Henter kommentarer

Du kan tjene penge på dem: Her er historien bag


»Det er ikke en taske, det er en Birkin

Sådan lyder den legendariske replik i tv-serien Sex and The City, da karakteren Samantha Jones går ned i Hermès-forretning og nedslået må sande, at hun skal vente fem år på at få Birkin-tasken med sig hjem.

Allerede da serien blev optaget i 90erne, havde Birkin-tasken opnået ikonstatus – og det har ikke ændret sig siden. Tværtimod.

Birkin-tasken kan stadig få hoveder til at dreje, suk til at lyde, og så kan tasken endda forgylde pengepungen. De seneste 35 år er Birkin-tasker steget med 500 procent i værdi. Det svarer til et afkast på 14 procent om året, hvilket er markant bedre end aktiemarkedet generelt.

Hermès er lykkedes med at lave to klassiske tasker, Birkin og Kelly, som har vist sig at kunne stige og stige i værdi.

Bag begge tasker gemmer der sig en ret sød historie, som måske kan skyldes noget af taskernes succes, fortæller ELLEs kreative direktør, Josephine Aarkrogh, i seneste afsnit af podcasten Euroinvestor Livsstil.

Kelly-tasken er opkaldt efter skuespillerinden Grace Kelly, der siden er gået over i historiebøgerne, fordi hun giftede sig med Prins Rainier den 3. af Monaco.

Skuespillerinden bar tasken foran sin mave, da hun var gravid i slutningen af 1950erne, og derfor fik den siden hendes navn.

»Grace Kelly blev spottet med den, fordi hun ville skjule sin graviditet. Hun var tidligt gravid og ikke helt klar til at fortælle omverdenen det endnu, så hun bar tasken foran maven for at skjule det,« fortæller Josephine Aarkrogh:

»Historien melder ikke noget om, at den havde et specifikt navn inden Grace Kelly bar den, men så fik den hendes navn.«

Kelly-tasken er fra 1950erne Vis mere

Det er også en skuespillerinde, som lægger navn til Birkin-tasken fra 1984.

På en flyvetur mellem Paris og London, sad skuespillerinden Jane Birkin ved siden af en højtstående herre fra Hermès.

»Undervejs på flyveturen vælter hendes stråtaske, alle hendes ting vælter ud, og hun brokker sig lidt til sidemanden om, det er svært at finde en taske til en ung mor som hende, der kunne have det hele. Nogle måneder senere blev tasken så sendt til hende,« forklarer Josephine Aarkogh.

Birkin-tasken er fra 1984 Vis mere

Den første Birkin-taske havde derfor særlige lommer til sutteflasker med videre, lyder det.

Man skal stadig stå på venteliste til en af de to ikoniske tasker den dag i dag, fortæller Josephine Aarkrogh.

Læs også: 5 designertasker, der kan forgylde dig

Læs også: Tocifrede stigninger i 35 år: Derfor kan tasker forgylde dig