Vi sender snart breve ud til 16.000 boligejere, der skal have ny rente på deres F3- eller F5-lån fra 1. juli. 

Derfor skal deres lån auktioneres på ny til foråret, hvor investorerne byder i konkurrence med hinanden om at få fingrene i obligationerne bag lånene. 

Dem, der tilbyder de laveste renter, vinder auktionen. De nye renter vil gælde for boligejerne fra 1. juli.

De boligejere, der skal have ny rente på deres F5-lån, skal vinke farvel til en rente på lige over 0, som de har haft glæde af de seneste små fem års tid. De har altså været beskyttet mod de hastigt stigende renter, vi så i 2022 og 2023. 

Men nu er det slut, og de skal indstille sig på en noget højere rente til sommer på ca. 2,5 pct.

De boligejere, der skal have ny rente på deres F3-lån, står til at få en meget anderledes oplevelse, da de kan se frem til en lidt lavere rente fra juli. 

Det skyldes, at de sidst fik fastsat renten for knap tre år siden, hvor F3-renten var højere end nu. De vil formentlig få en rente, der er mere end 1 procentpoint lavere end den rente, de har betalt de seneste små tre år.

Når renten på et F3- eller F5-lån skal fastsættes på ny, er det et oplagt tidspunkt at tjekke, om man har det rigtige lån. 

Man kan nemlig ændre på lånet fra en treårig rente med F3 til en femårig rente med F5 uden at lægge lånet om, når lånet skal refinansieres. Det gør det billigere.

En anden grund til at tjekke op på sit lån er, at lånet mellem refinansieringer ikke kan indfries til kurs 100, men til den til enhver tid gældende markedskurs. 

Når man får kurs 100, betyder det, at man betaler 100 kroner pr. 100 kroner gæld, man har. 

Falder renten, stiger kursen på obligationen bag lånet. 

Tager man fx et F5-lån til 2,5pct. rente i dag, vil man skulle betale en overkurs på ca. 4 kurspoint, hvis renten er faldet 1 procentpoint, når man ønsker at indfri lånet om fx et år. 

Det vil sige, at man skal betale omkring 1.040.000 kr. pr. lånte million.

Det betyder, at du bør vælge en kortere rentebinding, fx F1, hvis du har planer om at flytte i den nærmeste fremtid.

Så kan du komme uden om risikoen for at betale overkurs på at indfri lånet, når du skal flytte, hvis F5-renten mod forventning falder i den kommende tid.

Vi forventer dog, at renterne har nået rentebunden i denne omgang. Det betyder, at der formentlig ikke er noget at hente ved at gå fra F5 i dag og til F1 for så at håbe på at skifte tilbage til F5 til en lavere rente næste år. 

Der er ingen måde at undgå at skulle betale en højere rente på dit F5-lån i dagens rentemarked.

Hvis man har et F5-lån med afdrag, er der dog en måde, man kan mildne stigningen i ydelsen fra den højere rente.

Lægges lånet om til et nyt F5-lån med længere løbetid, spredes afdragene over flere år, og det giver en lavere ydelse end ellers.

Har man brug for mere luft i budgettet i det daglige her og nu, så er det da en mulighed, der er værd at overveje. 

Der venter dog en regning, da den langsommere tilbagebetaling af lånet gør, at de samlede rente- og bidragsbetalinger er større.

Der er altså ikke et sted, man kan søge ly mod de højere F5-renter, men man kan måske trøste sig med, at man har haft en meget lavere rente end mange andre de seneste år.

Denne kommentar er skrevet af Sune Malthe-Thagaard, chefanalytiker og boligøkonom i Totalkredit. Euroinvestor bringer i debatformatet 'Pengetanken' alle hverdage kommentarer fra vores faste panel på 15 eksperter i investering, boligøkonomi og privatøkonomi. Alle kommentarer er udelukkende udtryk for den pågældende skribents egen holdning. Klummen er udelukkende til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge finansielle produkter.