Selskabsmeddelelse nr. 8/2026/21. maj 2026
Danske Andelskassers Bank fik i 1. kvartal 2026 et resultat før skat på 24,3 mio. kr. og en basisindtjening på 28,5 mio. kr.
Resultatet for første kvartal er lavere end samme periode sidste år, og vi betegner det derfor som mindre tilfredsstillende. Årsagen er de strategiske investeringer i organisationen, etableringen af nye rådgivningscentre og ansættelsen af flere medarbejdere, som banken bevidst har prioriteret. Den midlertidige stigning i det relative omkostningsniveau var derfor forventet, da disse tiltag har til formål at styrke bankens langsigtede indtjening og udvikling, og vi er overbeviste om, at de vil bidrage positivt i løbet af strategiperioden.
1. kvartal 2026 har været præget af høj aktivitet og en vækst i forretningsomfanget på 9,8 % til 59,7 mia. kr. pr. 31. marts 2025.
Resultatet i 1. kvartal 2026 er ligeledes påvirket af en forventet stigning i nedskrivningerne. Endvidere er kursreguleringerne påvirket af den geopolitiske uro med et fald i kursreguleringerne til følge.
Med baggrund i salget af BEC Financial Technologies til Nykredit opjusterede banken den 24. april 2026 forventningerne til resultatet før skat til i niveauet 210-260 mio. kr. mod tidligere 160-210 mio. kr. Basisindtjeningen fastholdes til i intervallet 150-180 mio. kr.
Adm. direktør Jan Pedersens kommentar til delårsrapporten:
”Banken oplever stor vækst i øjeblikket, hvilket bekræfter os i, at de strategiske valg, vi har truffet, styrker vores evne til at udvikle banken og skabe værdi på lang sigt.
Vi har i år åbnet et nyt rådgivningscenter i Kolding, og vi har åbnet Andelskassen Sundhed, som er målrettet kunder i den private sundhedssektor. Og i sensommeren flytter vi ind i vores nye rådgivningscenter i Højbjerg ved Aarhus.
Det er vigtige skridt i eksekveringen af vores strategi og et udtryk for vores ambition om at være tæt på kunderne – også i et marked under forandring.”
Hovedpunkter fra regnskabet for 1. kvartal 2026:
Resultat før skat på 24,3 mio. kr. mod 79,7 mio. kr. i 1. kvartal 2025, hvilket er et fald på 69,5 %.Basisindtjening på 28,5 mio. kr. mod 45,5 mio. kr. i 1. kvartal 2025, hvilket er et fald på 37,5 %.Nettorente- og gebyrindtægterne steg med 0,7 % til 195,4 mio. kr. mod 194,0 mio. kr. i 1. kvartal 2025.Udgifter til personale og administration steg med 10,3 % til 160,0 mio. kr. mod 145,0 mio. kr. i 1. kvartal 2025.Positive kursreguleringer på 5,2 mio. kr. mod positive kursreguleringer i 1. kvartal 2025 på 25,9 mio. kr.Mernedskrivninger på 9,4 mio. kr. mod tilbageførsler i 1. kvartal 2025 på 8,3 mio. kr.Egenkapitalforrentning før skat på 3,3 % p.a. mod 10,8 % i 1. kvartal 2025.Stigning i udlånet på 22,4 % til 9.679 mio. kr. mod 7.908 mio. kr. pr. 31. marts 2025.Stigning i forretningsomfanget på 9,8 % til 59.663 mio. kr. mod 54.333 mio. kr. pr. 31. marts 2025.Kapitalprocent på 25,7 % og en overdækning i forhold til kapitalkrav på 9,8 procentpoint.Overdækning i forhold til NEP-kravet på 8,0 procentpoint.
Venlig hilsen
Danske Andelskassers Bank A/S
Jan Pedersen Adm. direktør
Kontaktinformation
Henvendelse vedrørende denne meddelelse kan ske til kommunikationskonsulent Maria Krogshede Bugge, på telefon 87 99 30 74 eller mbm@andelskassen.dk.
Vedhæftede filer
8-2026 Selskabsmeddelelse - Resultat for 1. kvartal 2026 Danske Andelskassers Bank - Delårsrapport_Q1-2026