Skattebesparelser på vej – men glæd dig ikke for tidligt


Regeringens finanslovsforslag rummer en række attraktive skattelettelser. Men man skal læse det med småt. Flere af de største lettelser står først til at træde i kraft fra 2030, mens skattestigninger kan ramme inden da.
Det er derfor ikke nok at se på, hvem der får lettelser. Man bør også se på, hvornår de kommer – og hvem der skal betale regningen.
Den største lettelse for mange er den foreslåede afskaffelse af mellemskatten fra 2030. Det berører omkring 620.000 danskere. Ifølge forslaget kommer der en besparelse på 7,5 pct. på al indtægt mellem 659.900 kr. og 800.500 kr. (2027-tal efter AMB). En årlig besparelse på op mod 10.250 kr.
Også de højest lønnede får en lettelse fra 2030, hvor den såkaldte top-topskat på 5 pct. efter planen afskaffes. Den betales i dag af indkomst over cirka 2,6 mio. kr. Lettelsen og sænkningen af selskabsskatten fra 2030 skal dog finansieres af en højere beskatning af hovedaktionærer fra 2029. For selvstændige og hovedaktionærer bliver det derfor ikke nødvendigvis en samlet skattelettelse.
Investorer får en markant forbedring fra 2030. Grænsen for, hvornår aktieindkomst beskattes med 42 pct. foreslås ekstraordinært forhøjet med 23.000 kr. Samtidig lægges der op til at hæve loftet på aktiesparekontoen til 500.000 kr. Begge er 2026-tal. Noget nyt er at loftet fremover kun skal påvirkes af egne indskud, hvor kursstigninger i dag er med til at »æde« af loftet. Med den foreslåede model bliver aktiesparekontoen altså mere enkel og attraktiv.
Seniorer får deres forbedringer tidligt. Det forhøjede seniorbeskæftigelsesfradrag forventes vedtaget 12. november med tilbagevirkende kraft fra 1. januar 2026. Fradraget skal gælde i de sidste fem år før folkepensionsalderen mod i dag kun to år. Maksimum hæves fra 6.100 kr. til 37.000 kr. i 2026-tal, hvilket kan give op til cirka 9.600 kr. i årlig skattebesparelse, og fra 2030 forhøjes fradraget yderligere.
Fra 2027 kan de fattigste pensionister få op til 1.600 kr. ekstra og modtagere af tidlig pension op til 3.095 kr. Begge tal er månedligt før skat. Årgangene 1963-1965 bliver de helt store vindere, idet de efter forslaget kan få op til fire års tidlig pension mod højst tre år i dag.
Tandlægebehandling skal efter planen gøres vederlagsfri fra 2027 for førtidspensionister og udsatte grupper, og unge under 22 år kan måske glæde sig til gratis offentlig transport.
I forhold til arv er der spændende ting på vej. Allerede i 2027 er det vedtaget at søskende slipper for den dyre tillægsafgift, og forventeligt får nevøer og niecer samme markante besparelse. Bundfradraget øges ekstraordinært i 2028, hvilket kan give en samlet besparelse på cirka 24.000 kr. for det samlet bo.
Så kommer vi til regningerne.
Fra 2028 foreslås et loft over rentefradraget på 150.000 kr. for enlige og 300.000 kr. for ægtepar. Et par med 400.000 kr. i årlige nettorenteudgifter kan dermed skulle betale cirka 25.600 kr. mere i skat.
Fra samme år fordobles boafgiften fra 15 til 30 pct. på arv over 10 mio. kr. Efterlader man for eksempel 20 mio. kr. til sine børn, bliver den ekstra regning på 1,5 mio. kr.
Hjemmeboende studerende kan miste hele eller dele af deres SU fra 2028, og endeligt er der lagt op til at man fra 2027 ikke kan få boligstøtte, hvis husstanden har over 500.000 kr. i likvid formue, samt at det fra 2028 kan blive sværere at få tilkendt seniorpension.
De største lettelser ligger altså for mange flere år ude i fremtiden, mens flere forringelser kommer langt tidligere. Derfor bør man ikke indrette privatøkonomien før lovene er vedtaget – og ikrafttrædelsesdatoerne er kendt.
Denne kommentar er skrevet af Camilla Schjølin Poulsen, privatøkonom i PFA. Euroinvestor bringer i debatformatet 'Pengetanken' alle hverdage kommentarer fra vores faste panel på 15 eksperter i investering, boligøkonomi og privatøkonomi.
Alle kommentarer er udelukkende udtryk for den pågældende skribents egen holdning. Klummen er udelukkende til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge finansielle produkter.