Selskabsmeddelelse nr. 2026/10
Fynske Banks netto rente- og gebyrindtægter udviklede sig stærkt i første kvartal af 2026, drevet af høj aktivitet og en markant kundetilgang. Negative kursreguleringer påvirker dog kvartalsregnskabet, som ender med et overskud på 18,5 mio. kr. før skat. Resultatet kommer i forlængelse af bankens seneste opjustering til 120-160 mio. kr. før skat for 2026.
Fynske Bank arbejder målrettet med en ambitiøs vækststrategi frem mod 2030, og regnskabet for første kvartal af 2026 bekræfter, at de seneste års investeringer i flere medarbejdere, bedre rammer og ny teknologi virker.
Perioden viser vækst i både udlån, indlån og det samlede forretningsomfang. Samtidig når bankens netto rente- og gebyrindtægter 107,2 mio. kr., hvilket afspejler høj aktivitet og en kundetilgang, der ligger over forventningerne.
Samlet set kommer Fynske Bank ud med et overskud for første kvartal af 2026 på 18,5 mio. kr. før skat.
Kursreguleringer udgør et minus på 1,2 mio. kr. mod et plus på 11,5 mio. kr. i samme periode sidste år. Udviklingen skal blandt andet ses i lyset af de geopolitiske spændinger. Det gælder ikke mindst krigen i Mellemøsten, som har skabt uro på de finansielle markeder.
Regnskabet er samtidig præget af investeringer i at styrke organisationen med flere medarbejdere. Det sker blandt andet for at sikre, at Fynske Bank også fremover er en moderne og tilgængelig bank, hvor kunderne har nem adgang til deres personlige rådgiver og bliver mødt med relevant og nærværende rådgivning. Samtidig har banken blandt andet styrket sine processer og investeret i robotteknologi og kunstig intelligens for at frigive mere tid til kunderne, øge kundetilfredsheden og løfte kvaliteten af rådgivningen.
Vi følger den plan, vi har lagt, og jeg glæder mig især over, at vi er startet året meget stærkt og har fået flere nye kunder end nogensinde før. Vores investeringer virker, og kerneforretningen er i fremgang. Vi har fortsat fokus på bankens langsigtede udvikling og investerer i en række strategiske initiativer, som vil styrke os yderligere på den lange bane, siger administrerende direktør Henning Dam.
Markante investeringer
Omkostninger til personale og administration er steget med 6,1 procent som følge af overenskomstmæssige lønstigninger og en målrettet styrkelse af organisationen. Det gennemsnitlige antal medarbejdere er steget fra 208 til 224 i forhold til første kvartal af 2025, og den udvikling fortsætter.
Som et led i Strategi 2030 har Fynske Bank i første kvartal besluttet at styrke bankens tilstedeværelse markant i Vejle-området og åbne nye afdelinger i Horsens og København. Initiativer, som siden er realiseret. Opførelsen af et nyt hovedsæde skal samtidig styrke bankens position i Odense og sikre indbydende rammer for både kunder og medarbejdere langt frem i tiden.
Som en del af vores strategi investerer vi bevidst i vores fremtidige vækst. Det gælder både nye afdelinger, flere medarbejdere og bedre kundeoplevelser, og vi er præcis, hvor jeg forventede, at vi ville være på nuværende tidspunkt, siger Henning Dam.
Fynske Bank opjusterede den 24. april sine forventninger til årets samlede resultat, så banken nu forventer et resultat i niveauet 120-160 mio. kr. for hele 2026.
For yderligere information, kontakt venligst: Henning Dam, administrerende direktør: 2343 7425.
Med venlig hilsenFynske Bank A/S
Vedhæftede filer
Selskabsmeddelelse 2026-10 Fynske Bank Periodemeddelelse 1. kvartal 2026