Værdien af tildelte kontraktoptioner udgør USD 97 mio., der omfatter produktion af bulkvaccine samt levering af frysetørrede vacciner.Selskabet opjusterer de økonomiske forventninger til helåret.
KØBENHAVN, Danmark, 11. maj 2026 – Bavarian Nordic A/S (OMX: BAVA) meddelte i dag, at Center for Biomedical Advanced Research and Development Authority (BARDA), en del af Administration for Strategic Preparedness and Response (ASPR) ved U.S. Department of Health and Human Services (HHS) har udnyttet yderligere optioner til en værdi af USD 97 mio. under den eksisterende kontrakt på levering af frysetørrede JYNNEOS® koppevacciner.
Optionerne vil understøtte produktion og levering af frysetørret JYNNEOS, herunder produktion af yderligere bulkvaccine, der er nødvendig for at kunne opfylde kontrakten. Desuden omfatter de supplerende betalinger, der knytter sig til påvisning af en forlænget holdbarhed.
Optionerne sikrer de resterende doser under den oprindelige ordre på 11,5 mio. doser, og de frysetørrede doser under denne option vil blive fremstillet og leveret i løbet af 2027. Ordren på bulkvaccine, som udgør størstedelen af kontraktens værdi, skal erstatte den bulk, der blev anvendt til flydende, frosne doser leveret til BARDA under mpox-udbruddet i 2022/23. Bulkvaccinen vil blive faktureret i 2026 og kombineret med andre, mindre ordrer, som er indgået for nylig, har Bavarian Nordic nu sikret kontrakter i Public Preparedness-forretningen i 2026 for ca. DKK 2.000 mio., hvilket er en stigning på ca. DKK 600 mio. sammenlignet med tidligere udmeldte niveau. Som følge heraf løfter selskabet sine forventninger til Public Preparedness-forretningen i 2026 til en omsætning på DKK 2.300 – 2.500 mio., hvilket samtidig fører til en opjustering af de samlede forventninger for 2026. Den samlede omsætning forventes nu at blive DKK 5.500 – 5.700 mio. og EBITDA-marginen forventes at nå ca. 28%. Se også tabellen nedenfor.
Paul Chaplin, administrerende direktør i Bavarian Nordic, udtaler: “Den seneste ordre er en væsentlig milepæl i vores langvarige offentlig-private partnerskab med den amerikanske regering. For næsten 10 år siden indledte vi sammen med BARDA et program for at udvikle en ny formulering, der skulle forbedre opbevarings- og transportlogistikken for denne vaccine og dermed yderligere styrke beredskabet og beskyttelsen af amerikanske borgere. Dette har resulteret i, at en frysetørret koppevaccine er blevet udviklet og godkendt, og næste år vil vi levere de resterende doser af ordren på 11,5 millioner doser. Dette viser, hvad et stærkt offentlig-privat partnerskab kan opnå, når det gælder beskyttelse af liv mod nye sygdomme og biologiske trusler.”
Om vores kontrakter med den amerikanske regering Bavarian Nordic har samarbejdet med den amerikanske regering i mere end to årtier om udvikling, produktion og levering af en ikke-replikerende koppevaccine, JYNNEOS® med henblik på at sikre, at alle befolkningsgrupper kan beskyttes mod kopper, herunder også personer med et svækket immunforsvar, der er i høj risiko for alvorlige bivirkninger fra de traditionelle koppevacciner, der baserer sig på replikerende vacciniavirus.
Vaccinen blev oprindeligt udviklet i en flydende, frossen version, som blev godkendt af FDA i 2019. Det er den første koppevaccine, der med succes er udviklet under Project BioShield, et program etableret af den amerikanske kongres i 2004 for at fremskynde forskning, udvikling, indkøb og tilgængelighed af medicinske modforanstaltninger mod biologiske, kemiske, radiologiske og nukleare (CBRN) trusler gennem offentligt-private partnerskaber.
Bavarian Nordic har leveret den flydende, frosne version af JYNNEOS til den amerikanske regering til indkøb siden 2010 og under mpox-udbruddet i 2022-2023.
BARDA har støttet udviklingen af en frysetørret version af vaccinen og tildelte i 2017 selskabet en tiårig kontrakt, der dækker udvikling og produktion til genopfyldning af doser. Den frysetørrede version af JYNNEOS, som blev godkendt af FDA i marts 2025, giver visse fordele i forhold til den flydende, frosne version med hensyn til transport, opbevaringsforhold og holdbarhed, hvilket alle er vigtige faktorer for langtidsopbevaring. For at understøtte dette initiativ har Bavarian Nordic investeret i et kommercielt produktionsanlæg.
Dette projekt er finansieret helt eller delvist af amerikanske offentlige midler fra Department of Health and Human Services; Administration for Strategic Preparedness and Response; Biomedical Advanced Research and Development Authority (BARDA), under kontrakt nr. HHSO100201700019C.
Opjusterede økonomiske forventninger til 2026
DKK mio. | Tidligere FY 2026 guidance | Ny FY 2026 guidance |
Omsætning | 5.000 – 5.200 | 5.500 – 5.700 |
Travel Health | ~3.000 | ~3.000 |
Public Preparedness | 1.800 – 2.000 | 2.300 - 2.500 |
Øvrig omsætning | 200 | 200 |
EBITDA-margin | 25% | ~28% |
Om Bavarian NordicBavarian Nordic er et globalt vaccineselskab med en mission om at forbedre sundheden og redde liv gennem innovative vacciner. Vi er en foretrukken leverandør af mpox- og koppevacciner til regeringer med hensyn til at forbedre det offentlige sundhedsberedskab og har en førende produktportefølje af rejsevacciner. For mere information, besøg www.bavarian-nordic.com.
Udsagn om fremtidenDenne meddelelse indeholder fremadrettede udsagn, som er forbundet med risici, usikkerheder og andre faktorer, hvoraf mange er uden for vores kontrol. Dette kan medføre, at faktiske resultater afviger væsentligt fra de resultater, som er omhandlet i ovennævnte fremadrettede udsagn. Fremadrettede udsagn omfatter udsagn vedrørende vores planer, mål, fremtidige begivenheder, præstation og/eller anden information, som ikke er historisk information. Alle fremadrettede udsagn skal udtrykkeligt vurderes i sammenhæng med de forbehold, der er taget eller henvist til i denne erklæring. Vi påtager os ingen forpligtelser til offentligt at opdatere eller revidere udsagn om fremtiden således, at disse afspejler efterfølgende begivenheder eller omstændigheder, undtagen i det omfang dette er foreskrevet ved lov.
Kontakt investorer:Disa Tuominen, IR Manager, detu@bavarian-nordic.com
Kontakt presse:Nicole Seroff, Vice President Corporate Affairs, nise@bavarian-nordic.com, Tlf. +45 53 88 06 03
Selskabsmeddelelse nr. 23 / 2026
Denne meddelelse er oversat fra den originale engelske version. I tvivlstilfælde er det den originale engelske version, der er gældende.
Vedhæftet fil