Sådan forbereder du din portefølje til dårligt vejr


Vi har netop sendt efterårsudgaven af vores kvartalsvise Investor Outlook til kunderne. Hovedbudskabet er på én gang optimistisk og forsigtigt:
Vi tror fortsat på aktier, men netop nu er det vigtigere end længe at have balance i porteføljen.
Verdensøkonomien har klaret både handelsuro og energichok bedre end frygtet. Væksten er robust, ikke mindst i USA, men også Europa har overrasket positivt.
Samtidig har selskaberne endnu en gang leveret stærke regnskaber, og forventningerne til den fremtidige indtjening er blevet løftet. Investorerne er generelt optimistiske. Det er vi også.
Man kunne tro, at det oplagte svar på gode udsigter er at skrue yderligere op for risikoen. Men optimismen har en bagside. Når investorerne allerede har positioneret sig til et meget positivt forløb, er der mindre plads til skuffelser.
Økonomien behøver ikke ramme en recession, før markedet falder, og investorerne søger mod mere defensive investeringer. Det kan være nok, at væksten bliver lavere end ventet.
Der er flere mulige skyer. Forventningerne til kunstig intelligens er tårnhøje. AI er efter vores vurdering en af de stærkeste langsigtede investeringshistorier, men selskaberne skal også dokumentere, at de enorme investeringer i datacentre og hukommelseschips kan omsættes til tilstrækkelig indtjening.
Geopolitikken kan presse energipriserne yderligere op. Og store investeringsbehov og offentlige budgetunderskud kan få de lange renter til at stige yderligere.
Ingen af delene er vores hovedscenarie. Men balance handler netop ikke om at kende den næste krise på forhånd. Den handler om at bygge en portefølje, der ikke kræver, at man gætter rigtigt hver gang.
Balance er ikke det samme som forsigtighed
En balanceret portefølje er ikke nødvendigvis en forsigtig portefølje. Den kan sagtens have mange aktier og et pænt forventet afkast.
Pointen er, at investeringerne ikke alle skal afhænge af det samme scenarie. Hvis alle investeringer i praksis står og falder med kunstig intelligens og fortsat høj vækst, har man ikke så meget risikospredning, som antallet af værdipapirer måske antyder.
Hvis alt bevæger sig i samme retning, opdager man først manglen på balance, når markedet vender. Nogle investeringer må gerne halte efter i de bedste perioder, hvis de til gengæld kan dæmpe udsvingene, når medvinden forsvinder.
Det er lidt som et fodboldhold med elleve fremragende angribere. Det kan se imponerende ud, når kampen foregår på modstanderens banehalvdel. Men holdet bliver sårbart, hvis spillet vender.
En robust portefølje har også en målmand og en forsvarskæde.
Sådan skaber du bedre balance
Det første skridt er at se på fordelingen mellem aktivklasser. Aktier er fortsat vores foretrukne aktivklasse, men obligationer kan bidrage med både risikospredning og en pæn rente.
Vi ser blandt andet interessante muligheder i nordiske virksomhedsobligationer med høj kreditkvalitet. De tilbyder en attraktiv rente og kan være en nyttig modvægt i porteføljer med mange aktier eller stor AI-eksponering.
Det andet skridt er at kombinere cykliske og defensive aktier. Cykliske selskaber har typisk mest medvind, når økonomien accelererer. Defensive selskaber sælger produkter, vi køber i både gode og mindre gode tider.
I efterårets Investor Outlook har vi derfor tilføjet stabilt forbrug som et investeringstema. Sektoren er ikke særlig populær blandt investorerne i øjeblikket, men netop derfor kan den få medvind, hvis de økonomiske nøgletal begynder at udvikle sig svagere end ventet.
Samtidig har den lav eksponering mod AI og kan dermed skabe en bedre balance i mange porteføljer.
Det tredje skridt er at se efter skjulte koncentrationer. En portefølje kan se bred ud på overfladen og alligevel have en stor vægt i få selskaber eller temaer. Mange danske investorer har f.eks. en stor andel danske aktier eller enkelte folkeaktier.
Det er en god idé at gennemlyse porteføljen for koncentrationsrisiko og forholde sig til, om man ønsker denne risiko.
Det sidste skridt er at rebalancere. Efter store kursstigninger kan de mest succesfulde investeringer være kommet til at fylde langt mere end planlagt. Det er et luksusproblem, men stadig et problem. Ofte kan balancen genoprettes gradvist ved at placere nye investeringer, udbytter eller gevinster i de dele af porteføljen, der fylder for lidt.
Konklusionen i efterårsudgaven af vores Investor Outlook er ikke, at man skal sælge sine aktier og stille sig på sidelinjen. Vi ser fortsat et godt afkastpotentiale.
Men når optimismen er høj, og mange investorer allerede er fuldt positioneret til fortsat godt vejr, bliver porteføljens sammensætning ekstra vigtig.
Denne kommentar er skrevet af Frank Øland Hansen, chefstrateg i Danske Bank. Euroinvestor bringer i debatformatet 'Pengetanken' alle hverdage kommentarer fra vores faste panel på 15 eksperter i investering, boligøkonomi og privatøkonomi.
Alle kommentarer er udelukkende udtryk for den pågældende skribents egen holdning. Klummen er udelukkende til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge finansielle produkter.