Henter kommentarer

Århusiansk konglomerat starter godt ud og opjusterer


 
Det er vigtigt at kende til aktiemarkedets sektorer, for det kan ende med at sikre dig noget afkast. Dem kan du se mere om her
Vis mere

Schouw & Co. har haft et stærkt første kvartal og øger forventningerne med henvisning til en god udvikling i flere af porteføljeselskaberne.

Det århusianske konglomerat kom ud af første kvartal med en omsætning på 4906 mio. kr. mod 4802 mio. kr. i samme periode året før.

Driftsresultatet steg til 275 mio. kr. fra 229 mio. kr., og bundlinjen voksede til 207 mio. kr. fra 159 mio. kr.

- Schouw & Co. har fået en rigtig god start på 2021 med vækst i både omsætning og driftsindtjening. Vi ser de positive effekter af tidligere års investeringer i kapacitet og innovation, og vi har en stærk platform for fortsat værdiskabelse, siger administrerende direktør, Jens Bjerg Sørensen, ifølge regnskabet.

TILBAGEGANG TIL BIOMAR

Schouws største porteføljevirksomhed, fiskefoderproducenten Biomar, indledte dog året med tilbagegang og en omsætning på 2271 mio. kr. mod 2381 mio. kr. året før.

Samtidig faldt driftsresultatet, EBIT, til 54 mio. kr. fra 77 mio. kr.

Også Fibertex Personal Care, der laver nonwovens tekstiler til hygiejneindustrien, havde tilbagegang, mens alle de resterende porteføljeselskaber havde fremgang.

Fibertex Nonwovens, der laver fiberdug til industriel og sundhedsrelateret anvendelse, leverede en omsætning på 521 mio. kr. mod 445 mio. kr. i første kvartal sidste år, og driftsresultatet blev mere end fordoblet til 70 mio. kr. fra 29 mio. kr.

De sidste porteføljeselskaber, GPV, Hydraspecma og Borg Automotives, leverede driftsresultater på henholdsvis 48 mio. kr., 41 mio. kr. og 24 mio. kr. mod henholdsvis 16 mio. kr., 36 mio. kr. og 12 mio. kr. i første kvartal sidste år.

OPJUSTERING

For hele 2021 opjusteres forventningerne. Schouw venter nu en omsætning i størrelsesordenen 22.550 mio. kr. og et driftsresultat før af- og nedskrivninger (EBITDA) mellem 2105 og 2315 mio. kr.

Samtidig ser selskabet nu et resultat før skat på 1195 til 1405 mio. kr.

Selskabet ventede tidligere en omsætning i størrelsesordenen 21.900 mio. kr. og EBITDA mellem 2015 og 2225 mio. kr.

Resultatet før skat ventedes tidligere at lande på 1105-1315 mio. kr.

Læs også: Vild forudsigelse: 'Det her er det nye olie'

Læs også: Se listen: Investorer strømmede ind i disse populære fonde

/ritzau/FINANS