Når kommende eller nuværende ægtepar tager de store snakke om økonomi, handler det ofte om bolig, opsparing eller testamente. Men et af de mest oversete værktøjer i familiejuraen er særeje.

Det er egentlig synd, for den rigtige særejeløsning kan både skabe mere retfærdighed mellem ægtefæller, beskytte værdier ved skilsmisse, og i nogle tilfælde spare familien for betydelige skattebeløb.

Mange kender de to klassikere: skilsmissesæreje, som beskytter et aktiv mod deling ved skilsmisse, og fuldstændigt særeje, som beskytter ved både skilsmisse og død. Men der findes også andre og mere raffinerede løsninger, som fortjener opmærksomhed.

Den første kalder jeg pensionsægtepagten. Her gælder det ikke om at beskytte et aktiv, men om at dele et aktiv, som ellers som udgangspunkt ikke ville blive delt. Pensioner er et område, hvor mange bliver overraskede.

Hovedreglen er nemlig, at hver ægtefælle ved skilsmisse tager sine egne pensioner med ud af forholdet.

Det lyder måske uskyldigt, men for omkring 60 pct. af danskerne udgør pensionen den største opsparing, og i nogle tilfælde kan reglen føre til dyb urimelighed. Særligt hvis den ene part i en årrække har arbejdet deltid, taget mest barsel eller sat karrieren på pause for at få det fælles familieliv til at hænge sammen.

Kvinder har i snit markant lavere pensionsformuer end mænd, og en skilsmisse kan derfor forstærke den økonomiske skævhed. Her kan en pensionsægtepagt være en både enkel og elegant løsning, idet man i fredstid aftaler, hvordan en urimelig forskel i pensionsopsparing skal udlignes, hvis ægteskabet en dag går i stykker.

Den anden mulighed er kombinationssæreje. Det lyder teknisk, men modellen er ret smart. Man kan kombinere fælleseje og særeje på flere strategiske måder, og typisk bruges det til at stille længstlevende ægtefælle endnu bedre samt til at spare boet for unødig skattebetaling.

For velstående familier med urealiserede aktiegevinster i frie depoter eller selskabsformuer kan kombinationssæreje være med til at få et dødsbo ned under grænsen for skattefrit bo.

Det kan spare arvingerne for hundredtusindvis af kroner, som ellers ville være gået til skat. Her er særeje altså ikke kun en beskyttelse mod deling, men også et redskab til bedre skatteplanlægning.

Den tredje og måske mest ukendte model er sumsæreje. Især den nyere abstrakte version er interessant. Her gør man ikke bestemte aktiver til særeje, men fastsætter i stedet et beløb, som med fordel bør holdes under grænsen for skattefrit bo, som pt. er på 3.560.100 kr.

Det giver stor fleksibilitet, fordi længstlevende til den tid selv kan vælge, hvilke aktiver der skal placeres i særejet.

Har ægteparret et holdingselskab eller værdipapirer med store latente skatter, kan længstlevende udpege netop de aktiver som en del af sumsærejet, og sidde i uskiftet bo med resten af formuen.

Dermed kan man undgå en stor skatteregning på op mod 1,5 mio. kroner, og det abstrakte sumsæreje kan derfor være et usædvanligt effektivt værktøj.

Fælles for de tre løsninger er, at de ikke handler om mistillid. Tværtimod. De handler om rettidig omhu og om at tage gode strategiske valg i tide.

Mit råd er derfor enkelt: Har I urimelige forskelle i pensionsformuer, ejer aktiver som skal beskyttes mod deling ved skilsmisse eller dødsfald, eller har værdier med store latente skatter, så ræk ud til en advokat med speciale i familie- og arveret. Det kan vise sig at blive en af de vigtigste økonomiske beslutninger, I træffer i jeres ægteskab.

Denne kommentar er skrevet af Camilla Schjølin Poulsen, Privatøkonom i PFA. Euroinvestor bringer i debatformatet 'Pengetanken' alle hverdage kommentarer fra vores faste panel på 15 eksperter i investering, boligøkonomi og privatøkonomi.

Alle kommentarer er udelukkende udtryk for den pågældende skribents egen holdning. Klummen er udelukkende til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge finansielle produkter.