Henter kommentarer

Markedsanalytiker: ‘Business as usual’ fra DSV


Dette er en kommentar. Euroinvestor har tilknyttet flere personer, der kommenterer de finansielle markeder og danskernes privatøkonomi. Kommentaren udtrykker alene skribentens holdning.

DSV-aktien falder med 5 pct. i kølvandet på regnskabet for første kvartal, hvilket tyder på, at nogle investorer ikke er tilfredse med dagens resultat. 

Det er på trods af, at transportgiganten fra Hedehusene kan melde en omsætning på 38,3 mia. kr. - lidt bedre end analytikernes forventninger på 37,4 mia. kr. Derimod skuffede de dog en smule med et driftsresultat på 3,6 mia. kr., hvor analytikerne gerne havde set 3,8 mia. kr.

Men det er kun detaljerne, der ikke stemmer. Ledelsen fastholder også deres tidligere udmeldte forventninger om et driftsresultat i 2024 på 15-17 mia. kr. Vi ser dagens resultater som ‘business as usual’, og selskabets situation har ikke ændret sig.

På transporterede mængder overleverer DSV, og de kan melde om en stærk vækst i Sea Freight- divisionen på 8 pct. De tjener dog lidt mindre på de transporterede mængder, med fragtpriser under pres. Men med tegn på stabilisering herfra. 

Det er positivt, at de også formår at øge deres markedsandel på tværs af alle deres markeder, der netop har været et fokusområde for ledelsen. I et så konkurrencepræget marked koster det på marginerne at vinde markedsandele.

Vi fik ikke yderligere oplysninger om, det der kan blive en ’kurs-tricker’ for aktien. Nemlig det igangværende salg af den tyske speditørkæmpe DB Schenker. Et salg, der potentielt kan ske allerede i anden halvdel af året. 

Læs også: Indtjeningen dykker hos DSV

Men konkurrencen om DB Schenker er hård med en række kapitalfonde og andre speditørkonkurrenter som UPS og Maersk som potentielle købere. DSV har en lang erfaring med opkøb og integration og er en stærk kandidat til opkøbet.

Et vellykket opkøb og integration af DB Schenker vil bringe DSV op i en liga for sig selv. Det ville gøre DSV til langt den største logistikudbyder og overgå både Kuehne+Nagel og DHL i størrelse. Men om et potentielt opkøb er positivt for aktiekursen, vil afhænge af den pris, DSV ender med at betale, og den efterfølgende integrationsproces.

DSV's velsmurte M&A-maskine og lange erfaring med vellykkede opkøb giver gode forudsætninger for en vellykket integration og for at betale ‘den rigtige pris’. Men et sådant opkøb er ikke uden risici.

 Integrationen kan tage længere tid, og de forventede synergier kan vise sig at være sværere at realisere, især i betragtning af DB Schenkers enorme størrelse.

Læs også: DSV-aktien dykker på regnskab

Læs også: Transportkæmpe dykker efter regnskab: Strateg peger på årsagen