Året nærmer sig sin afslutning, og for mange danskere betyder det ikke kun julelys og gløgg, men også en potentiel restskat, der kan lure i horisonten. 

Restskat er ikke bare en kedelig regning – det er også en dyr én af slagsen. Fra 1. januar begynder renten at tikke, og hvis rentesatsen ender som i år, svarer det til en bankrente på 8 pct. - en udgift, de fleste af os gerne vil undgå.

Heldigvis er der tre enkle måder at gøre det på, hvis du handler hurtigt.

1. Ret din forskudsopgørelse nu
Den nemmeste måde at undgå restskat på er at tjekke og justere dine tal på forskudsopgørelsen for 2025, så din skattebetaling i december evt. bliver højere. 

Det betyder, at du får lidt mindre udbetalt i løn i december, men til gengæld slipper du for at skulle betale renter på en eventuel restskat fra nytår.

Men der er ingen tid at spilde. Mange arbejdsgivere danner lønsedler allerede omkring den 10. december, så hvis du vil benytte denne metode, skal du handle snart. Det kræver kun få klik på Skats hjemmeside, og så kan du gå ind i det nye år med ro i maven.

2. Boost din pension og opnå skattefradrag inden unikt skattevindue lukker om lidt
En anden løsning er at indbetale ekstra på din pensionsopsparing inden årsskiftet. Det er ikke bare en effektiv måde at eliminere restskat på – det udløser også en økonomisk gevinst. 

Når du indbetaler 10.000 kr. ekstra på din pension, får du nemlig et skattefradrag, som kan dække din restskat.

For eksempel vil en indbetaling på 10.000 kr. typisk give dig 4.100 kr. tilbage i skat, hvis du ikke betaler topskat, og hele 5.600 kr., hvis du gør. Derudover får du styrket din pensionsopsparing, som nu kan vokse yderligere fremover.

I år er det ekstra relevant at overveje denne løsning, fordi skattesystemet ændres fra 2026. Den nederste del af topskatten erstattes af en mellemskat, hvilket udløser skattebesparelser, men til gengæld sænker fradragsværdien af dit pensionsindskud.

Så hvis du har likviditeten til det lige nu, og kan påvirke den del af din indkomst der ligger mellem 612.000 kr. og 778.000 efter AM-bidrag ved at booste din pension, så anbefaler jeg at gå efter den ekstra gevinst på 7,5 pct. uanset om du frygter restskat eller ej.

3. Indbetal frivilligt til Skat
Hvis du har en nogenlunde idé om, hvor stor din restskat bliver, kan du også vælge at indbetale beløbet direkte til Skat inden nytår. 

Det kræver naturligvis, at du selv har styr på tallene – eller har en revisor i baghånden – men det er en effektiv måde at undgå renterne på.

Husk, at renten på restskat ikke er fradragsberettiget. Det betyder, at en rente på for eksempel 5,3 pct. reelt svarer til en bankrente på 8 pct.. Og venter du helt til efter 1. juli med at betale, stiger renten yderligere, fx til 7,3 pct., hvilket svarer til en bankrente på hele 11 pct.

Handling nu sparer penge senere
Restskat er ikke bare en økonomisk byrde – det er også en unødvendig udgift, hvis du handler i tide. 

Uanset om du vælger at rette din forskudsopgørelse, booste din pension eller indbetale direkte til Skat, kan du spare både penge og bekymringer. 

Så hvorfor ikke tage affære nu og starte det nye år med en ren skatteplade?

For som vi alle ved: Det er sjovere at bruge pengene på noget andet end renter og gæld.

Denne kommentar er skrevet af Camilla Schjølin Poulsen, privatøkonom i PFA. Euroinvestor bringer i debatformatet 'Pengetanken' alle hverdage kommentarer fra vores faste panel på 15 eksperter i investering, boligøkonomi og privatøkonomi. 

Alle kommentarer er udelukkende udtryk for den pågældende skribents egen holdning. Klummen er udelukkende til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge finansielle produkter.