Utilfredsstillende delårsresultat – påvirket af lave priser
FirstFarms leverede et delårsresultat for de første 9 måneder på -6 mDKK.
Udbytterne i marken har overordnet set været fornuftige i 2025, men priserne er væsentlig under det forventede niveau. Mund- og klovesyge (FMD) har påvirket resultatet væsentligt i Q2 og Q3 som følge af den manglende omsætning fra mælkeproduktionen.
Bestyrelsen og direktionen i FirstFarms A/S har d.d. behandlet og godkendt det ureviderede delårsregnskab for perioden 1. januar - 30. september 2025.
Hovedtal FirstFarms har i regnskabsperioden realiseret:
Omsætning: 284 mDKK (2024: 327 mDKK) EBITDA: 72 mDKK (2024: 86 mDKK) EBIT: 21 mDKK (2024: 41 mDKK) Resultat før skat: -5 mDKK (2024: 13 mDKK)
Omsætningen i perioden er faldet med 13 procent. Det skyldes manglende salg af mælk samt lavere priser på grise i perioden.
Resultat før skat er lavere end sidste år, primært som følge af konsekvenserne i forhold til FMD samt negativ værdiregulering på grisebesætningen som følge af de lave priser.
Resultatet for de første 9 måneder er påvirket af at afregningspriserne på grise ikke levede op til forventningerne, herunder også en negativ værdiregulering på grisene som følge af de lave priser ved udgangen af kvartalet. FirstFarms har haft en høst hvor udbytterne, set over hele koncernen, har været tilfredsstillende, men priserne har været under det forventede. Dette har en væsentlig effekt på resultatet for de første 9 måneder.
”Vi er ikke tilfredse med resultatet for de første 9 måneder. Vi har været ramt af manglende mælkeproduktion som følge af FMD, men også lave og faldende priser på grise samt afgrøder har haft stor betydning på resultatet.” siger Co-CEO Michael Hyldgaard.
Status FMD
Siden myndighederne den 30. marts 2025 bekræftede, at FirstFarms havde udbrud af FMD, og den efterfølgende aflivning af dyrene på kvægejendommen i Plavecky Stvrtok, har der pågået et omfattende rengørings- og desinfektionsarbejde. Der blev efterfølgende indsat 36 testdyr den 4. september 2025. Dyrene var på farmen i 3 uger, hvorefter de blev testet for FMD. Alle dyr testede negativ, og farmen blev den 24. september 2025 erklæret fri for FMD af de slovakiske myndigheder.
Der er efter farmen er frigivet påbegyndt mindre projekter i forbindelse med optimering og opgradering af farmen, inden der forventes indsættelse af dyr i løbet af december 2025. Der er udover eget opdræt købt 1.900 drægtige kvier samt køer.
”Vi blev i slutningen af september 2025 erklæret fri for FMD efter et stort og dedikeret arbejde fra alle vores medarbejdere. Det er også derfor vi nu forventer at kunne sætte de første dyr ind i starten af december, og at mælkeproduktionen vil være tilbage på niveau, som før FMD, i løbet af andet halvår 2026,” siger Co-CEO Søren Bredvig.
Forventninger til 2025
Som en direkte konsekvens af FMD-udbruddet nedjusterede koncernen den 31. marts 2025 forventningerne til årets resultat med 45 mDKK.
Besætningen var forsikret med samlet 31 mDKK som er indregnet under andre driftsindtægter, heraf er 60% udbetalt ved udgangen af Q3. FirstFarms forventer den resterende del af forsikringssummen bliver udbetalt inden årets udgang. Det har ikke været muligt at forsikre mod driftstab.
I september 2025 søgte koncernen regionalt tilskud til investeringer i dyr og til dækning af andre omkostninger i relation til udbruddet. Det endelige tilskud forventes at være mellem 50-60 mDKK, heraf vil 10-15 mDKK have resultateffekt i 2025. Den resterende del vil blive indtægtsført i 2030 efter opretholdelse af besætningen i en 5-årig periode. Dette er en betingelse for at opnå tilskuddet.
FirstFarms forventer i 2025: • Et EBITDA på 60 - 90 mDKK • Et EBIT på -10 - +20 mDKK
Vi antager svagt stigende grise- og afgrødepriser i resten af 2025. Grisepriserne er faldet i starten af Q4, og vi forventer at grisepriserne vil stige fra det nuværende niveau frem mod årsskiftet.
Med venlig hilsenFirstFarms A/S
For yderligere information:Se venligst vores hjemmeside www.firstfarms.dk eller kontakt bestyrelsesformand Asbjørn Børsting på telefon +45 75 86 87 87.
Om FirstFarms:
FirstFarms er et dansk børsnoteret selskab. Vi driver FirstFarms med ansvar for de omkringliggende samfund, og vi leverer højeste kvalitet, som primært afsættes lokalt. Vi handler på nye muligheder, der skaber værdi for vores investorer og for omverdenen. Vi arbejder hver dag på at skabe en mere bæredygtig virksomhed.
Vedhæftede filer