Da danske Jonas Vingegaard lørdag nåede målstregen i en dramatisk enkeltstart, cyklede han direkte hen og omfavnede sin kone og datter helt euforisk.

I et interview med DR lod han senere forstå, at det var hans livs største øjeblik. Kun overgået af hans datters fødsel.

Enkeltstarten betød nemlig, at Jonas Vingegaard kunne stille sig øverst på podieskamlen i verdens hårdeste cykelløb, Tour de France, søndag.

Og man forstår godt euforien – også i lyset af, at en førsteplads i Tour de France udløser 500.000 euro, hvilket svarer til 3,7 millioner danske kroner. Det skriver Ritzau.

Danskerens pengepræmier stopper ikke der, for hans prikkede bjergtrøje udløser yderligere 186.000 danske kroner.

Dertil giver etapesejre 82.000 kroner, og hver etape i den gule førertrøje giver 3.700 kroner i bonus – ligesom bjergtrøjen udløser 2.200 kroner per dag.

Zoomer man væk fra Jonas Vingegaard, så gives der også pengepræmier for andre præstationer. Herunder det hurtigste hold, den mest angrebsivrige rytter samt indhaveren af henholdsvis den hvide og grønne trøje.

Sammenlagt udbetaler Tour de France cirka 17 millioner kroner i præmier på tværs af rytterne under hele Touren.

Ifølge Ritzau er der tradition for, at vinderne deler pengene med sine holdkammerater og den øvrige stab.

Danske Jonas Vingegaard cykler for det hollandske hold »Jumbo-Visma«.

Læs også: Fond satser stort på dyk i Bavarian

Læs også: Danske investorer risikerer fængselsstraf grundet én manøvre