Dette er en kommentar. Euroinvestor har tilknyttet flere personer, der kommenterer de finansielle markeder og danskernes privatøkonomi. Kommentaren udtrykker alene skribentens holdning.

Når raketterne farer mod himlen, og fontænerne lyser natten op nytårsaften, er det ikke kun tid til at fejre et stærkt investeringsår i 2024, men også til at rette blikket mod mulighederne i det nye år. 

Ligesom nytårsfyrværkeri kan aktier eksplodere i succes og vække begejstring, men de kræver også omtanke og forsigtighed – for de kan lige så nemt ende som fusere. Med udsigt til 2025 præsenterer jeg her to aktier, der på hver sin måde kan lyse op på markedet.

Gubra: En raket klar til himlen – eller en potentiel fuser

Det danske biotekselskab Gubra har siden sin børsnotering i 2023 været en sand raket. Med en stigning på over 500 pct. har aktien eksploderet i farver og skabt stor opmærksomhed. Selskabets lovende R&D- pipeline, med fokus på vægttabsmidler, har fanget investorernes interesse – især i jagten på den næste slanke-blockbuster, som Novo Nordisks Wegovy eller Eli Lillys Zepbound. 

Særligt Gubras amylin-baserede vægttabslægemiddel, GUBamy, der er i den tidlige fase 1, tiltrækker store forventninger. Investorerne håber, at det kan blive næste generation inden for vægttabsmedicin og blive en spiller på det enorme vægttabsmarked. Ifølge nogle estimater kan vægttabsmarkedet nå op på vilde 900 mia. kr. i 2030.

Selv en beskeden markedsandel på 1 pct. kan potentielt generere næsten 10 mia. kr. i årlig omsætning. Det er en betydelig potentiale i forhold til Gubras nuværende omsætning på ca. 250 mio. kr. Med de høje marginer for vægtabsmidler vil en betydelig del af omsætningen lande på bundlinjen. 

Hvis det lykkes at få vagttabsmidlet til markedet, kan Gubras nuværende markedsværdi på knap 12 mia. kr. vise sig ret så beskeden. Med selskabets værdi bundet op på fremtidigt potentiale, der måske – eller måske ikke – indfris, er aktiekursen ekstremt følsom. 

I november skød aktien i vejret med over 40 pct., hvilket tilføjede 3,5 mia. kr. til markedsværdien efter offentliggørelsen af positive forskningsdata for GUBamy. Aktiekursen vil i 2025 være stærkt afhængig af udviklingen i R&D-porteføljen. 

Hvis de positive nyheder fortsætter, kan kursraketten komme endnu højere op. Men som med enhver raket, der stiger hurtigt, er der altid risikoen for, at den mister sin kraft og styrter ned. Dårlige forskningsdata eller forsinkelser kan skabe en aktie-fuser.

Carlsberg: En fontæne med spruttende potentiale

Bryggerigiganten Carlsberg minder mere om en fontæne – stabil, men dog uden de store sprutterier i år. Aktien har tabt næsten 20 pct. i 2024, meget af det efter offentliggørelsen af opkøbet af den britiske læskedrikproducent Britvic.

Opkøbet er en markant investering, der vil øge Carlsbergs årlige omsætning med knap 25 pct. til over 90 mia. kr. Men med en pris på ca. 30 mia. kr., der svarer til hele 21 gange Britvics nuværende indtjening, er nogle investorer bekymrede for, at Carlsberg har overbetalt.

Dette, sammen med bryggeriets stagnerende ølsalg på de vestlige markeder og en svag forbruger på det vigtige kinesiske marked, har alt sammen skabt modvind for aktien i år. Men det ser måske værre ud, end det egentlig er. 

Carlsberg forventer, at driftsindtjeningen vokser med 4-6 pct. i 2024, med en indtjening pr. aktie på ca. 51 kr. Med overtagelsen af Britvic i første kvartal står indtjeningen til at ramme hele 58 kr. pr. aktie ved udgangen af 2025.

Indtjeningen kombineret med aktiens svækkelse til under kurs 700 kr. giver en ret interessant prisfastsættelse med en Price/Earnings-multipel på beskedne 12 gange. Det er historisk lavt og mere attraktivt end konkurrenterne Heineken, AB InBev og Diageo.

Carlsberg bliver næppe en raket i 2025, men med en voksende indtjening kan det blive en flot fontæne, der sprutter og leverer et stabilt show. Med den allerede hårdt pressede aktiekurs er det svært at se, at det ligefrem bliver en fuser.

Godt nytår og de bedste ønsker om succes med dine investeringer i 2025!