Så fik vi lov at kigge ind i Finansloven for 2027, hvor en række af de initiativer, som allerede var varslet i sommerens regeringsgrundlag, viser sig igen. 

Nogle af de nyheder, der er udsigt til, har stor interesse for alle os, der investerer – og forsøger at optimere i forhold til et særdeles komplekst dansk skattesystem. I korthed og langtfra udtømmende ser det ud til, at vi har udsigt til følgende:

Fjernelse af mellem- og toptopskatten. Indført i 2026. Nu på vej væk. Jeg er tilhænger af, at vi får lov at beholde så mange af vores indtægter som muligt, så tak for denne ændring.

Men det er meget svært at forstå, at vi skal ændre grundlæggende ting i vores indkomstbeskatning fra år til år.

Mellemskatten er i dag en skat på 7,5% som betales af personlig indkomst over 641.200 kr. (efter AM-bidrag). Toptopskatten udgør 5% af personlig indkomst over 2.592.700 kr. (efter AM-bidrag).

Et stort skub til investorkulturen Aktiesparekontoens loft på 174.200 kr. foreslås løftet til 500.000 kr. med en indfasning over 3 år. Herligt. 

Dengang Aktiesparekontoen blev indført, var det med besked om, at den i løbet af få år ville have et loft på 200.000 kr. Nu sker der endelig noget, og det vil helt sikkert få langt flere til at kigge i denne retning.

Det er en sejr for investorkulturen i Danmark. En overvejelse må dog fortsat være, hvorfor det skal være forbeholdt dem, der har højeste risikoappetit? Hvorfor hedder det ikke en investorkonto? 

Så alle, der ønsker at investere, uanset om det er i aktier, obligationer eller i blandede fonde med begge dele – kan nyde godt af en enkel og attraktiv måde at blive beskattet på. Lad os bede om det næste gang, der er åbent for gode forslag.

Progressionsgrænsen for, hvornår der betales henholdsvis 27% og 42% af aktieindkomst, foreslås hævet fra nuværende 79.400 kr. (158.800 kr. for ægtepar) til 110.000 kr. (220.000 kr. for ægtepar). 

Det gavner både investorer og dem, der driver virksomhed i selskabsregi.

Men hvorfor egentlig ikke bare én samlet sats? Så slipper vi for et unødigt besvær med at sælge aktier med tab inden nytår for at knibe os ned under grænsen for 27% i skat.

Ændringer i arveafgiften

Grænsen for, hvornår der skal betales arveafgift, foreslås hævet fra nuværende 392.300 kr. til 550.000 kr. Det kan stadigt undre, hvorfor de penge, jeg har tjent og betalt skat af igennem mit liv, skal beskattes endnu engang, hvis jeg ikke når at bruge dem, inden jeg skal herfra. Men vi er da stille og roligt på vej i den rigtige retning.

Der er allerede vedtaget en ændring, så søskende fra 2027 betaler 15% i modsætning til nuværende 36,25%. I Finanslovsudspillet fremgår desuden, at søskendes børn omfattes af samme sats fremadrettet. 

Ændringerne kan få betydning for alle, der har lavet testamente med udgangspunkt i det, der populært omtales som ”30%-reglen”, hvor testamente til fordel for velgørende organisationer øger det beløb, der kan udbetales til søskende med videre.

Bliver ændringerne en realitet, kan det derfor medføre behov for servicetjek på en lang række testamenter.

I relation til arv indeholder Finansloven desuden forslag om at fordoble arveafgiften på boer over 10 mio. kr. – så den fremtidige sats over dette beløb bliver 30% i stedet for 10%.

Ændringen får ikke betydning for arv af virksomheder. Så har du en større formue, der står til at blive kraftigt beskattet i tilfælde af, du går bort, før den er brugt, så bør du overveje at komme i gang, enten med at forbruge eller med at give væk i levende live. Der er flere veje – især hvis du har god tid.

Nyt loft over rentefradraget

Den sidste store forandring er begrænsning af rentefradragsretten. Eller for at være mere præcis: Loft over fradrag for negativ kapitalindkomst. For det er nemlig ikke kun renter og bidrag, der er omfattet af loftet på 150.000 kr. for enlige og 300.000 kr. for ægtepar. 

Hvis du har investeret i obligationer eller blandede fonde, der beskattes som kapitalindkomst, så bliver de også omfattet af loftet. Endnu en god grund til at søge råd, når vi ved, hvad der rent faktisk kommer til at gælde, så din økonomi ikke bliver ramt på områder, der kunne være undgået.

Den næste tid bliver det spændende at følge forhandlingerne af Finansloven for 2027 frem til den endelige lovgivning, og hvornår den træder i kraft.

Denne kommentar er skrevet af Helle Snedker, kundedirektør og partner i Formuepleje. Euroinvestor bringer i debatformatet 'Pengetanken' alle hverdage kommentarer fra vores faste panel på 15 eksperter i investering, boligøkonomi og privatøkonomi. Alle kommentarer er udelukkende udtryk for den pågældende skribents egen holdning. Klummen er udelukkende til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge finansielle produkter.

Lyt til den seneste episode af podcasten Millionærklubben her:

Millionærklubben

Investorerne ser ud til at genfinde humøret efter et par dage med frasalg i særligt teknologiaktierne. Spørgsmålet er, om korrektionen er afblæst eller om der kommer flere bump fremadrettet? Det diskuterer Millionærklubben denne fredag, hvor vi ser frem mod de næste ugers spændende meldinger, og holder øje med det, der rykker markedet. Samtidig svarer vi på en masse lytterspørgsmål, så meld ind på SMS til 42 42 03 21, hvis du har sådan et - du skal bare starte din besked med MIO. Med i studiet er teknisk analytiker Lars Persson fra Aktierådet og med på en telefon har vi investeringsstrateg Jacob Pedersen fra Middelfart Sparekasse. Vært: Adam Geil