Stemningen er ikke god som Novo Nordisk-investor, men den nærmest håbløse situation efter kapitalmarkedsdagen, hvor få kan se positive nyheder i horisonten, kan gå hen og blive en reel fordel for Novo i 2027, når der skal leveres resultater.

Lave forventninger er ikke i sig selv godt, men det sætter samtidig baren lavere, og kan man overraske positivt på 3 punkter det næste år, kan markedets tro på den fremtidige strategi, præsenteret på kapitalmarkedsdagen, ligeledes vokse og sætte Novo-aktien ind i et positivt nyhedsmomentum.

De næste 12 måneder skal man som investor være ekstra opmærksom på 3 områder, der kan overraske positivt: Wegovy-pillen, CagriSema-lanceringen og aktietilbagekøb. Wegovy-pillen.

Wegovy-pillen
Novo og Mike Doustdar har flere gange lagt vægt på at fortælle markedet om den succesfulde Wegovy-pillelancering og de fremtidige store vækstplaner.

Den forventning er dog ikke blevet tilkendegivet i markedet, og vækstforventningerne ind i 2027 fra markedets side ser overraskende lave ud med en, som vist nedenfor, markant deceleration i væksten frem mod tredje kvartal og fjerde kvartal næste år.

Det placerer endnu engang Novo i en underdog-position, der kan betyde, at aktien kan få et markant løft, hvis der faktisk leveres på de nuværende strategiske vækstplaner.

CagriSema
De samme meget lave forventninger ses til den kommende CagriSema-lancering. Selvom forskningsresultaterne ikke har været prangende, er forventningerne til de kommende års CagriSema-salg kommet meget langt ned.

Som vist nedenfor venter man på år fem efter lanceringen kun 20 mia. kr. i omsætning, hvor man fem år efter Wegovy-lanceringen omsatte for næsten 80 mia. kr. (2025).

Selvom 20 mia. kr. lyder som et højt beløb, var forventningerne til CagriSema-salget i 2031 for to år siden på næsten 100 mia. kr., hvilket understreger, hvor langt ned forventningerne er kommet.

Igen betyder underdog-rollen, at selv små positive lanceringsnyheder kan få markant indflydelse på aktiekursen.

Her ses Wegovy-omsætningen år 2021-2026E i forhold til CagriSema-omsætningen år 2027E-2032E. Kilde: Bloomberg, Saxo Bank.

Aktietilbagekøb
Sidst, men ikke mindst, kan fokus på aktietilbagekøb i 2027 blive et gyldent greb for Novo Nordisk. Både for at holde en hånd under aktiekursen, men også for at vokse indtjening per aktie markant i de kommende år.

Novo Nordisk er i 2027 ventet at generere et operationelt cashflow på over 110 mia. kr., hvilket svarer til godt 10 pct. af den totale markedsværdi. 

Selvom der også skal bruges penge til udbytter og geninvestering i forretningen, bør Novo Nordisk have mulighed for at lancere markante aktietilbagekøb i løbet af 2027.

Denne kommentar er skrevet af Oskar Barner Bernhardtsen, investeringsstrateg hos Saxo Bank. Euroinvestor bringer i debatformatet 'Pengetanken' alle hverdage kommentarer fra vores faste panel på 15 eksperter i investering, boligøkonomi og privatøkonomi. 

Alle kommentarer er udelukkende udtryk for den pågældende skribents egen holdning. Klummen er udelukkende til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge finansielle produkter.