Selskabsmeddelelse nr. 2026/02

Fynske Bank kommer ud af 2025 med et overskud på 126,6 millioner kroner før skat drevet af mange nye kunder, høj aktivitet og målrettede investeringer i flere medarbejdere, bedre rammer og ny teknologi. Resultatet giver et solidt afsæt for bankens Strategi 2030.

Fynske Bank har med Strategi 2030 sat en klar og ambitiøs retning for bankens udvikling. Strategien skal sikre, at banken også fremover leverer personlig rådgivning og digitale løsninger, der imødekommer kundernes behov og udvikler sig i takt med deres ønsker og forventninger.

Resultatet for 2025 viser, at banken står stærkt, og de seneste års investeringer i flere medarbejdere, mere indbydende rammer og ny teknologi har skabt et solidt afsæt for den videre udvikling.

På trods af faldende markedsrenter leverer Fynske Bank et tilfredsstillende resultat med et overskud på 126,6 millioner kroner før skat. Det er bedre end forventet ved årets start, og fremgangen skyldes især mange nye kunder, et højt aktivitetsniveau og en realkreditvækst på mere end 13 procent til knap 13 milliarder kroner gennem Totalkredit og DLR.

– Det vigtigste pejlemærke for mig er, at vi får mange nye kunder. I 2025 lagde vi en ambitiøs femårig plan, og vi har allerede gennemført en række strategiske initiativer. Jeg er overbevist om, at det arbejde afspejler sig i endnu flere tilfredse kunder og dermed også i forretningen, siger Henning Dam, administrerende direktør i Fynske Bank.

Nettorente- og gebyrindtægter stiger

Regnskabet viser, at både udlån og bankens samlede forretningsomfang er steget med knap 5 procent i 2025, mens netto rente- og gebyrindtægterne er vokset med 4,8 millioner kroner i forhold til 2024. Det skyldes især tilgangen af nye kunder og et højt aktivitetsniveau på boligmarkedet.

Kursreguleringer udgør et plus på 38,9 millioner kroner, mens udgifterne til personale og administration er på 339,4 millioner kroner. Ser man bort fra engangsudgifter, er det en stigning på 3,7 procent i forhold til 2024 i en periode, hvor antallet af medarbejdere i gennemsnit er steget fra 203 til 215.

Ambitiøse vækstmål

De økonomiske resultater skal ses i lyset af de langsigtede ambitioner i Strategi 2030, hvor Fynske Bank har sat sig klare målsætninger for kundetilfredshed, medarbejdertrivsel og vækst.

De økonomiske mål omfatter blandt andet en ambition om at øge vores udlån og formue under forvaltning med 10 procent om året, sikre en årlig stigning på syv procent i realkreditlån og løfte vores forrentning af egenkapitalen til knap 11 procent sidst i strategiperioden.

Vi er i fuld gang med at skabe en bank, hvor både kunder og medarbejdere trives og udvikler sig, og vi bygger videre på de forbedringer, vi allerede har gennemført. Vi vil vinde vores hjemmebane, siger Henning Dam.

Forbedrede fysiske rammer

De seneste års udvikling afspejler sig også i bankens fysiske rammer.

Renoveringen af afdelingen i Svendborg blev afsluttet i begyndelsen af 2025. Hovedsædet er flyttet til Cortex Park Vest i Odense, og Odense-afdelingen er rykket ind i Tech Town. Til efteråret flytter Børkop-afdelingen til Vejle, og i 2027 får Middelfart-afdelingen nye lokaler i et nyt og eksklusivt byggeri ved siden af de nuværende lokaler.

- Vi fornyer både vores måde at arbejde på og de rammer, vi møder kunderne i. Det handler om at løfte kundeoplevelsen og stå endnu stærkere som lokalbank. Vi investerer, fordi vi tror på vores retning og kan se, at den gør en forskel, siger Henning Dam.

Fynske Bank forventer et resultat i intervallet 100–130 millioner kroner for 2026.

Årsregnskabet kort:

Overskud på 126,6 mio. kr. før skat (164,4 mio. kr. i 2024) og 100 mio. kr. efter skat (124 mio. kr. i 2024)

Netto rente- og gebyrindtægter på 442,2 mio. kr. mod 437,4 mio. kr. i 2024.

Udlånsvækst på 4,9 procent i forhold til ultimo 2024.

Vækst i forretningsomfang på 4,9 procent i forhold til ultimo 2024.

Stigning i personale- og administrationsomkostninger på 3,7 procent (ekskl. engangsomkostninger) i forhold til 2024 svarende 21,3 mio. kr.

Forventninger til 2026: Overskud på 100-130 mio. kr. før skat.

Kort om Fynske Bank:

Fynske Bank blev dannet i 2013 ved en fusion mellem Svendborg Sparekasse og Vestfyns Bank.

Banken er lokalt baseret med 11 afdelinger på Fyn, i Trekantområdet og i Østjylland og har i februar 2026 flyttet sit hovedsæde fra Svendborg til Odense.

Fonden for Fynske Bank ejer 45 procent af banken og støtter aktivt lokalsamfundet med donationer til det frivillige fritids- og foreningsliv. I 2025 uddelte fonden donationer for 16,1 millioner kroner.

Banken havde i gennemsnit 215 fuldtidsansatte medarbejdere i 2025. Det er en stigning på 12 i forhold til 2024.

For yderligere information, kontakt venligst: Henning Dam, administrerende direktør: 2343 7425.

Med venlig hilsenFynske Bank A/S

Vedhæftede filer

Fynske Bank Årsrapport 2025 FYBA-2025-12-31-da Selskabsmeddelse 2026-02