Henter kommentarer

Derfor skal du droppe slipset


Det affødte flere artikler, da Mærsks topchef, Søren Skou, tronede frem og sagde, at han som hovedregel ikke længere bar slips på arbejdet.

Man skal nemlig ikke skrue tiden ret langt tilbage, førend man efter sigende fik reprimander, hvis man gik rundt på Mærsks gange uden slips.

Men topchefen for Danmarks suverænt største virksomhed står ikke alene, for slipset er dømt ude i store dele af erhvervslivet.

Læs også: Én lille detalje afslører, om du er velklædt på kontoret

Det fortæller Torben Grunwald, som er chefredaktør på Den Velklædte Mand, i seneste afsnit af »Euroinvestor Livsstil«.

»Jeg er ekstremt ked af at måtte sige det, men jeg er nødt til at sige, at slipset er et no-go. Rent stilistisk synes jeg dog, at et jakkesæt uden slips er røvkedeligt og umusikalsk,« siger han.

Når slipset er dømt ude hænger det sammen med, at stilen i erhvervslivet er gået fra »business attire« til »business casual«. Hvor attire inkluderer jakkesæt, skjorte, lædersko og slips, så er casual en anden sag.

Her er slipset væk, og jakkesætsbuksen kan skiftes ud med lærredsbukser, såkaldte chinos.

Læs også: Slips er ude – her er den nye mode på kontoret

Faktisk mener Torsten Grunwald, at slipset – modsat dets formål – kan signalere, at man er ude af trit med omverdenens bevægelser.

»Det kan blive for kuriøst med slips. Indenfor brancher som shipping, finans, advokat har slips og jakkesæt været symbol på soliditet. Men på et tidspunkt bliver omverdenen så casual, at man bliver isoleret på en ø i sit fine jakkesæt, det bliver lidt for mærkeligt,« siger modeeksperten og fortsætter:

»Folk kan opleve, at man ikke har nok forståelse for, hvad der foregår rundt om en. At man ikke har ekspertviden og en fornemmelse for nutiden.«

Mærsks adm. direktør, Søren Skou, præsenterer kvartalsregnskab – uden slips Vis mere

Tilbage til Mærsk. Søren Skous begrundelse for at smide slipset lød, at det var nødvendigt for at tiltrække it-medarbejdere.

Læs også: Skal du købe nyt? Advarer mod 'Frankenstein-ure'

»Hvis man skal ansætte softwareingeniører og datafolk, så kan vi ikke kræve det, fordi det ikke længere giver mening, at de ansatte skal have slips på,« sagde topchefen til Berlingske.

Og forklaringen til slipsets død skal sandsynligvis findes i it-folkenes højborg, Silicon Valley, hvor store techgiganter som Google, Apple og Netflix hører hjemme.

Branchen har skabt nogle af verdens rigeste mænd – herunder den nu afdøde Apple-stifter Steve Jobs, som altid gik i rullekrave, jeans og kondisko.

»Når verdens rigeste mænd går i T-shirt og jeans, kan man spørge sig selv, hvorfor går jeg så i jakkesæt? Silicon Valley var i opposition til det etablerede erhvervsliv. Så blev de pludselig styrtende rige og indtog selv toppen af erhvervslivet, og så kommer de med deres værdisæt og stilistiske udtryk, som man overtager,« mener Torsten Grunwald.

Læs også: Kunstrådgiver: Derfor skal du købe med hjertet

Læs også: Mulig skattegave på vej til danske investorer