Henter kommentarer

Markedsanalytiker om Vestas: Langt fra målet


Vestas leverer en omsætning på 3,4 mia. euro i andet kvartal, hvilket er en stigning på næsten 4 pct. i forhold til samme periode sidste år. Vindmølleproducenten leverer dog et driftsresultat (EBIT) på minus 68 mio. euro for kvartalet og er dermed igen tilbage i negativt territorium. 

Resultatet rammer nogenlunde ned i analytikernes forventninger, og kommer derfor ikke som en overraskelse for markedet.

Det negative driftsresultat kommer efter et første kvartal, hvor det ellers lykkedes Vestas at vende tilbage til positiv driftslønsomhed efter et skuffende 2022.

I deres service-forretning opnåede Vestas en fornuftig driftsmargin på 22 pct., mens deres Power Solutions-forretning fortsatte med at skuffe. 

Læs også: Dansk investeringsforening har slået markedet: Dette har de lært

Power Solutions-forretningen, der fremstiller og installerer vindmøller, taber fortsat penge hver gang en vindmølle bliver rejst. Da dette forretningsben bidrager med tre fjerdedele af omsætningen, er det afgørende for Vestas igen at genskabe positive driftsresultater i denne del af forretningen. 

Der er dog spæde tegn på forbedringer med en stærkere prisfastsættelse for nye vindmølleordrer, og færre forstyrrelser i forsyningskæden.

Læs også: Aktiechef: Disse C25-aktier ville jeg holde fast på de næste 10 og 30 år

Men vi ser fortsat 2023 som et ’vent-og-se år’, hvor Vestas igen skal få styr på forretningen, efter et kedeligt 2022. Et år hvor Vestas sammen med resten af vindmølleindustrien, kæmpede med stigende omkostninger, ustabilitet i forsyningskæden og projektforsinkelser. 

Vi skal formentligt godt ind i 2024 eller 2025, før vi for alvor ser vækst i ordrebogen med marginer i Power Solutions-forretningen, der er attraktive nok til igen at understøtte indtjeningen.

Læs også: Vestas-analytiker fælder dom over vindmøllegiganten

Vestas langsigtede ambition er at øge driftsmarginen til plus 10 pct. og samtidig at vækste toplinjen ‘hurtigere end markedet og være markedsleder på omsætning’. Med dagens resultat er Vestas stadig langt fra denne målsætning. 

Deres guidance for 2023 fastholdes, og Vestas forventer fortsat en normaliseret driftsmargin på -2 pct. til 3 pct. De forventer dog nu, at en større andel af omsætningen kommer fra serviceforretningen. 

Når et selskab opererer med så små marginer, kan selv mindre tilbageslag skubbe resultaterne i negativt territorium, og vi ser det derfor sandsynligt, at årets driftsresultat ender i rødt.