Dårligt vejr sidste sommer, en kold start på 2018 og stigende råvarepriser har ramt omsætningen hos malervarekoncernen Flügger, der alligevel har formået at løfte indtjeningen.
Det viser selskabets årsregnskab for 2017/18, der blev offentliggjort torsdag omkring middagstid.
Nettoomsætningen faldt til 1817,5 mio. kr. fra 1849 mio. kr. året forinden, og både salget i Danmark, Sverige og Norge var med til at trække ned i det netop afsluttede regnskabsår. Omvendt voksede omsætningen med 10 pct. i kategorien "andre markeder", som udgøres af eksempelvis Polen og Kina.
- Dårligt vejr i sommeren 2017 og i foråret 2018 reducerede efterspørgslen på det skandinaviske marked, hvilket har medført et faldende salg til private og ligeledes en faldende efterspørgsel efter udendørs produkter.
- Branchen har desuden været påvirket af stigende råvarepriser, som koncernen har haft udfordringer med at bringe videre til kunderne på kort sigt. Opgjort i lokal valuta var koncernomsætningen stort set på niveau med det foregående år, skriver Flügger selv i regnskabet.
Sidste efterår præsenterede den danske koncern en ny strategi, der løber frem mod 2020/21, og i regnskabet skriver ledelsen, at flere af de implementerede strategiske initiativer allerede bærer frugt, og at resultaterne afspejles på bundlinjen.
Salgs- og distributionsomkostninger blev blandt andet reduceret med 27 mio. kr., og den besparelse kom dels fra konsolideringen af butiksnettet og dels fra reducerede markedsføringsomkostninger.
I 2017/18 var det med til at sikre en stigning i driftsresultatet før renter og skat til 57,5 mio. kr. fra 43,7 mio. kr. året før, mens nettoresultatet voksede til 33,5 mio. kr. fra 28,9 mio. kr. hele 2016/17.
VENTER PÆNE VÆKSTRATER UDEN FOR SKANDINAVIEN
Flügger venter i det forskudte regnskabsår 2018/19 en vækst i omsætningen på mellem 0 og 2 pct. og en EBIT-margin i niveauet 3-4 pct.
- På de skandinaviske markeder forventes fortsat lav aktivitet, især inden for salg til konsumenter. På øvrige markeder, primært Polen, forventes pæne vækstrater, skriver Flügger i regnskabet.
Malervarekoncernen fastholder den langsigtede ambition om en omsætning på 2 mia. kr. med en EBIT-margin på 6-8 pct. i 2020/21.
Flügger foreslår desuden at udlodde et udbytte på 15 kr. per aktie.
Tabel for Flüggers årsregnskab for 2017/2018:
Mio. kr. | FY 2017/18 | FY 2016/2017 |
Nettoomsætning | 1817,5 | 1849 |
Bruttoresultat | 1010,6 | 1024,6 |
EBIT | 57,5 | 43,7 |
Resultat før skat | 56,4 | 41,2 |
Nettoresultat | 33,5 | 28,9 |
Udbytte i kr. per aktie | 15 | 15 |
Flüggers forventninger til 2018/2019:
i % | Ved Q4 2017/18 |
Omsætningsvækst | 0-2 |
EBIT-margin | 3-4 |
/ritzau/FINANS