Aktiemarkederne buldrer derudad, men nu begynder nogle af de mest pålidelige salgsindikatorer at blinke rødt.
Sådan lyder advarslen fra Bank of Americas chefstrateg Michael Hartnett.
I en analyse peger Michael Hartnett på, at investorernes penge strømmer massivt ind i både aktier og højrisikoobligationer – såkaldte high-yield bonds – i et omfang, der historisk har indikeret, at det er tid til at tage gevinster hjem, ifølge CNBC.
»De grådige indstrømninger siger: Tag noget gevinst af bordet,« skriver han.
I løbet af de seneste fire uger er der blevet investeret mange penge i globale aktier og risikofyldte obligationer. Mere præcist er 0,99 procent af investorernes kontanter – målt i forhold til den mængde penge, de råder over – blevet flyttet derover.
Men ifølge Michael Hartnett er det et niveau, der næsten udløser et såkaldt "salgssignal". Når tallet runder 1 procent, har det tidligere været et tegn på, at markedet er blevet for optimistisk – og at det kan være klogt at tage lidt gevinst hjem.
Omvendt: Når mere end 1 procent af pengene trækkes ud af markedet, har det ofte været et tegn på overdrevet frygt og dermed et godt tidspunkt at købe.
Michael Hartnett påpeger samtidig, at Bank of Americas egen Bull & Bear-indikator – der måler investorstemningen – er oppe på 5,8, det højeste niveau siden november 2024.
Derudover handler 73 pct. af verdens aktieindeks nu over både deres 50- og 200-dages glidende gennemsnit. Hvis det tal når op på 88 pct., har det tidligere været et klart tegn på, at markedet er overophedet.
Et andet nøgletal, han peger på, er S&P 500-indekset, som fredag rundede endnu en ny rekord. Hvis det når op over 6.300, vil det ifølge Michael Hartnett udløse et direkte salgssignal – det vil svare til en stigning på knap 2 pct. fra det nuværende niveau.
På trods af geopolitiske spændinger og blandt andet præsident Donald Trumps tariffer, er investorernes appetit på amerikanske aktier historisk høj. Ifølge Bank of Americas data er der i år kommet 164 milliarder dollar ind i amerikanske aktier – det tredjestørste inflow nogensinde.
Især store selskaber - såkaldte large caps tiltrækker kapital, mens små selskaber - small caps - oplever rekordstore udstrømninger.
