Ferraris første elbil kommer til at koste boksen.

Den italienske bilgigant har bekræftet, at man vil sende en elbil på gaden i slutningen af 2025, men almindelige danskere skal nok ikke forvente at have råd til at købe.

I hvert fald fortæller Reuters, at det er planen, at bilen skal koste minimum 500.000 euro.

Det svarer til godt 3,7 millioner danske kroner. 

Dertil kommer ekstraudstyr og 'personlige touches', som angiveligt vil lægge yderligere 15-20 procent oveni prisen.

Læs også: Carlsberg-aktien falder markant - det er der sket

Og prisen ligger langt over den gennemsnitlige salgspris – 350.000 euro – for en Ferrari i 2024, rapporterer Reuters.

Det er Ferraris plan, siger en kilde til nyhedsbureauet, at man vil åbne en fabrik, som skal bygge bilmodellen og kan øge den samlede Ferrari-produktion med op imod en tredjedel.

Ferrari har tidligere meldt ud, at deres elbil kommer til at skille sig ud i forhold til andre elbiler på i hvert fald ét punkt.

Den kommer til at lyde som en Ferrari.

Reuters skriver imidlertid ikke noget om, hvilken rækkevidde den nye Ferrari vil få, eller hvor hurtigt den kan lades op.

Læs også: Zealand Pharma præsenterer nye fedme-data: Kalder dem 'spændende' og 'overbevisende'

Kilden fortæller samtidig, at Ferrari allerede er i gang med at udvikle endnu en elbil, men det arbejde er endnu på et tidligt stadie.

Overfor Reuters siger Andrea Balloni, som er analytiker hos Mediobanca, at han forventer, at prisen på den nye Ferrari vil komme til at ligge højt, fordi man kommer til at have omkostninger i forbindelse med udvikling af ny teknologi og flere reservedele, som man køber eksternt.

»Jeg forventer, at den nye elbil bliver en nichemodel, som kommer til at stå for lige over 10 procent af det årlige salg,« siger Andrea Balloni, som understreger, at Ferraris kernekunder i høj grad stadig foretrækker benzindrevne biler.

Hvis det lykkes Ferrari at sende en elbil på gaden i 2025, vil det ske langt tidligere end rivalerne fra Lamborghini, som først planlægger en introduktion af elbil i 2028.

Artiklen er oprindeligt udgivet af B.T.

Læs også: Storbank er 'bullish' på kendt skoselskab: Tror den kan stige 18 pct.