Henter kommentarer

Michelle Nørgaard: Større risiko for tilbagefald - her er 3 modstandsdygtige aktier

Aktiestrateg Michelle Nørgaard fra Handelsbanken giver her sit bud på 3 defensive aktier med lovende vækst-perspektiver.
Aktiestrateg Michelle Nørgaard fra Handelsbanken giver her sit bud på 3 defensive aktier med lovende vækst-perspektiver. Foto: OLIVIER MORIN
Vis mere

De mørke skyer er over de seneste par måneder lettet på de finansielle markeder. Således har de globale aktiemarkeder igen fået vind i sejlene efter at have været præget af gevaldig modvind i marts måned.

Mere konkret er det ledende verdensindeks MSCI World indeks (målt i lokal valuta) steget med mere end 30 pct. siden det ramte bunden ultimo marts. Fremgangen har været bredt funderet på tværs af regionerne, hvor det amerikanske S&P 500-indeks er steget med 35 pct., mens det europæiske Eurostoxx 600 indeks handler 25 pct. højere.

Den hurtige genopretning af aktiemarkedet sætter imidlertid spørgsmålstegn ved, om markedet er steget for meget, specielt i betragtning af at der ikke er noget fundamentalt, som kan understøtte disse voldsomme og hurtige stigninger.

Kombinationen af dette sammenholdt med frygten for en eskalering af spændingerne mellem USA og Kina samt en fortsat manglende klarhed over de økonomiske konsekvenser af coronavirussen gør, at risikoen for et tilbagefald på de finansielle markeder meget vel kan være rykket tættere på.

Det er derfor af afgørende betydning, at man som investor tager et grundigt kig på sin portefølje, herunder om man er positioneret korrekt i tilfælde af et eventuelt tilbagefald. Overordnet set anbefaler vi vores kunder, at man overvægter defensive selskaber, som er i stand til generere en pæn vækst, uanset hvilken konjunktur man befinder sig i, samt krydrer porteføljen med et par gode cykliske selskaber, som har en stærk balance, og som fortsat oplever en pæn toplinjevækst.

Her er tre eksempler på attraktive defensive vækstaktier.

Outperformer resten af markedet

Det finske selskab Kone er en førende global producent af elevatorer og rulletrapper. Derudover tilbyder selskabet løsninger til vedligeholdelse og modernisering af automatdøre. Kones indtjening består af to forretningsenheder. Den ene er produktionen af og salget af elevatorer, rulletrapper, rullefortove, automatiske døre og porte, mens den anden forretningsenhed har fokus på serviceaftaler på selskabets produkter.

Kones serviceforretning outperformer resten af markedet som følge af selskabets konkurrenceevne og differentiering. De små spillere på markedet har således ikke i samme grad som Kone de nødvendige ressourcer i forhold til fortsat at investere i digitalisering og produktinnovation. Dog kunne den pessimistiske investor fremhæve Kones store kinesiske eksponering.

Overordnet set er vi dog ikke bekymrede for Kones store asiatiske og kinesiske eksponering, da vi vurderer, at serviceindtægterne fortsat vil stige markant i de kommende år. De stigende serviceindtægter vil udligne en potentiel tilbagegang i den kinesiske efterspørgsel på Kones produkter. Kombinationen af dette samt Kones kvaliteter gør, at vi finder aktien interessant.

Ser ud til at øge top- og bundlinje de næste mange år

Det norske selskab Tomra er en global ledende producent af pantautomater til dåser og flasker. Herudover udvikler Tomra avancerede sensorbaserede anlæg, der sorterer, genanvender og komprimerer affald til mine- og fødevaresektoren.

Overordnet set har Tomra-aktien været forholdsvis modstandsdygtig over for uroen på de finansielle markeder forårsaget af Coronavirus-udbruddet. Det skyldes blandt andet, at selskabet har udtalt, at coronavirus-udbruddet blot vil få en marginal effekt på selskabets overordnede regnskabsposter i 1. halvår 2020. Tomras salg af pantautomater er relativt stabilt og i høj grad drevet af regulering. Således vokser salget støt i takt med, at et stigende antal lande indfører genbrugsbaserede retursystemer for flasker og dåser. Herudover udvikler Tomra avancerede sensorbaserede anlæg, der sorterer, genanvender og komprimerer affald indenfor mine- og fødevaresektoren.

Vi vurderer, at det er realistisk, at selskabet kan fortsætte med at øge både top- og bundlinjen over de næste mange år. Et øget behov for avanceret affaldssortering, genbrug og bedre ressourceoptimering bør drive væksten som følge af den hastigt voksende globale middelklasse og ressourceknaphed. Tomra er, som førende inden for sensorbaserede løsninger, solidt positioneret i forhold til at udnytte disse tendenser. Tomras strukturelle vækstdrivere betyder, at selskabet kun i relativt begrænset omfang bliver negativt påvirket af konjunkturudsving.

Én af favoritterne

Det danske medicinalselskab Novo Nordisk er fortsat blandt vores favoritter. Det skyldes, at Novo Nordisks type 2-diabetesmidler erobrer markedsandele i et relativt stabilt tempo, hvilket gør Novo Nordisk til et af de hurtigst voksende selskaber i medicinal- og biosektoren. Foruden dette har selskabet en stærk udviklingsportefølje, som indeholder en række potentielle markedsrevolutionerende lægemidler i pipelinen. Senest er der blevet offentliggjort lovende forsøgsdata med semaglutid til behandling af fedme og svær overvægt. Med mere end 600 mio. patienter globalt, som lider af fedme, så er der er stort indtjeningspotentiale til stede for Novo Nordisk.

Vi vurderer således, at Novo Nordisk i perioden 2020-25 vil kunne generere en gennemsnitlig årlig indtjeningsvækst (EPS) på 12,5 pct. På trods af dette handler Novo Nordisk med en P/E på 20,1x for 2021, hvilket er særdeles attraktivt for en defensiv vækstaktie.


Læs også: Er du placeret rigtigt? COVID-19 vil forstærke aktier i megatrend

Læs også: Michelle Nørgaard: 3 robuste aktier - det skal du sætte hak ved

Læs også: Ugens aktie: Ligner en 'safe haven' for langsigtede investorer