Hvis vi starter fra investorernes synspunkt, så er renten i sig selv i et attraktivt niveau. Særligt når alternativet for eksempel kunne være at købe en kurv fuld af globale aktier, hvor det forventede langsigtede afkastpotentiale ligger omkring 7 pct. i årligt gennemsnit.
Derudover udgør de danske realkreditobligationer en regulær lækkerbisken med deres AAA-rating, hvor sikkerheden for at få sine investerede penge tilbage er helt i top.
En obligation er ikke bare en obligation
Men obligationsinvesteringer i det aktuelle marked kan mere end det. Der er også en del af investorerne, som kravler i skjul, mens uvejret raser. Det sker i den helt korte ende af løbetiderne, hvor der aktuelt også er fornuftige afkast at få, mens man venter på at stormen (måske) løjer af.
Endeligt er kreditobligationer med fornuftige ratings også på investorernes observationslister – herunder porteføljerne, hvor der helt eller delvist indgår emerging markets-obligationer, som kan bruges til at sprede sig lidt væk fra uroen på de vestlige aktiemarkeder.
Med andre ord – selvom stigende renter i første omgang lyder som noget, vi ønsker at undgå, så kan det være en rigtig god anledning til et ekstra besøg hos, eller opkald til, investeringsrådgiveren, da bevægelserne i markedet også kan åbne for nye muligheder.
Til boligejerne: Sådan kan du udnytte dit rentefradrag
På den anden side af bordet finder vi låntagerne. Dem, der er årsagen til, at der er udstedt obligationer. Her er humøret måske ikke helt så højt. En lang række af os, der har et mellemværende med et realkreditinstitut, har udsigt til højere renter.
Det matcher ikke nødvendigvis med regeringens planer om, at rentefradraget skal bortfalde for rente- og bidragsbetalinger ud over 150.000 kr. per person – måske allerede fra næste år.
Skylder du 3 millioner kr., og betaler du mere end 150.000 kr. i rente og bidrag tilsammen (300.000 kr. for par), så vil det overskydende beløb fremover have en fradragsværdi på 0 kr. mod tidligere cirka 25 pct. Det er, hvis tankerne i regeringsgrundlaget bliver til virkelighed, men det er der meget, der tyder på. Allerede fra 2027.
Er du en af dem, der både har investeret frie midler og fortsat har lån, så skal du huske, at skat også her er værd at være opmærksom på.
Lad os forestille os, at du har et lån på 4 millioner kr., som du betaler 200.000 kr. i rente og bidrag på, og at du samtidig har 1,5 mio. kr. investeret – for eksempel i 5 pct.-obligationer med et afkast på 75.000 kr. Fordi obligationsafkastet beskattes som kapitalindkomst, ligesom rente- og bidragsudgifterne, kan de to modregnes i hinanden (det kan afkast fra aktier ikke, da det beskattes som aktieindkomst).
Din reelle rente- og bidragsudgift bliver dermed 200.000 kr. minus 75.000 kr. i afkast, altså 125.000 kr. – og det er under den forventede grænse på 150.000 kr. Uden investeringen ville de 50.000 kr., der lå ud over grænsen, slet ikke have haft nogen fradragsværdi. Med investeringen bevarer hele beløbet sin fradragsværdi.
Tilsvarende vil gælde, hvis du har andre investeringer, der beskattes som kapitalindkomst – for eksempel kreditobligationer, emerging markets obligationer eller lignende. Der er aldrig noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Men nogle gange kan man have brug for hjælp til at finde ud af, hvilken vej man skal gå. Måske kan ovenstående være til inspiration.
Denne kommentar er skrevet af Helle Snedker, kundedirektør i Formuepleje. Euroinvestor bringer i debatformatet 'Pengetanken' alle hverdage kommentarer fra vores faste panel på 15 eksperter i investering, boligøkonomi og privatøkonomi.
Alle kommentarer er udelukkende udtryk for den pågældende skribents egen holdning. Klummen er udelukkende til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge finansielle produkter.