På sigt bliver Google en stor konkurrent til Apple på telefonområdet.
Det vurderer tech-eksperten Torben Vognsen, som er grundlægger af magasinet Input.
»Samsung er helt klart den store konkurrent lige nu, men Google kommer også lidt bagfra,« siger han i fredagens afsnit af Euroinvestor Livsstil.
Apple har tidligere på måneden løftet sløret for deres nye iPhone 14-serie, som fra dago dato kan købes i Danmark.
Men selvom Apple sidder højest på telefontronen i meget af Vesten, så ånder Google dem i nakken med deres telefoner, lyder det.
»Google har deres egne telefoner, som hedder Pixel. De er ikke udkommet i Danmark endnu, men de findes i Tyskland og England,« fortæller Torben Vognsen.

Google kan gå hen og true Apples position øverst på præmieskamlerne, fordi Google selv udvikler hardware og software, ligesom Apple gør. Samsung udvikler kun hardwaren, altså selve telefonen, mens Android-softwaren kommer fra Google.
»Google kan gøre samme som som Apple ved at have egen software på egen hardware og få det til at spille sammen og gå op i en højere enhed. Det er derfor, jeg tror, Google på sigt bliver en rigtig stor konkurrent til Apple også,« siger Torben Vognsen.
I 2017 havde hver anden dansker en iPhone.
Læs også: iPhone 14 lander i dag: Her er fem grunde til at købe den
Læs også: Så vild er den nye iPhone
