfærd som banditter og ikke som befolkningens sande beskyttere. Jo mere velstillet og uafhængig et lands befolkning er, des mindre behov for en stærk stat indadtil. Men det er jo netop den vare i form af afhængighed, som politikerne søger at sælge til folk for at kunne fastholde deres egen lederposition. Politik er svindel. Staten er ikke en projekt-organisation. Med udviklingen af en grænseløs Totalstat er der tale om opbygning af en stilling for staten som en gud - en afgud. Jo større og mere magtfuld staten bliver, des dårligere økonomisk performance.
Danmark er placeret i topklasse som en totalstat, men man bilder folk ind, at vi er blandt verdens frieste og rigeste. Hygge. Den almægtige Stat kan som en gud løse ethvert problem. Stol på os. Situationen omkring valg til Folketinget er blevet absurd. Et mindretal af befolkningen frembringer det grundlag af indtægter i realøkonomien, som forsørger os alle. Flertallet i ”sultens slavehær” har dermed erobret magten i vælgerkorpset, og de vil forsørges – med eller uden krav til en arbejdsindsats. Fordeling af indkomst er blevet vigtigere end at frembringe det output man skal enes om at dele. Evnen til at præstere vækst er derfor gået tabt her i landet. Danmark er havnet i en situation, hvor der er et stort flertal af vælgere i form af nydere, og de lever af at få del i tvangsoverført (via skat) indkomst frembragt af et ydende mindretal af mennesker, som står for samfundets reelle produktion og indkomstdannelse. De efterfølgende omløb af penge bygger herpå og er gentagelser.
Danmark er et Oligarki (fåmandsvælde)
Det repræsentative folkestyre har udviklet sig til et oligarki, et fåmandsvælde. Oligarkiet er organiseret i partier, der udgør et helt eller delvis lukket forum med få aktive, selvstændige medlemmer. Intern partidisciplin er almindelig men udtryk for overgreb. Partiernes folkelige opbakning er smuldret. Medlemstallet er generelt for lavt til at kunne legitimere adgang til genopstilling bortset fra Socialdemokratiet og Venstre, som påstår at have flere medlemmer end opstillingskravets minimum på 20.000. Korrektheden i medlemstallene kendes ikke men forekommer tvivlsom for de to store partiers vedkommende. Partierne har tildelt sig selv ret til genopstilling baseret på det sidste valgs resultat med repræsentation i Folketinget. Det er en slags Grandfather Right, som ikke fremgår af Grundloven. Partiernes folkelige udgangspunkt og oprindelige vælgermæssige grundlag har tidens gang fjernet i de fem socialdemokratisk indstillede midterpartier (S, SF, DF, V, KF). Partier med fokus på den socialdemokratiske samfundsmodel for Danmark kæmper om nuancer mod hverandre i kampen for de samme synspunkter. Det er pseudo-teater. Partiernes tværgående enighed søges skjult ved en opdeling i Rød-Blå Blok, som er en illusion. Partivæsnet som intern struktur er udtryk for meningsmæssig engroshandel. Partivæsnet er blevet en dominerende og selvbærende struktur takket være valgregler og lignende. Partierne præges af familieklaner, som er selvsupplerende og rækker over flere generationer. Partiernes øverste leder er ofte kåret uden modkandidat. Snedige folk kan manøvrere sig helt til tops uden at være blevet testet af hårde krav til deres evner. Kåringen finder så sted på et landsmøde i en form for mental trance/konsensus. Det gælder om, at de udvalgte partimedlemmer udadtil fremviser urokkelig enighed ved at bakke op om den store leder. Når den store leder så forsvinder
igen fra topposten, sker det som regel meget diskret for ikke at ramponere partiets image. Partiernes topstyring er normen. Ved folketingsvalg taler man da også i medierne om såkaldte ”præsidentvalg” med fokus rettet mod partilederen alene. Fodfolket er bare stemmekvæg. Det indsnævres så yderligere til 1:1 debatter mellem de to frontlederne i blokkene Rød/Blå. Nepotisme og pamperi med positiv særbehandling af inderkredsen og venner er tydelig. Partierne har via lov tildelt sig selv statsstøtte via regler om tilskud baseret på stemmetal. Partierne tilegner sig de ubesatte pladser i Folketinget, som de ikke fremmødte vælgere repræsenterer (27 pladser). Disse burde jf. Grundlovens maksimumbestemmelse om 175 medlemmer henstå tomme som udtryk for den ubesatte andel af vælgere. Der er kun afgivet stemmer svarende til 148 medlemmer. Partierne har ingen kvalitativ sikring i deres sekretariatsfunktion af et højt niveau. Partiernes sekretariater fungerer som regulær talentudvikling af nye professionelle politikere.
Partivæsnet har med brug af parlamentarisme som princip for regeringsdannelse fra den lovgivende magts side erobret kontrollen over den udøvende magt. Partivæsnet har vedvarende udvidet lovgivningsmagtens omfang, involvering og kontrol af alle andre dele af statsmagten, de undergivne offentlige enheder og videre til private juridiske personer. Partivæsnet har forsøgt at påvirke domstolene ved at signalere hurtige lovændringer i tilfælde af en set fra lovgivers synspunkt ikke-passende domsafsigelse. Dermed er Folketinget ved at starte en ny udvikling med iterativ proces i lovgivningen. Intet er gældende, men alt er under forhandling. Partivæsnet har ført til stribevis af skandaler om beslutninger og fejl i den offentlige forvaltning uden at dette har ført til nogen form for ansvarspådragelse. Partierne beskytter hinanden ud fra ønsket om selv at opnå beskyttelse, da de ledende partier jo på skift er involveret i regeringerne.
Partivæsnet har gjort den offentlige styring og kontrol immun over for udefrakommende indsigt, og dermed beskyttes politikere, ministre og embedsmænd mod at blive draget til ansvar. Partierne holder hånden over hverandre i en form for gensidig byttehandel. Partierne har ansvar for strukturen i dansk lovgivning med et stort brutto-flow af penge (høje
skatter og tilskud til alle). Ideen er at skjule hjælp til de trængende ved at alle får et retskrav herpå – men metoden åbner for større svindel i en åben verden. Mit hjem er der, hvor jeg har det godt. Partierne bærer ansvar for en skattelovgivning med flere led, der skjuler det reelle skattetryk. Partierne bærer ansvar for at lade SKAT udvikle sig til en stat i staten (lovgiver-udøvende magt-intern domsafgørelse, der dog kan ankes) med så fuldkommen magt over for landets borgere, at det endte i SKAT’s egne skandaløse fejludbetalinger til udlandet af milliardbeløb. Ingen har et ansvar. Partierne bærer det overordnede ansvar for et bredt sammenbrud i den offentlige forvaltning. Få sager kan håndteres helt korrekt ud fra den gældende lovgivning, og procedurefejl er almindelige. Partierne har ansvaret for en lovgivning, der er gået amok i omfang og kompleksitet. Partierne sørger ikke for, at befolkningen via e-boks tilstilles de nye love og regler, som vi skal
rette os efter. Partierne søger at fremmedgøre og reelt undertrykke befolkningen ved en kompleks lovgivning,
som informationsmæssigt holdes tilbage i inderkredsen. Ligheden med den katolske messe på latin før Reformationen er slående. Partierne har ikke forsvaret Grundlovens bestemmelser om borgernes frihedsrettigheder under
Corona-forløbet. Partierne har derimod anset deres eget virkefelt som undtaget herfra og tilladt politiske formål ved demonstrationer. Særbehandlingen af aktivitet med påstået samme karakter af politik, som udgør partiernes eget virkefelt, er udtryk for positiv særbehandling og snæversyn af sit eget hverv. Partierne har i 2020 og 21 under Corona epidemien accepteret indgreb i borgernes ret til fri bevægelighed og forsamling mv. Det er sket i en situation uden akut fare for katastrofale følger. Dermed er der åbnet op for gentagelser fremover i tilfælde af nye eksempler på sygdomme med
begrænset skadevirkning. Det kan udvikle sig til en permanent undtagelsestilstand her i landet, og så er Grundloven sat ud af kraft.
Lad mig nu fortælle lidt om nogle vigtige fakta om Danmark som politisk styret nation
Danmark er et meget centralistisk styret land (arv fra Enevældens tid). Danmark har frem til indvandringen tog fart i 1970’erne haft en meget homogen befolkning. Danmarks befolkning præges fortsat af en rod i tiden med landsbyfællesskabet 200 år tilbage. Det udmønter sig i stor gensidig tillid, forståelse af forskelle og samarbejdsvilje. Vi følges ad ”Midt-på-vejen”. Danmark er økonomisk svagt funderet angående indtægtsgivende virksomheder og selvforsyning. Danmark blev aldrig gennemindustrialiseret som Sverige og Tyskland men hoppede fra landbrug
til et servicesamfund med en stadig voksende pamflet af gratis offentlige ydelser som kendetegn.
Danmark er ikke længere blandt verdens rigeste lande. Placeringen kan angives til no. 15-20. Danmark har et af verdens højeste skattetryk. Bruttopengestrømmen via den offentlige sektor er enorm, da der opkræves ekstremt høje skatter af personer, som samtidig får tilskud. Danmark har i 1900-tallet haft permanente problemer med underskud på handelsbalancen. Det lykkedes omsider at få overskud efter Anker Jørgensen (S) opgav magten i 1981. Årsagerne til
fremgangen var en stabil valutakurspolitik, generel fremgang i konjunkturforholdene, billig import fra de tidligere Østlande efter sammenbruddet i 1990-92 og vækst fra to tunge indtægtskilder, nemlig medicinalindustrien med Novo Nordisk i spidsen og udvinding af olie og naturgas under A.P. Møller’s ledelse. Høje skatter og stram kreditpolitik holdt privatforbruget i skak. Danmarks statsgæld er lav. Udlandsgælden er vendt til nettoaktiver. Til gengæld har danskere
som privatpersoner stor gæld, hvoraf 80 pct. er realkreditlån. Danmark er politisk kørt af sporet, idet modtagere af indkomst fra det offentlige overstiger antallet af personer med indkomstevne ved kommerciel virksomhed uden afhængighed af offentlige ordrer (20 pct. grænse herfor). Danmark har flere nydere end ydere, og det har udviklet sig til en ny form for moderne slavesamfund. Demokratiet er gået baglås.
Danmark adopterede det svenske socialdemokratis samfundsmodel fra 1930’erne med Folk Hem. Socialdemokratiet i Danmark stod i spidsen for denne udvikling fra 1945. Partiet Venstre besluttede så tidligt som 1963 at tilslutte sig denne linje for udvikling af landet. Der er ingen uenighed herom. Danmark’s to afgørende eksterne støttepiller er medlemskabet i NATO og EU.
Hvad er udsigten så: Oligarkiet i Danmark er en tidsindstillet bombe
Et snævert styre i en regering bestående af landets bedste folk M/K er ikke nogen dårlig løsning. Det er bare ikke tilfældet her i landet. Personmæssigt er kvaliteten fuldstændig utilstrækkelig. Da magtens tredeling ikke fungerer, er der ingen stopklodser for det politiske partisystems magtudfoldelse. Hverken Højesteret eller Ombudsmanden har råbt vagt i gevær angående Corona-indgrebene i den personlige frihed. Der er ingen vagthund til at forsvare landets utidssvarende forfatning.
Jeg vil tillade mig følgende vurdering af Folketingets 175 medlemmer. Jeg kan ikke sætte navn på blot fem personer, som kan antages at besidde fornøden bred indsigt i Danmarks økonomiske og samfundsmæssige forhold. Landets bedste folk er ikke til stede her, og ledelse uden indsigt af en almægtig Totalstat er livsfarlig. En tidsindstillet bombe. Udfordringen er meget konkret, idet ca. 2/3 af pengestrømmen her i landet passerer forbi Statskassen. Hvis vi havde en struktur med ”en lille stat”, kunne selv den mest uduelige person næppe gøre større skade. Men med en megastor Totalstat er der permanent risiko for nye skandaler. Rækken er allerede lang. Den vigtigste pointe er dog, at Staten som fælles platform næsten altid vil være dårlig som forvalter, og dermed har vi på forhånd organiseret os til en dårlig performance. En række funktioner i samfundet må i sagens natur løses på et fælles kollektivt niveau (forsvar, politi, sygehuse, infrastruktur osv.). Men en stor stat vil nedbryde værdi. Der var mere håb for Sovjetunionen i 1985 end der er for Danmark i 2021. Problemet her til lands er, at danskerne tror på de politiske drømmefortællinger om styrken i den fantastiske danske model med et aftalesamfund. Det er endt som et pampervælde. Tro hvad du vil. Men overvej i det mindste, om du måske bliver snydt af de politikere, der påstår at beskytte dig mod betaling af 2/3 af din indkomst. Måske snyder de dig og er ikke dine venner med banditter, som blot vil gavne sig selv på din bekostning.
Fire typer mennesker og opførsel
I forlængelse af dette spørgsmål skal jeg afslutningsvis tale om visdom hentet i Carlo Cipolla’s lille bog fra 1976: The Basic laws of Human Stupidity. Kort fortalt skelner han mellem fire felter i et koordinatsystem, hvor personer indplaceres ud fra deres adfærd. Win-Win er idealet, som alle påstår at prøve at gøre. Banditter gavner sig selv mere end andre, men de kan trods alt netto gøre gavn hvis deres gevinst overstiger de andres tab. Hjælpeløse skader sig selv og gavner andre ved sine handlinger. Endelig er der de stupide, og de skader både sig selv og andre. Dem skal man undgå. I et samfund uden vækst og under pres vokser antallet af banditter og hjælpeløse. Win-Win har svære vilkår. Antallet af de altid farlige og ofte uforudsigeligt stupide ændrer sig derimod ikke. En sådan epoke lever vi i, og derfor degenererer samfundet og jammeren vokser. Cipolla mener (dog uden bevis), at andelen af stupide personer er den samme uanset hvilken gruppe du ser på. De findes alle vegne, og i kraft af deres ustoppelige stupiditet bør man for alt i verden undgå dem.
PS:
De sidste ord efter denne bekymrende udredning bør være positive. Jeg er langt fra den eneste som har indset, at vi i Danmark er på katastrofekurs. Der er skrevet stribevis af velmenende bøger om landets deroute og mulige udveje. Sagen er blot, at ingen af disse folk tør drage konklusionen, at det skyldes selve konstruktionen i vores samfund med lovgivning. Vi er nødt til at revurdere strukturen og ikke bygge videre på et skævt hus. Med Lov skal man land bygge, står der på Københavns Byrets bygning. Lovstrømmen er imidlertid kørt i sænk, og når der er vedtaget så mange love (200+ om året) at ingen længere kan finde rundt i det, er lovene reelt ophørt med at virke. Kan det lade sig gøre at redde Danmark fra kaos, indre opløsning og ultimativt en borgerkrig? Ja, det kan vel lykkes i løbet af 15-20 år, hvis vi erkender hvor galt det er fat og er parat til at afvikle Totalstaten til fordel for en omfangsmæssig langt mindre Stat og opdeling i mindre enheder med en operationelt orienteret fælles samfundsplatform. Alle offentlige services, som kan udføres i en selvstændig organisation, bør være ordnet således. Brugerbetaling er nødvendig for at sikre reel efterspørgsel. Fremtiden i Europa bliver efter min opfattelse dannelse af stribevis af bystater med tilhørende landarealer. Småt er godt, og det er nærhed også. Danmark har fordel af allerede at være et lille land, men vi kan vel dele os i to (Øst og Vest). Hvis det ender sådan, vil jeg flytte til Vest.
Nærværende grundlovstale er alene udtryk for mine egne vurderinger og synspunkter.
Gud bevare Danmark.
Lau Svenssen
Lau Svenssen har stor andel i Danmark
Det koster 0 kr. - vind luksusophold til 8.000 kroner
