GrønlandsBANKEN har indgået aftale om salg af GrønlandsBANKENs ejerandel af BEC som led i et samlet salg til Nykredit. I den forbindelse opjusteres forventningerne til årets resultat for 2026
Ejerne af BEC Financial Technologies a.m.b.a ("BEC") har i dag indgået en betinget rammeaftale ("Aftalen"), hvorefter Nykredit overtager det fulde ejerskab af BEC. Aftalen indebærer, at Nykredit overtager de resterende ca. 31% fra de øvrige tolv ejere af BEC. GrønlandsBANKENs eksisterende ejerandel af BEC udgør 4,57%.
I forbindelse med Aftalens gennemførelse vil BEC indgå i Nykredit-koncernen under navnet Nykredit Financial Technologies.
Som led i Aftalen fortsætter GrønlandsBANKEN som kunde i Nykredit Financial Technologies og vil således, efter Aftalens gennemførelse, fremadrettet få sine it-løsninger leveret af Nykredit Financial Technologies.
Aftalens gennemførelse er underlagt visse betingelser, herunder godkendelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen samt indgåelse af partneraftaler mellem Nykredit Financial Technologies og de nuværende ejere, der fortsætter som kunder i Nykredit Financial Technologies. Når alle betingelser for Aftalens gennemførelse er opfyldt, kan købet gennemføres. Dette forventes at kunne ske i løbet af 2. halvår 2026.
Ved Aftalens gennemførelse forventer GrønlandsBANKEN at modtage et samlet brutto beløb på kr. 92,4 mio., før skat og omkostninger, bestående af tilbagebetalt kapitalindskud i BEC samt provenu for overdragelse af bankens ejerandel i BEC til Nykredit.
Opjustering af forventningerSåfremt betingelserne for Aftalens gennemførelse opfyldes, og forudsat at denne effektueres i 2026, forventes Aftalen at medføre en væsentlig økonomisk effekt for GrønlandsBANKEN i 2026.
På den baggrund, og grundet bankens øvrige forventninger til årets driftsudvikling, opjusterer GrønlandsBANKEN forventningerne til årets resultat før skat i 2026 fra niveauet 145-175 mio. kr., udmeldt i selskabsmeddelelse af 9. december 2025, til intervallet 180-205 mio. kr.
Med venlig hilsenGrønlandsBANKEN
Martin KviesgaardBankdirektørTlf.: +299 34 78 02 / e-mail: mbk@banken.gl
Vedhæftet fil