MHI Vestas, der sælger offshore-vindmøller, har fået en betinget ordre på 476 megawatt (MW) til et projekt i Tyskland, fremgår det af en pressemeddelelse.
Møllerne er bestilt af det spanske energiselskab Iberdrola til Baltic Eagle-projektet, og efter planen vil møllerne blive leveret og installeret i 2022 og 2023.
De møller, MHI Vestas leverer, er af typen V174-9,5. Det er første gang, at denne mølletype, der blev lanceret i 2018, bliver anvendt i et kommercielt offshore-projekt.
- Vi er ekstremt stolte over at lancere vores V174-9,5 MW-mølle sammen med Baltic Eagle-projektet. Det vil være en kæmpe mulighed for MHI Vestas til at få større erfaring med tyske vande og særligt Østersøen.
- Vi ser frem til at få bekræftet aftalen med Iberdrola og gøre klar til installation, siger Philippe Kavafyan, der er administrerende direktør i MHI Vestas, i meddelelsen.
MHI Vestas er et joint venture-selskab ejet af Vestas og japanske Mitsubishi Heavy Industries.
/ritzau/FINANS