Henter kommentarer

Maj Bank: Har du husket at sprede din sektorallokering?

Penge, mønter og sedler, torsdag den 5. marts 2020.
Penge, mønter og sedler, torsdag den 5. marts 2020. Foto: Kristian Djurhuus
Vis mere

Dette er en kommentar. Euroinvestor har tilknyttet flere personer, der kommenterer de finansielle markeder og danskernes privatøkonomi. Kommentaren udtrykker alene skribentens holdning.

  • Sektorafkast varierer fra år til år, og det er svært at planlægge sektorspecifikke investeringer perfekt
  • Langsigtede investorer bør have en god spredning på tværs af aktiesektorer for at undgå midlertidige modeluner
  • Kommende sektorvindere afhænger af globale tendenser som fx AI og den grønne omstilling, men også af den underliggende konjunktur

I 2023 havde teknologiaktier som Apple og Nvidia kronede dage. Det gjaldt også aktier inden for kommunikationsservice, der bl.a. inkluderer Meta og Alphabet. 

Imens var aktier i forsynings- og ejendomssektorerne mere udfordrede pga. et højere renteniveau end tidligere. Men kan man forudse, hvilke sektorer der vil klare sig bedst?

Det korte svar er nej. For selvom man kan gøre sig nogle grundige overvejelser om, hvilke tendenser der vil dominere i de kommende år, er det svært at time, hvornår de vil udspille sig på aktiemarkedet. 

Læs også: Inflationsgyser afgjort: Har kontant betydning for din pengepung

Havde man allokeret hele sin aktieportefølje til teknologi- og kommunikationssektorerne i 2023, havde man kunnet høste et stort afkast ved udgangen af året, men ingen kan vide, hvornår tendensen vender.

Analysehuset Morningstar har i sin inddeling i hhv. defensive, følsomme og cykliske sektorer givet en forklaring på den typiske sektorudvikling ift. den underliggende økonomi. 

De cykliske sektorer er stærkt positivt korrelerede med konjunkturen. Når der er højkonjunktur, ser man typisk en positiv udvikling i de cykliske sektorer, ejendomme, finans, cyklisk forbrug og materialer, og omvendt under lavkonjunktur. De følsomme sektorer, teknologi, industri, energi og kommunikationsservice, har en mere moderat positiv korrelation med økonomiens konjunkturer.

Endelig er der de defensive sektorer, forsyning, sundhed og forbrugsvarer. De sektorer er begrænset eller negativt korreleret med økonomiens konjunkturer. I figur 1 er denne tendens for sektorkategorierne også synlig, da særligt den cykliske sektor oplevede et negativt afkast under den tekniske recession i USA i 2022 og omvendt et positivt afkast sidenhen, hvor USA har oplevet en pæn vækst. 

Studier bragt i The Journal of Investing og The Journal of Wealth Management fremhæver derfor en investeringstilgang baseret på rotation mellem sektorerne som en måde at opnå et merafkast på.

Læs også: Aktiechef: Disse tre begivenheder kan sætte gang i sommeraktiefest

Men som en analyse af State Street Global Advisors slår fast, er det svært at implementere en sektorrotationstilgang til investering alene baseret på konjunkturen, da omstændighederne bag de økonomiske cykler altid varierer. Det eksemplificeres også i figur 1 ved energisektoren, der trods den økonomiske nedgang i 2022 alligevel oplevede et stærkt positivt afkast.

Derfor er det altid væsentligt at huske en tilpas bred allokering til aktiemarkedet i sin overordnede aktieportefølje, når man investerer. Så kan man også godt allokere en mindre del til en enkelt sektor, som man tror mere på. Har man en tilstrækkelig lang tidshorisont, vil de fleste sektorer levere et positivt afkast.

 Men der er ingen garanti for, at historiske afkast afspejler kommende afkast. Ser man over en periode på de seneste fem år, har alle aktiesektorer i S&P 500 haft et positivt annualiseret afkast, men en snæver investering i blot få sektorer øger risikoen.

Hvad byder 2024 på?

Det er umuligt at spå om, hvilke sektorer der bliver de næste vindere. Men det er svært at komme uden om temaer som grøn omstilling og AI. Begge temaer vil formentlig skabe en markant stigning i elektricitetsefterspørgslen. En større elektricitetsefterspørgsel vil bl.a. kræve, at forsyningsselskaberne investerer i en udbygning af elnettet. 

Det er muligvis allerede det, man ser i kursudviklingen for forsyningssektoren i USA vist i figur 2. Her vises de mellemstore forsyningsselskaber omfattet af S&P 400- indekset, der har oplevet den største fremgang. Foreløbigt er forsyningssektoren i S&P 400 steget med 24 pct. i indeværende år, mens det samlede S&P 400-indeks er steget med 11 pct. pr. 13. maj.

I takt med at de store temaer på finansmarkederne udvikler sig, vil det afspejle sig i de forskellige sektorers afkast, men det kan være svært at være på forkant med udviklingen.

Læs også: Novo Holdings har pengepungen fremme igen: Køber Østrigsk medicoselskab

Læs også: Børshus: Afvent udviklingen i Ambu