AI-usikkerhed og stigende oliepriser truer kursfesten - her er det finansielle overblik fredag


Aktierne dykker lige nu i Asien, da usikkerhed om afkastet på de enormt dyre AI-investeringer er faldet sammen med markante stigninger i olieprisen, som igen har skabt frygt for inflation, skriver Bloomberg News.
»Investorerne er i forvejen i stigende grad nervøse for levedygtigheden af AI-rallyet,« udtaler Gerald Gan, investeringsdirektør hos Reed Capital i Singapore.
»Når det er sagt, vil enhver kortsigtet korrektion sandsynligvis tiltrække købere, der udnytter kursfaldene igen. Indtil videre er musikken ikke stoppet,« tilføjer han.
Investorer sælger kraftigt ud af japanske aktier. Kursfaldene er så markante, at det toneangivende Nikkei-indeks falder 3,1 pct.
Den dårlige stemning præger også investorer i kinesiske aktier. Aktierne falder på børsen i Hongkong i en grad, så Hangseng-aktieindekset falder 1,3 pct.
Europæiske aktier ser ud til at holde niveauet efter torsdagens kursfald på 1,7 pct., viser futures for stoxx50. Vi skal forberede os på det samme, når børshandlen skydes i gang i USA.
Amerikanske aktier ser overordnet ud til at holde niveauet efter kursfaldene torsdag, hvor især teknologiaktierne led. Der er dog svaghed visse steder i markedet og tech-aktierne ser ud til at falde en smule i fredagens handel.
Prisen på guld, olie og kryptovaluta giver os også et praj om stemningen i markedet. Vi begynder med det sorte guld, nemlig olien, der holder sig i ro efter stigningen torsdag, hvor militante houthier oplyste, at de havde angrebet to saudiarabiske tankskibe i Det Røde Hav.
Dertil kommer trusler fra præsident Donald Trump om at udvide amerikanske militærangreb mod Iran.
Den globale referenceolie Brent koster nu 100 dollar per tønde, hvilket er det højeste niveau siden starten af juni. En tønde af den amerikanske WTI-olie falder en smule i pris, så den koster 92 dollar.
En stigning i olieprisen på hele 38 pct. i denne måned har genantændt bekymringen for inflation og fået investorerne til at forberede sig på et højere renteniveau.
Guldprisen er faldet det seneste døgn, og guldet handles til en pris på 4.028 dollar pr. ounce. Guldprisen er faldet 6,8 pct. i år.
Guldet er værd at følge, fordi guld opfattes af mange som en sikker havn i krisetider og har historisk klaret sig godt i perioder med modvind på aktiemarkedet.
Kryptovalutaen bitcoin er steget det seneste døgn. Den digitale mønt koster nu 65.409 dollar. Bitcoin-kursen er interessant at følge, fordi den fortæller os noget om markedsstemningen, især blandt mere risikovillige investorer.