Henter kommentarer

Markedsanalytiker: Europæiske selskaber vil snart være ude af ‘indtjeningsrecessionen’

Foto: Jon Nazca
Vis mere

Den europæiske og danske regnskabssæson for første kvartal 2024 er skudt i gang.

I Danmark modtog vi i denne uge regnskaber fra Tryg og Nordea, mens DSV leverer deres resultater i næste uge. 

Herefter følger 'sværvægter-ugen', som starter den 29. april, hvor vi får regnskaber fra flere indekset store selskaber som Carlsberg, Mærsk, Ørsted og Novo Nordisk

Læs også: Jyske Bank om stort C25-selskab: Prisfastsættelsen bør ændre sig

I modsætning til USA, hvor selskaberne i S&P 500-indekset forventes at levere en samlet positiv indtjeningsvækst på ca. 3 pct. i første kvartal, ser det europæiske marked ud til at blive mindre favorabelt.

 Det paneuropæiske Stoxx 600-indeks, som omfatter 600 selskaber fra 15 forskellige europæiske lande, forventes at opleve et fald i den samlede indtjening på hele -12 pct.

 Indekset fortsætter dermed den ‘indtjeningsrecession’, der nu har varet i fire kvartaler og startede tilbage i andet kvartal af 2023. Men vi skal slå koldt vand i blodet, når regnskaberne med faldende bundlinjer begynder at rulle ind. 

Markedet har været forberedt på dette længe. Det er en af grundene til, at vi ser, at de europæiske selskabers værdiansættelser er noget lavere end de højt værdiansatte amerikanske aktier. 

Læs også: Dansk aktie er steget 60 pct. i år: Investor peger på den mulige forklaring

Der vil også være betydelige forskelle i indtjeningen mellem sektorerne og landene i indekset. Sammen med Italien er Danmark det eneste land, der forventes at levere en positiv indtjening. 

Danmark fører an med en positiv indtjeningsvækst på 4 pct. Det skyldes ikke mindst Novo Nordisk og deres blockbuster fedmemedicin Wegovy. 

Hvis vi skal tro analytikernes konsensusestimater, vil Novo Nordisks bundlinje vokse med 17 pct. i første kvartal sammenlignet med samme kvartal sidste år. 

På sektorniveau vil den europæiske banksektor klare sig bedst og kan se frem til en flad indtjeningsvækst. 

Denne flade indtjeningsudvikling blandt bankerne kommer efter en periode med stærkt voksende bundlinjer, godt hjulpet på vej af ECB's dramatiske renteforhøjelser i 2022 og 2023. 

Men med ECB på toppen af rentecyklussen og med forventede rentenedsættelser i år, ligger bankernes stærke indtjeningsvækst nu bag dem. 

Læs også: Danske Bank: Det er en chance, du skal udnytte

Omvendt skal vi ikke blive overraskede over at se store indtjeningsfald i den meget cykliske energisektor. Den samlede indtjening blandt energiselskaberne står til at falde med helt op til - 28 pct. 

Flere europæiske energigiganter forventer lavere indtjening, blandt andet på grund af naturgaspriserne, som har set store prisfald over perioden. 

Ørsteds gasforretning udgør nu knap 8 pct. af den samlede omsætning, så den danske energigigant står ikke til at blive hårdt ramt. 

Den gode nyhed er, at dette kan være det sidste kvartal med faldende indtjening blandt europæiske selskaber. 

Den samlede indtjening blandt selskaberne i Stoxx 600-indekset forventes at komme ud af ’indtjeningsrecessionen’ i årets andet kvartal og komme stærkt igen i anden halvdel af 2024. 

Dette potentielle opsving i de europæiske selskabers indtjening, kombineret med rentenedsættelser fra ECB, kan gavne de europæiske aktier, som ellers har underperformet i forhold til det amerikanske marked i nogen tid.

Læs også: Aktiechef om vinderaktie: 'Jeg er klar til at købe op her på vejen ned'

Læs også: Storbank: Her er 38 vinderaktier, der kan slå markedet