Den amerikanske jobrapport for juli, der blev offentliggjort fredag i sidste uge, skabte en masse panderynker blandt analytikere og iagttagere. 

Det skyldtes, at jobrapporten viste et beskæftigelsesfald på 23.000, samtidig med at beskæftigelsesfremgangen for maj og juni blev nedrevideret med samlet set 103.000. 

I medierne blev faldet udlagt som både ”katastrofalt”, ”chokerende” og andre tilsvarende ildevarslende adjektiver. Investorerne tolkede det ikke lige så negativt, og aktierne steg faktisk efter offentliggørelsen. Det kan synes paradoksalt, men det er der en forklaring på.

Jobrapporten betragtes med rette som et vigtigt pejlemærke. Til syvende og sidst er det afgørende for en stærk økonomi, om folk er i arbejde. Men rapporten har en række svagheder, der gør, at man ikke kan analysere det amerikanske arbejdsmarked ud fra de månedlige tal alene:

1) For det første er jobrapporten stikprøvebaseret. På gammeldags maner spørger man virksomhederne om, hvor mange ansatte de har. Herhjemme opgør vi lønmodtagerbeskæftigelsen baseret på registerdata, hvilket er mere præcist.

Stikprøver har den ulempe, at der er en masse statistisk støj i de månedlige tal. Bureau of Labor Statistics, der har ansvaret for at indsamle, udarbejde og offentliggøre jobrapporten, forklarer selv, at den statistiske usikkerhed er +/- 122.000. 

Med andre ord kan vi ikke med sikkerhed sige, om beskæftigelsen rent faktisk faldt med 23.000. Det reelle tal kan lige så vel have været et større fald eller en fremgang. 

Det er også derfor, at der løbende kommer revisioner til beskæftigelsestallene i takt med, at der kommer nye og bedre data.

2) For det andet er kvaliteten af jobrapporten blevet dårligere. Den er kun så god som antallet af svar. Svarprocenten er faldet fra omkring 60 pct. inden coronakrisen til nu 40-45 pct. 

Det er formentlig også derfor, at den nye amerikanske centralbankchef, Kevin Warsh, har nedsat en arbejdsgruppe, der skal se på, om man kan udvikle bedre økonomiske nøgletal for amerikansk økonomi.

3) For det tredje har de strukturelle forhold på det amerikanske arbejdsmarked ændret sig. Der er nok en tendens til, at man har vænnet sig til, at en stærk jobrapport viser en beskæftigelsesfremgang på 100-200.000 om måneden. Den målestok holder ikke længere. 

Trump-administrationens immigrationspolitik betyder, at der er en udstrømning af immigranter. Samtidig betyder den demografiske udvikling, at flere ældre forlader arbejdsmarkedet og går på pension. 

Den amerikanske centralbank vurderede i en analyse i april, at en ”normal” månedlig beskæftigelsesfremgang nu ligger omkring nul. Deraf følger to principper, hvis man vil vurdere styrken af amerikansk økonomi. 

Det er vigtigt, at man ikke lægger for meget vægt på én observation pga. støj i data og løbende revisioner. Det er ligeledes vigtigt, at man ikke kun baserer sine analyser på ét bestemt nøgletal. Arbejdsmarkedet skal vurderes på mere end jobrapporten alene.

Dermed kan jeg også tillade mig at vende tilbage til de stigende aktiekurser.

Min vurdering af det amerikanske arbejdsmarked, baseret på en lang række af økonomiske nøgletal, er, at arbejdsmarkedet hverken er stærkt eller svagt. Nogle ville nok kalde det lunkent, men i virkeligheden er det nok snarere en normalsituation.

Beskæftigelsen udvikler sig i det store hele i tråd med arbejdsstyrken, og antallet af ledige stillinger har stabiliseret sig. Hvis arbejdsmarkedet var ved at kollapse, ville antallet af ledige stillinger typisk falde først.

Et arbejdsmarked, der er mere eller mindre normalt, betyder, at sandsynligheden for, at de højere oliepriser udløser endnu en længerevarende periode med høj inflation, er lavere.

2026 er med andre ord ikke 2022. Inflationskrisen i 2021-2023 var i høj grad også drevet af, at amerikansk økonomi var overstimuleret af meget lempelig finans- og pengepolitik på grund af coronakrisen, hvilket, kombineret med højere energipriser, var en meget inflationær cocktail. 

At arbejdsmarkedet ikke er så stærkt som tidligere vurderet, reducerer altså også sandsynligheden for, at den amerikanske centralbank strammer pengepolitikken voldsomt, selvom rentekomitéen er meget splittet.

Fortsat økonomisk fremgang, et arbejdsmarked, der hverken er for stærkt eller for svagt, lavere risiko for vedvarende inflationspres og dermed færre potentielle renteforhøjelser er en god cocktail for aktier. Og derfor steg de i fredags.

Denne kommentar er skrevet af Mikael Olai Milhøj, chefstrateg hos Sterna Capital. Euroinvestor bringer i debatformatet 'Pengetanken' alle hverdage kommentarer fra vores faste panel på 15 eksperter i investering, boligøkonomi og privatøkonomi. 

Alle kommentarer er udelukkende udtryk for den pågældende skribents egen holdning. Klummen er udelukkende til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge finansielle produkter.