Aftale med Nvidia sender rødglødende aktie ud i stor stigning


Aktiekursen i det taiwanesiske selskab Mediatek, der beskæftiger sig med chipdesign, er sprunget op i dagens aktiehandel i Taiwan.
Hele 10 pct. steg kursen, efter at selskabet har annonceret et nyt partnerskab med den amerikanske chipkæmpe Nvidia.
Det skyldes blandt andet, at Nvidia har investeret 3,5 mia. dollar - svarende til 22,5 mia. kr. - i konverterbare obligationer.
En konverterbar obligation er lidt groft opridset et lån, som en virksomhed optager hos investorer, med en helt særlig aftale: Lånet kan ombyttes til aktier i virksomheden på et senere tidspunkt.
De to selskaber har blandt andet planer om at samarbejde om nye AI-systemer, skriver mediet CNBC.
Med dagens kursstigning i Taiwan er Mediatek-aktien steget næsten 200 pct. i 2026. Indtil videre er aktiekursen nemlig braget op med hele 193 pct.