Sådan får du vinderaktierne med


Vi hører ofte, at vi skal sprede vores investeringer for at mindske risikoen. Og med god grund. En portefølje, der er fordelt på mange forskellige aktier, er som oftest mindre sårbar end en portefølje, der afhænger af få selskaber.
Men en diversificeret portefølje handler ikke bare om at mindske risikoen. Den handler også om at få eksponering mod de helt store vinderaktier. Og det kan være yderst vanskeligt på forhånd at udpege, hvilke selskaber der bliver morgendagens vindere.
Nvidia er et godt eksempel. Mange fik for alvor øjnene op for aktien for nogle år tilbage, hvor den oplevede imponerende kursstigninger. Investorer, der først købte aktien på det tidspunkt, har kunnet opnå betydelige afkast.
Men disse afkast blegner i forhold til udviklingen over en længere periode. Nvidia blev optaget i S&P 500-indekset tilbage i 2001, og siden da er aktiekursen steget flere hundrede gange. Altså et helt andet afkastniveau.
Blandt de investorer, der har fået del i denne udvikling, er også dem, der gennem brede indeksfonde har investeret i S&P 500. De behøvede ikke selv at udpege Nvidia som en kommende vinder for at få del i de store kursstigninger.
Nvidia er selvfølgelig et ekstremt eksempel. Men aktien illustrerer samtidig noget mere generelt. For mens det er velkendt, at aktiemarkedet på lang sigt har givet et afkast, der overstiger afkastet fra obligationer – altså et såkaldt merafkast eller en aktiepræmie – er det måske mere overraskende, at dette merafkast i sidste ende kan tilskrives ganske få selskaber
Det viser et studie fra 2017 af Bessembinder. Studiet undersøgte næsten 26.000 amerikanske aktier i perioden fra 1926 til 2016.
Resultatet er overraskende. Ser man på aktierne enkeltvis, formåede hele 58 pct. ikke at slå afkastet på helt korte amerikanske statspapirer over deres levetid.
Men mest bemærkelsesværdigt viser studiet, at blot 4,3 pct. af selskaberne stod for, at det amerikanske aktiemarked samlet set gav et højere afkast end helt korte amerikanske statspapirer.
Med andre ord var det relativt få, meget store vindere, der gjorde forskellen for markedet som helhed.
Det er også med til at forklare, hvorfor det kan være svært at slå det brede aktiemarked med en koncentreret portefølje. For selvom man er dygtig til at vælge aktier, kan det koste dyrt at overse blot nogle få af de helt store vindere.
Derfor handler bred spredning ikke bare om at begrænse konsekvenserne af, at enkelte selskaber skuffer. Det handler også om at få de store vindere med i porteføljen.
For vi ved ikke, hvilke selskaber der bliver morgendagens Nvidia. Men med en bred eksponering mod aktiemarkedet behøver vi heller ikke at vide det på forhånd.
Denne kommentar er skrevet af Jakob Westh Christensen, manager for Lysa Danmark. Euroinvestor bringer i debatformatet 'Pengetanken' alle hverdage kommentarer fra vores faste panel på 15 eksperter i investering, boligøkonomi og privatøkonomi.
Alle kommentarer er udelukkende udtryk for den pågældende skribents egen holdning. Klummen er udelukkende til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge finansielle produkter.