Henter kommentarer

Jesper og Lone gik tidligt på pension og udlevede drømmen: 'Nu synes vi, vi har alle muligheder i verden'


En aften foran fjernsynet ændrede Lone og Jesper Thomsens liv. Nu ligger hele verden foran deres fødder, selvom de kun får »løn« en gang om året.

Ægteparret fra Aarhus trak nemlig stikket og gik på pension i en alder af 52 og 49 år.

Den nyvundne frihed har de to tidligere skolelærere brugt på et eventyrligt år på de europæiske have, hvor fornemmelsen af tid var vanvittig – og lønsedlen, ja, det er det årlige udbytte fra deres investeringer i indeksfonde.

»Det er helt vildt fedt, og jeg kan ikke forstå, at der ikke er flere, der gør det. Men jeg mangler et andet ord end pension, for vi sidder ikke og spiser grød uden tænder. Det er først nu, det hele starter. Nu synes vi, vi har alle muligheder i verden,« siger Jesper Thomsen.

Læs også: De købte hus uden at gældsætte sig: Marie og Peter bor på 24 kvadratmeter

Ægteparret er, lidt tilfældigt, blevet en del af FIRE-bevægelsen, der står for financial independence, retire early. Bevægelsens tilhængere prioriterer benhårdt og investerer en stor del af deres indkomst for at kunne springe af hamsterhjulet, skrotte deres job, og gå på pension i en tidligere alder, end den, som politikerne har fastsat.

Parrets konkrete fremgangsmåde kan du læse mere om her, men hvis du synes, FIRE lyder uopnåeligt, så er Jesper Thomsens helt klare råd:

Læs også: Sådan blev boligøkonomen gældfri på den halve tid

»Lad være med at tænk ‘det kan jeg ikke’. Jeg har flere gange hørt folk sige, at FIRE kun er for velhavende mennesker, men folk med almindelige indkomster kan altså også. Det har vi jo gjort,« forklarer han.

Vendepunktet

Det er faktisk kun fire år siden, at Jesper Thomsen fik øjnene op for FIRE-bevægelsen, da han så DRs udsendelse »Stå af hamsterhjulet«.

I udsendelsen optræder astrofysikeren Jacob Lund Fisker, der gik på pension som 33-årig, og hans fortælling ramte virkelig Jesper Thomsen, der sad tilbage med et sug i maven og tænkte ‘hold da kæft, det gad jeg virkelig godt, dét der’.

Læs også: Jesper og Lone gik på pension 15 år før tid – sådan gjorde de

Ægteparret havde altid talt om at hoppe fra arbejdsmarkedet lidt tidligere end normen for tilbringe tid på deres båd.

Under udsendelsen gik det op for ægteparret, at deres drøm var tættere på, end de gik og troede.

Læs også: Titusindevis af danskere har gjort det: Nu er boligfinte 'mere fordelagtig end nogensinde'

For ubevidst havde de i årtier fulgt én af FIRE-bevægelsens grundsøjler om at spare op. Jesper Thomsen anslår, at de har lagt 25-30 pct. af deres lærerlønninger til side, da deres to børn boede hjemme, og op til 50 pct. da børnene flyttede hjemmefra.

Blandt andet har familien levet forholdsvist minimalistisk, undværet dyre biler, dyrt tøj og ordnet de fleste ting uden håndværkere.

Læs også: Får du penge tilbage i skat? Sådan bør du bruge dem

»Det, som menneskene gjorde i den udsendelse, var det samme, som vi altid havde gjort. Bortset fra at vi aldrig havde investeret noget særligt. Så min kone og jeg satte os ned og regnede på det, og fandt ud af, at vi sagtens kunne gå FIRE,« forklarer Jesper Thomsen.

I kølvandet på udsendelsen gik ægteparret all in på drømmen om økonomisk frihed.

De solgte deres store hus, et nedlagt landbrug uden for Aarhus, og flyttede i et mindre. Friværdien røg i »dødssyge indeksfonde«, som Jesper Thomsen med et glimt i stemmen kalder Sparindex’ verdensindeks.

Tre år senere, lige inden skolerne gik på sommerferie, sagde Jesper og Lone Thomsen deres job op. En måned efter stævnede de ud fra en havn i Aarhus i deres hvide og blå 442 X-yacht uden at vide, hvornår de atter fik fødderne på dansk grund.

Parret sejler gennem den kaledoniske kanal i Skotland Vis mere

Formuen

Jesper Thomsen ønsker ikke at oplyse præcist, hvor stor en formue de sparede op, inden de trak sig fra arbejdsmarkedet.

Men der er tale om et etcifret millionbeløb uden at medregne arbejdsmarkedspensioner.

En af grundstenene i FIRE-bevægelsen er, at man skal gange sine årlige omkostninger med 25 for at få det beløb, som man skal have stående på bankbogen, inden man hopper af hamsterhjulet.

Læs også: Økonomisk rådgiver advarer mod "gode tilbud" fra banken: Kan koste dig dyrt

Det bygger på den såkaldte 4%-regel, som lidt groft siger, at man hvert år kan trække 4 pct. af sin formue ud, når han har investeret halvdelen i aktier og halvdelen i obligationer.

Den pensionerede skolelærer fortæller, at han ikke har fulgt 4%-reglen nøje, men at han i samme stil har kigget på deres månedlige udgifter og holdt det op mod et afkast på aktiemarkederne med 5 pct. om året. Derfra er han kommet frem til et beløb.

Og skulle det vise sig, at formuen er utilstrækkelig, så har ægteparret flere løsninger i ærmet.

Se billederne indefra: Sådan bor ægtepar på 24 kvadratmeter

»Vi har været enige om fra starten, at det er ikke sikkert, vi har lagt en bulletproof plan. Måske skal vi en dag tjene penge igen, men det bliver ikke et 8-16 job,« lyder det.

Plan b kunne være at starte et firma eller tage vikararbejde, mens plan d eller f kunne være at tære af formuen, fordi ægteparret begge har gode pensioner, der kommer til udbetaling om 15 år.

Og aktiernes turbulens i år slår da heller ikke Jesper Thomsen ud.

»For første gang har jeg overvejet en lille smule, om vi skulle sælge en del af investeringerne. Men markedet går op og ned, så der er ikke grund til at pille ved det,« siger han.

Turen

Sejlturen på Europas bølger endte med at vare 13 måneder, og det var »den vildeste oplevelse«, fortæller Jesper Thomsen.

Turen bød på destinationer som Holland, Belgien, Spanien, Portugal, en hel vinter omkring Kanarieøerne, dernæst Madeira, Azorerne samt Irland og Skotland.

Hele turen kunne løbe rundt med fondenes udbytter, og parret har brugt omkring 20-25.000 kroner hver måned under rejsen. Det kunne være gjort meget billigere, påpeger Jesper Thomsen, hvis de havde droppet deres mange restaurantbesøg og ligget mere for anker fremfor at betale for at ligge i havn.

Læs også: Nordea forventer vanskelig tid forude

»Vi har aldrig haft så meget tid, som vi havde der. Det var en helt ny fornemmelse af, at vi skal ikke nå noget, vi skal bare nyde det. Man står op, kigger ud af lugen, og konstaterer, der er blå himmel igen i dag. Man bader, spiser, drikker en øl og møder en masse mennesker,« fortæller Jesper Thomsen.

Lone og Jesper Thomsen deler ud af deres eventyr på YouTube-kanalen Sailing SALT. Vis mere

Da Euroinvestor taler med Jesper Thomsen, er ægteparret tilbage i Aarhus, hvor deres båd fortsat konkurrerer med parrets mindre lejlighed i byen om at være ægteparrets primære base.

Det er fortsat lidt uvist, hvad det pensionerede ægtepar nu skal kaste sig over. Jesper Thomsen påpeger, at tilværelsen skal »stykkes sammen på ny«, for selvom parret lige nu får tiden til at gå med at kigge på huse og besøge venner, så er der et mindre hul.

En udfordring er nemlig, at parrets venner fortsat arbejder og dermed ikke har tid til at ses hele tiden.

»Det er en tosidet ting med tid. Da vi var ude at sejle var det fantastisk, men der oplevede vi også rigtig meget hele tiden. Nu, efter vi er kommet hjem, er der ingen tvivl om, at vi skal have fundet på noget at lave,« siger Jesper Thomsen:

»Men vi keder os ikke, og vi nyder stadig at have tid til alt det, vi gerne vil.«

Én ting er også sikkert: Ægteparret vil ud at rejse igen – men de kan nok ikke undvære deres børn 13 måneder i streg endnu en gang.

Euroinvestor sætter det næste stykke tid fokus på FIRE-bevægelsen med en række artikler, som udkommer de kommende dage

Læs også: Verdens største investor: Børsstorm rammer Europa

Læs også: Amerikansk storbank: Du skal købe aktier nu

 

Økonomisk rådgiver advarer mod "gode tilbud" fra banken: Kan koste dig dyrt