23.03.2026

Pressemeddelelse

Brødrene A & O Johansen A/S køber JMV Cables A/S

Brødrene A & O Johansen A/S har indgået aftale om køb af den samlede selskabskapital i JMV Cables A/S. Opkøbet er et led i AO’s strategiske fokus på elektrificering og det stigende behov i markedet for større og mere specialiserede kabelløsninger. Med opkøbet styrker AO sin position inden for teknisk rådgivning og projektsalg samt udvider sit sortiment inden for specialkabler.

JMV Cables A/S er en dansk leverandør af kabelløsninger til byggeri, industri og infrastruktur. Virksomheden har en stærk position inden for projektsalg og tilbyder både standard- og specialkabler fra eget lager. Med fokus på kvalitet, fleksibilitet og høj leveringssikkerhed leverer JMV Cables løsninger, der er tilpasset kundernes specifikke behov.

Administrerende direktør Niels A. Johansen siger:”Vi oplever en stigende efterspørgsel efter større og mere specialiserede kabler i takt med elektrificeringen af Danmark. Samtidig efterspørger kunderne i højere grad specialistviden og tæt rådgivning i forbindelse med komplekse projekter. JMV har gennem mere end 20 år opbygget en stærk ekspertise - både på leverandør- og kundesiden - og sammen kan vi skabe øget værdi og relevans for vores kunder.

Med et komplet kabelsortiment kombineret med dyb faglig indsigt forventer vi at styrke vores position, særligt inden for mellemspændingsløsninger. I projekter med høje krav til dokumentation, dimensionering og installation vil AO og JMV i fællesskab fungere som en stærk og specialiseret rådgivningspartner, der sikrer kundetilpassede løsninger - fra specifikation til levering.”

JMV Cables A/S omsatte i det seneste regnskabsår for ca. 125 mio. kr. og havde et resultat før afskrivninger, renter og skat (EBITDA) på 8,7 mio. kr. Købsprisen udgør 55 mio. kr. med tillæg af earn-out. Købet er betinget af konkurrencemyndighedernes godkendelse.

Med venlig hilsen

BRØDRENE A & O JOHANSEN A/S

Niels A. Johansen CEO/adm. direktør

Vedhæftet fil

Pressemeddelelse Iron