KØBENHAVN, Danmark, 4. marts 2022 – Bavarian Nordic A/S (OMX: BAVA) offentliggjorde i dag årsrapporten for 2021. Herunder er et resumé af de finansielle resultater for året samt finansielle forventninger til 2022. De finansielle resultater var i overensstemmelse med eller bedre end de seneste forventninger, der blev udsendt den 6. december 2021. Den fuldstændige rapport er vedhæftet som pdf-fil og kan desuden findes på selskabets hjemmeside www.bavarian-nordic.com.
Stærkt fremskridt inden for de strategiske målsætninger – og et år forude med væsentlige investeringer til at sikre fremtidig vækst!
Administrerende direktør i Bavarian Nordic, Paul Chaplin, udtaler: “2021 var atter et begivenhedsrigt år, hvor COVID-19 fortsatte med at sætte præg på vores samfund og på vores forretning. Markederne for Rabipur/RabAvert og Encepur forblev påvirkede af den lave rejseaktivitet, samt den begrænsede adgang til praktiserende læger i nøglemarkeder. Vores ebola- og koppevaccineforretning var derimod modstandsdygtig overfor de udfordringer, som pandemien har medført, og bidrog til at vi kunne indfri vores finansielle forventninger til året. Vi har fortsat arbejdet med at udvide vores produktionsapparat med henblik på den forestående overførsel af Rabipur/RabAvert og Encepur til vores egen produktionslinje, samtidig med at vi muliggør fremtidig produktion af flere produkter, der skal bidrage til at opfylde vores vision om at blive en af verdens største rendyrkede vaccinevirksomheder. De markante fremskridt, vi har gjort med RSV og COVID-19 programmerne i løbet af 2021, muliggør at vi kan videreføre programmerne i fase 3 i 2022 med potentiale til at nå markedet indenfor få år og gøre en væsentlig forskel for den globale sundhed. 2022 bliver således er år med massive investeringer, men med midlerne, vi rejste gennem kapitalforhøjelser i 2021 samt støtten fra den danske stat, har vi sikret os et solidt udgangspunkt til at gennemføre vores vækststrategi. Med forventningen om at markederne vil begynde at bedre sig i 2022, og med to fase 3-forsøg på vej, ser vi frem mod endnu et spændende år for Bavarian Nordic.”
Begivenheder efter rapporteringsperioden
I januar offentliggjorde Bavarian Nordic udnævnelsen af Russell Thirsk som ny EVP og Chief Operating Officer til at erstatte Henrik Birk, der har søgt nye udfordringer, med virkning fra april 2022. Russell Thirsk kommer fra GSK, hvor han har været Head of Operations i GSK Vaccines i Belgien siden 2016. Denne stilling har han bestredet siden GSK’s opkøb af vaccineforretningen fra Novartis, hvor han arbejdede i mere end to årtier.
I februar tildelte den amerikanske lægemiddelstyrelse (FDA) en Breakthrough Therapy Designation til selskabets vaccinekandidat, MVA-BN RSV, til forebyggelse af RS-virus i ældre. En Breakthrough Therapy Designation har til formål at fremskynde udviklingen og den regulatoriske godkendelsesproces af lægemidler, der er beregnet til at behandle alvorlige sygdomme.
I februar offentliggjorde Bavarian Nordic yderligere resultater fra et fase 2-forsøg med COVID-19 vaccinekandidaten ABNCoV2, der udvikles som en universel boostervaccine. Resultaterne bekræftede ABNCoV2’s evne til at booste neutraliserende antistoffer til niveauer som er blevet rapporteret som værende yderst effektive (>90%) mod SARS-CoV-21, både ved anvendelse af vaccinen til primær vaccination og som boostervaccine i personer, der tidligere er vaccinerede med mRNA- eller adenovirusbaserede vacciner. Om end både en lav (50 μg) og en høj (100 μg) dosis medførte høje antistofniveauer, er det besluttet at anvende dosis på 100 μg for at maksimere sandsynligheden for succes i fase 3-forsøget, der ventes påbegyndt i første halvår 2022.
Finansielle resultater
Bavarian Nordics finansielle resultater i 2021 var i overensstemmelse med eller bedre end selskabets senest udmeldte forventninger, udsendt den 6. december 2021, som mere eller mindre afspejler den lave ende af det interval, de oprindelige forventninger var baseret på.
| DKK mio | |
2021 | forventet | realiseret |
Omsætning | 1.900 | 1.898 |
EBITDA | 70 | 75 |
Likvider ved årets udgang | 3.100* | 3.217** |
* Likvider ved årets udgang omfatter bruttoprovenuet fra kapitalforhøjelsen i december 2021, hvilket øgede forventningerne fra ca. DKK 1.400 mio. til ca. DKK 3.100 mio.
** Belånte obligationer er fratrukket.
Omsætningen for helåret var DKK 1.898 mio., bestående af DKK 869 mio. fra det kombinerede salg af Rabipur/RabAvert og Encepur, DKK 769 mio. fra salg til den amerikanske regering, inklusive omsætning fra JYNNEOS og kontraktarbejde, samt DKK 260 mio. fra salg af Mvabea (ebolavaccine) til Janssen.
Resultatet af primær drift før afskrivninger og nedskrivninger (EBITDA) var DKK 75 mio. hvilket var en smule bedre end de seneste forventninger.
Likvider ved årets udgang udgjorde DKK 3.217 mio. og oversteg dermed de forventede DKK 3.100 mio.
For en detaljeret resultatgennemgang, se årsrapporten.
Forventninger til 2022
2022E (alle tal er cirkatal) | DKK mio. |
Omsætning | 1.100 – 1.400 |
EBITDA | (1.300) – (1.000) |
Likvider ved årets udgang | 1.000 – 1.200 |
De guidede intervaller afspejler usikkerheden vedrørende påvirkningen fra COVID-19 på markederne for TBE og rabies i 2022. Midten af intervallet tager udgangspunkt i en delvis normalisering af TBE-markedet og det amerikanske rabiesmarked samt en langsommere normalisering af det europæiske rabiesmarked.
Forventningerne rummer den tidligere udmeldte ordre på koppevacciner fra de canadiske sundhedsmyndigheder på DKK 203 mio. samt ca. DKK 100 mio. fra salg af koppevacciner til den amerikanske regering (BARDA). Der er kun medtaget allerede indgåede ordrer, og således er ingen nye ordrer fra den amerikanske regering inkluderet.
Grundet nedlukning af den eksisterende bulkproduktion indtil slutningen af august 2022 vil der været begrænset kapacitet til produktion af MVA-baserede vacciner (kopper og ebola), hvorfor der ikke er indregnet omsætning fra ebola i 2022. Nedlukningen er et planlagt trin i udvidelsen af fabrikken for at muliggøre produktion af Rabipur/RabAvert og Encepur.
Forventningerne rummer begrænset omsætning fra partneraftalerne med Valneva og Dynavax. Der indgår ikke potentielle indtægter fra eventuelle RSV partneraftaler.
De samlede investeringer i forskning og udvikling forventes at udgøre ca. DKK 1.950 mio., inklusive kapitaliserede omkostninger til ABNCoV2 på DKK 700 mio. Ikke-kapitaliserede forsknings- og udviklingsomkostninger forventes at udgøre ca. 1.250 mio., hvoraf RSV-programmet udgør ca. DKK 850 mio.
De finansielle forventninger er baseret på valutakurser på DKK 6,50 pr. USD 1 og DKK 7,45 pr. EUR 1.
Se årsrapporten for fuldstændig beskrivelse af forudsætningerne for forventningerne til 2022.
Webcast og telefonkonference
Selskabets ledelse afholder en telefonkonference i dag kl. 14.00 dansk tid for at præsentere årsregnskabet og besvare eventuelle spørgsmål. Det er muligt at høre en live eller aktiveret webcast af telefonkonferencen på https://www.bavarian-nordic.com/investor/events.aspx?event=6387. For at stille spørgsmål, benyt venligst et af følgende telefonnumre og oplys deltagerkoden: 7599898. Danmark: +45 32 72 04 17, UK: +44 (0) 844 481 9752, USA: +1 646-741-3167.
Om Bavarian Nordic
Bavarian Nordic er et fuldt integreret vaccineselskab, der er fokuseret på udvikling, produktion og kommercialisering af livsvigtige vacciner. Vi er globalt førende inden for koppevacciner, og er mangeårig leverandør til den amerikanske regering af en ikke-replikerende koppevaccine, som er godkendt af de amerikanske sundhedsmyndigheder, også til beskyttelse mod abekopper. Vaccinen er desuden godkendt som koppevaccine i Europa og Canada. Vores kommercielle produktportefølje består endvidere af markedsledende vacciner mod rabies og flåtbåren hjernebetændelse. Med udgangspunkt i vores virale vaccineplatform, MVA-BN®, har vi udviklet en bred portefølje af produktkandidater, der sigter mod at forbedre og beskytte liv ved at frigøre immunsystemets egne kræfter. Blandt andet har vi udviklet en ebolavaccine, der er licenseret til Janssen Pharmaceutical Companies of Johnson & Johnson. Vi er desuden engageret i udviklingen af en næstegenerations COVID-19 vaccine. For yderligere information besøg www.bavarian-nordic.com.
Udsagn om fremtiden
Denne meddelelse indeholder fremadrettede udsagn, som er forbundet med risici, usikkerheder og andre faktorer, hvoraf mange er uden for vores kontrol. Dette kan medføre, at faktiske resultater afviger væsentligt fra de resultater, som er omhandlet i ovennævnte fremadrettede udsagn. Fremadrettede udsagn omfatter udsagn vedrørende vores planer, mål, fremtidige begivenheder, præstation og/eller anden information, som ikke er historisk information. Alle fremadrettede udsagn skal udtrykkeligt vurderes i sammenhæng med de forbehold, der er taget eller henvist til i denne erklæring. Vi påtager os ingen forpligtelser til offentligt at opdatere eller revidere udsagn om fremtiden således, at disse afspejler efterfølgende begivenheder eller omstændigheder, undtagen i det omfang dette er foreskrevet ved lov.
Kontakt
Rolf Sass Sørensen, Vice President Investor Relations, Tlf. +45 61 77 47 43
Selskabsmeddelelse nr. 03 / 2022
1 P. B. Gilbert et al., Science 10.1126/science.abm3425 (2021)
Vedhæftede filer