Dette er en kommentar. Euroinvestor har tilknyttet flere personer, der kommenterer de finansielle markeder og danskernes privatøkonomi. Kommentaren udtrykker alene skribentens holdning.

På trods af den imponerende genåbning af Kina efter tre års nedlukning, står landet over for en række økonomiske udfordringer. Det gælder en kriseramt ejendomssektor, eksporttal der afspejler svagheder i den kinesiske industri, og en økonomi der flirter med deflation.

Ejendomssektoren, som historisk set har bidraget med omkring en tredjedel af Kinas økonomi, udgør den største udfordring. Den engang så blomstrende sektor er bristet, og store udviklere som Evergrande, Country Garden, Greenland og Sunac står over for betydelige økonomiske vanskeligheder. Ejendomskrisen blev for alvor skudt i gang, da Kinas næststørste ejendomsselskab, Evergrande, missede en rentebetaling i 2021. Det afslørede problemer med at betale en svimlende gæld på næsten 340 mia. dollars, svarende til omkring 2 pct. af Kinas samlede økonomi.

Læs også: Kapitalflugt fra Kina på højeste niveau i knap otte år

Så sent som i går skrev Bloomberg, at Kinas største ejendomsudvikler, Country Garden, med en samlet gæld på over 200 mia. dollars, ikke har overholdt en rentebetaling på en del af sin udenlandske obligationsgæld på omkring 10 mia. dollars. Misligholdelsen vil sandsynligvis resultere i en rekonstruktion af ejendomsudvikleren. 

Det kommer dog næppe som en overraskelse for obligationsinvestorerne, da Country Garden tidligere har været ude og advare. Faktisk har kursen på deres obligationer været i frit fald i 2023 og handles i dag til mindre end 5 cent pr. dollar.

Bekymringer om ejendomsselskabernes gældssituation har dog haft en begrænset indvirkning på de globale finansmarkeder. Men der er også rigeligt af bekymringer for investorerne, som allerede er optaget af stigende amerikanske obligationsrenter, oliepriser og den tiltagende geopolitiske uro.

Usikkerhed i ejendomssektoren kommer på et tidspunkt, hvor den kinesiske industri har skuffet med svag eksport til USA og Europa. Kina står også over for en stor udfordring med at genopfinde sig selv efter at have været ’verdens fabrik’ og frigøre sig fra sin dybe afhængighed af ejendomsmarkedet. Det kommer til at betyde nedjustering af den strukturelle økonomiske vækst fremadrettet.

Læs også: Banker nyder godt af højere realkreditrenter

På trods af de økonomiske udfordringer forventes Kina at være den eneste store økonomi, der vokser mere i år end sidste år, og bidrager med en tredjedel af den samlede globale BNP-vækst i år med en forventet stigning på 5,2 pct. 

Samtidig har Beijing den politiske fleksibilitet til at reagere på økonomiske udfordringer. Tirsdag valgte den kinesiske præsident Xi Jinping at øge støtten til verdens næststørste økonomi med finanspolitiske lempelser. 

Det offentlige underskud blev hævet til 3,8 pct. af BNP, et godt stykke over de 3,0 pct., der blev sat tidligere på året, og skal støtte en række nye infrastrukturprojekter. En midtvejs justering af budgettet er atypisk for Kina, men illustrerer fint bestræbelserne på at holde hånden under økonomien.

Udfordringer i den kinesiske økonomi, kan være en del af forklaringen på, hvorfor de danske privatinvestorer tøver med at investere i Kina. eToros seneste Retail Investor Beat-undersøgelse viser, at blot 8 pct. at de danske privatinvestorer er involveret i det kinesiske aktiemarked.

Men kombinationen af økonomisk usikkerhed, flere års underperformance og upopularitet blandtinvestorerne har også gjort det kinesiske aktiemarked til et af de billigste i verden med en Price/Earnings-multipel på omkring 10x. Det skaber muligheder for den langsigtede og kontrære investor.

Læs også: Strateg: Sådan kan aktierne reagere på »dagens helt store begivenhed«

Læs også: Novozymes overrasker - fastholder forventningerne