Vi må vente længere tid endnu, før vi finder ud af, hvorvidt den amerikanske præsident Donald Trumps toldsatser er lovlige.

For selvom den amerikanske højesteret mødtes onsdag, så kom der ingen dom i sagen. Det skriver Bloomberg News.

Det er endnu ikke blevet oplyst, hvornår dommen vil falde, men dommerne er samlet igen tirsdag og onsdag i næste uge, ifølge finansmediet.

Dette er anden gang, at dommen om toldsatserne bliver udskudt.

Når dommen falder, kan det give store bølgeskvulp på finansmarkederne, lyder det fra Søren Kristensen, der er cheføkonom i AL Sydbank, i en kommentar onsdag.

Sidste år kastede Trump omkring sig med told på diverse varegrupper og lande. Det ramte de finansielle markeder med storm. Særligt efter et pressemøde i Det Hvide Hus' rosenhave, hvor Trump kom med en lang liste af toldsatser, blev aktiemarkedet hårdt ramt. Det amerikanske S&P 500-indeks dykkede med 10 pct. på bare to dage.

Et par lavere retsinstanser har allerede peget på, at noget af tolden udstedt med præsidentielle dekreter ikke er lovlig og følger højesteret den retning, så skal tolden fjernes, og pengene skal betales tilbage til de berørte virksomheder, lyder det fra Søren Kristensen.

Du kan læse mere om betydningen af en højesteret dom over Trumps toldsatser her