Det franske selskab Dassault Systèmes, der lever af at sælge designsoftware til ingeniører, falder fredag 3,4 pct.
Investorerne frygter ifølge Bloomberg News, at kunstig intelligens vil gøre Dassault Systèmes' traditionelle computerprogrammer overflødige.
Uroen skyldes blandt andet tech-firmaet Anthropic, som har vist en video af deres nye AI-model, Fable 5. På blot 14 sekunder koblede computeren sig på nettet og designede en færdig 3D-model – en opgave, der normalt kræver dyre programmer.
Samtidig har Jeff Bezos' nye AI-firma, Prometheus, hentet svimlende 12 mia. dollar til at udvikle intelligente værktøjer, der skal hjælpe med at designe fly og industriprodukter.
Mens andre europæiske tech-aktier som SAP, Capgemini og Amadeus stiger fredag, fortsætter børsnedturen tilsyneladende for Dassault Systèmes.
Dassault Systèmes-aktien er i forvejen presset af, at AI-firmaet Mistral har snuppet partnerskaber med bilproducenten BMW og flygiganten Airbus, som er blandt softwareselskabets største kunder.
Dassault-aktien er nu faldet 26 pct. siden årsskiftet, mens det brede europæiske tech-indeks, Stoxx 600 Tech, til sammenligning er steget 24 pct.
