Selskabsmeddelelse nr. 7/2026 | 24. april 2026

Ejerne af BEC Financial Technologies a.m.b.a ("BEC") har i dag indgået en betinget rammeaftale ("Aftalen"), hvorefter Nykredit overtager det fulde ejerskab af BEC. Aftalen indebærer, at Nykredit overtager de resterende ca. 31% fra de øvrige tolv ejere af BEC. Danske Andelskassers Bank A/S’s (Andelskassens) eksisterende ejerandel af BEC udgør 7,4%.

I forbindelse med Aftalens gennemførelse vil BEC indgå i Nykredit-koncernen under navnet Nykredit Financial Technologies.

Som led i Aftalen fortsætter Andelskassen som kunde i Nykredit Financial Technologies og vil således, efter Aftalens gennemførelse, fremadrettet få sine it-løsninger leveret af Nykredit Financial Technologies.

Aftalens gennemførelse er underlagt visse betingelser, herunder godkendelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen samt indgåelse af partneraftaler mellem Nykredit Financial Technologies og de nuværende ejere, der fortsætter som kunder i Nykredit Financial Technologies.

Når alle betingelser for Aftalens gennemførelse er opfyldt, kan købet gennemføres. Dette forventes at kunne ske i løbet af 2. halvår 2026.

Ved Aftalens gennemførelse forventer Andelskassen at modtage et samlet brutto-beløb på 150 mio. kr., før skat og omkostninger, bestående af tilbagebetalt kapitalindskud i BEC samt provenu for overdragelse af bankens ejerandel i BEC til Nykredit.

Opjustering af forventninger

Såfremt betingelserne for Aftalens gennemførelse opfyldes, og forudsat at denne effektueres i 2026, forventes Aftalens indgåelse at medføre en væsentlig økonomisk effekt for Andelskassen i 2026.

På baggrund heraf opjusterer Andelskassen således forventningerne til årets resultat før skat i 2026 fra niveauet 160 – 210 mio. kr., til intervallet 210 – 260 mio. kr. Forventningerne til basisresultatet fastholdes til intervallet 150 – 180 mio. kr.

Kontaktinformation

For spørgsmål til denne meddelelse kan Sekretariats- og HR-direktør Mia Winkler Møller kontaktes pr. telefon 8799 3060 eller pr. mail mwm@andelskassen.dk.

Vedhæftet fil

7-2026 Selskabsmeddelelse Salg af BEC til Nykredit