SpaceX kan vise forskellen på en god virksomhed og en god aktie


Den forestående børsnotering af SpaceX kan blive en af de mest omtalte IPO’er i aktiehistorien. Det er ikke svært at forstå hvorfor.
SpaceX har ændret rumindustrien. Genanvendelige raketter, lavere opsendelsesomkostninger og et globalt satellitnetværk gennem Starlink har flyttet grænserne for, hvad mange troede var muligt. Det er en af verdens mest imponerende teknologivirksomheder.
Men for investorer er der et vigtigt skel: En fantastisk virksomhed er ikke nødvendigvis det samme som en fantastisk aktie.
Det bliver især relevant, hvis SpaceX som ventet går på børsen til en værdiansættelse omkring 1.750 mia. dollar og rejser op mod 75 mia. dollar. I så fald vil der være tale om verdens største børsnotering nogensinde.
Det fortæller ikke kun noget om virksomhedens kvalitet. Det fortæller også noget om, hvor meget optimisme der allerede er indregnet i prisen.
Ifølge de foreløbige tal omsatte SpaceX for knap 19 mia. dollar i 2025. Sættes det op mod den forventede værdiansættelse, svarer det til omkring 90-100 gange omsætningen. Det er et ekstremt højt niveau — især for en virksomhed, der samlet set endnu ikke tjener penge.
Det interessante er derfor ikke kun, hvor stor SpaceX er i dag. Det er, hvor stor virksomheden skal blive for at forsvare prisen.
Ifølge omtale Goldman Sachs’ estimater forventes SpaceX’ omsætning at vokse til 474 mia. dollar i 2030. Heraf skal hele 322 mia. dollar komme fra AI-forretningen, 144 mia. dollar fra Starlink og blot 8,3 mia. dollar fra raketdelen. Samtidig ventes frit cash flow at gå fra et markant minus til positivt frit cash flow på 72 mia. dollar i 2031.
Det er voldsomme tal. Og de viser, hvad investorerne reelt bliver bedt om at købe: ikke bare verdens førende rumvirksomhed, men troen på en fremtid, hvor SpaceX også bliver en af verdens største AI-infrastrukturvirksomheder.
Det kan vise sig at være rigtigt. Men det er også en vigtig påmindelse om, hvor lidt af værdiansættelsen der hviler på dokumenterede resultater i dag.
SpaceX er i praksis tre virksomheder samlet i én. Starlink er det stærke ben. Satellitbredbåndsforretningen har høj vækst, global rækkevidde og er allerede profitabel på driftsniveau. Det er den del af virksomheden, der tydeligst ligner en klassisk kvalitetsforretning med strukturel medvind.
Men oven i Starlink får investorerne også raketdelen, Starship-ambitionerne og de nye AI-planer. De kan alle blive meget værdifulde. Men de kræver enorme investeringer og trækker fortsat store underskud. Det gør casen langt mere kompleks end blot at købe adgang til Starlink.
Det er ikke nødvendigvis et problem. Mange af verdens bedste virksomheder har i perioder investeret aggressivt og accepteret underskud for at bygge en stærkere position. Men prisen afgør, hvor stor en fejlmargin investorerne har. Og ved en værdiansættelse tæt på 100 gange omsætningen er fejlmarginen lille.
Det betyder ikke, at SpaceX ikke kan blive en succes på børsen. Virksomheden har en unik position, en stærk teknologisk voldgrav og en grundlægger, der har bevist en eksekveringsevne, få kan matche. Men det betyder, at aktien allerede fra første handelsdag vil være prissat til, at meget skal lykkes.
Rumindustrien er reel. Men en reel industri er ikke det samme som, at alle aktier i den er attraktive til enhver pris. SpaceX kan blive en af de vigtigste teknologivirksomheder i de kommende årtier. Det ændrer ikke ved, at investorer bør stille det samme spørgsmål her som ved alle andre aktier:
Er det en god virksomhed — og er det også en god investering til den pris, markedet tilbyder, når den om få dage ramme aktiemarkedet.
Denne kommentar er skrevet af Henrik Karlsen, investeringschef i Horizon3. Euroinvestor bringer i debatformatet 'Pengetanken' alle hverdage kommentarer fra vores faste panel på 15 eksperter i investering, boligøkonomi og privatøkonomi. Alle kommentarer er udelukkende udtryk for den pågældende skribents egen holdning. Klummen er udelukkende til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge finansielle produkter.
SÆRARRANGEMENT - Millionærklubben Eksklusiv: Aktiekonkurrencen er halvvejs i hus - Millionærklubben gør status
De kæmper om æren og pengene til daglig i Millionærklubbens investeringskonkurrence, og nu er det tid til at få svesken på disken. Hvem læste markedet korrekt? Hvem fik satset på de helt rette temaer? Og hvem har førertrøjen på, her hvor halvåret melder sin ankomst? Det kan du blive klogere på denne aften, hvor Millionærklubbens faste panel stiller op til debat om alt det, de gjorde, alt det, de skulle have gjort, og alt det, de har tænkt sig at gøre for at tage føringen i andet halvår.
Debatten styres af Millionærklubbens vært, Bodil Johanne Gantzel, og i panelet kan du møde:
Lau Svenssen, chefanalytiker hos Svenssen & Tudborg,
Lars Persson, teknisk analytiker hos Aktierådet,
Michael Friis Jørgensen, aktiechef hos HC Andersen Capital,
og Michelle Nørgaard, selvstændig aktiestrateg.
I løbet af aftenen byder vi også på en forfriskning og lidt snacks, så du kan læne dig tilbage, blive inspireret af panelets ekspertviden og ikke mindst blive klogere på, hvordan du får mest muligt ud af dine investeringer. Køb dine billetter her: www.euroinvestor.dk/arrangementer