Henter kommentarer

3 danske aktier med største kurspotentiale - én af dem er 'overraskende'


Hvilke danske aktier tror de professionelle analytikere har størst kurspotentiale?

Svaret er en bank, et vaccineselskab og en anden bank.

Nærmere bestemt er der tale om Bavarian Nordic, Nordea og Jyske Bank, viser tal fra finansportalen Bloomberg, som Euroinvestor har gennemgået.

Michael Friis Jørgensen, der er aktiechef i HC Andersen Capital og porteføljeforvalter hos Euroinvestors podcast Millionærklubben, påpeger at de store kurspotentialer ses hos de virksomheder, hvor der er forskel på den aktuelle pris investorerne vil give, og den aktiepris som analytikerne vurderer at en aktie skal op i.

»Analytikerne er jo ikke dem, der køber aktier. Det er der ofte nogen der glemmer,« siger Michael Friis Jørgensen.

Dog peger han på nogle af årsagerne til, at de professionelle analytikere ser et stort potentiale i de tre aktier:

Læs også: Her er Warren Buffets yndlingsaktie

Bavarian Nordic – Kurspotentiale på 76,6 pct.
Biotekselskaber bliver ofte spået til at have et godt potentiale hos analytikerne, fordi de kan udvikle nye og innovative produkter, fortæller Michael Friis Jørgensen. Men der er også en risiko ved at investere i selskaberne, da der kan være lang vej fra det første laboratoriegennembrud til at produktet er klart til salg. Det gør, at investorerne ofte ikke betaler lige så meget for aktien, som analytikerne vurderer at selskabets aktie kan være værd.

Og det danske selskab Bavarian Nordic afviger ikke fra den tendens. Selskabet, der har hovedsæde i Hellerup, arbejder blandt andet på såkaldt RSV-vaccine, der skal hjælpe mod lungesygdomme.

»Der er rimelig stor optimisme omkring RSV-vaccinen blandt analytikerne. Og så er der også rimelig stor optimisme om, at de når deres målsætning om at blive en milliard dollar værd – blandt andet gennem opkøb,« siger Michael Friis Jørgensen.

Dog peger han på, at investorerne kan have sine forbehold. De ser måske i højere grad, at der usikkerhed omkring konkurrencesituationen for RSV-vaccinen og potentialet i den covid-19 vaccine, som selskabet arbejder på. Derudover har selskabet været igennem et par kapitalforhøjelser på det seneste, og det kan være med til at hæve investorernes forsigtighed:

»Investorerne har nok lagt meget fokus på, at Bavarian har hentet kapital et par gange. Og de er nok lidt nervøse for, hvor meget der skal hentes i fremtiden,« siger Michael Friis Jørgensen.

Læs også: Investeringsbank ser kurspotentiale på 50 pct. i dansk aktie – anbefaler at købe den

Nordea – Kurspotentiale på 33,1 pct.
Michael Friis Jørgensen kalder det »overraskende«, at Nordea har et så forholdsvist højt kurspotentiale.

»Det er en bank, der altid har leveret stabilitet. Så det er lidt utroligt, at den ligger med det højeste kursmål,« siger Michael Friis Jørgensen.

Han mener at det blandt andet kan skyldes, at investorerne er nervøse efter den bølge af bankuro, som ramte sektoren tidligere på året. Her så man blandt andet storbanken CreditSuisse komme i problemer i Europa, mens Sillicon Valley Bank og First Republic Bank også har været ramt og senere opkøbt.

»Og så er der de usikkerhedsmomenter, som er umulige at indregne for analytikerne i en model, men som investorerne regner med ind som en form for risikorabat,« siger Michael Friis Jørgensen, med henvisning til potentielt kommende regulering og lignende udfordringer.

Læs også: FDM-redaktør: Derfor er denne bil så populær

Jyske Bank – Kurspotentiale på 30,5 pct.
Den danske storbank Jyske Bank gennemførte overtagelsen af den svenske bank Handelsbanken d. 1 december 2022. Og siden er overtagelsen gået bedre end ventet – og det kan have sat sig i analytikernes forventninger til aktien, mener Michael Friis Jørgensen:

»Forventningerne om, hvor meget man kan hente af synergier ved køb af Handelsbanken, har måske overrasket lidt positivt;« siger han og tilføjer:

»Og så er det bare en stabil bank.«

Jyske Bank-aktien er steget med 29,4 pct. det seneste år, men de seneste tre måneder er den faldet med 14 pct.

Læs også: Lau Svenssen: 5 danske aktier, jeg ville købe lige nu, hvis jeg skulle investere 100.000 kr.

Læs også: Stort børshus fremhæver to danske aktier: 'For billig til at ignorere'